Fru Laursen

Min barndoms klaverlærer fru Laursen var en meget særpræget person. Hun var en kraftig dame med kulsort krøllet hår, lignede lidt en sigøjner, og gik altid klædt i gule, storblomstrede silkekjoler. Min far, som selv var musiker, ønskede at hans børn skulle lære at spille på et instrument, så jeg blev tilmeldt klaverundervisning hos fru Laursen.

Vi boede på landet dengang, og hun boede i en nærliggende stationsby, og jeg der dengang var 9 år skulle nu ned til fru Laursen en gang om ugen for at lære at spille klaver. Jeg var ret betaget af hendes eksotiske ydre og benovet over hendes store Hornung & Møller flygel med et signeret foto af Viktor Schøler i sølvramme på låget, noget ganske andet end vores ramponerede, opretstående klaver derhjemme. Og fru Laursen var meget sød over for mig, måske i forventning om at jeg ville yde noget ekstra musikalsk, fordi min far jo nu var musiker.

Det skulle dog senere vise sig, at både hendes og hans forventninger til mig blev gjort ganske til skamme, men heldigvis for far blev min lillesøster senere en dygtig pianist og musikpædagog.

Men foreløbig gik det hele godt, og jeg øvede mig pænt og artigt på de små musikstykker, jeg fik for. Det værste var cykelturen på 4 km, som jeg skulle tilbagelægge for at komme derned. I årene efter krigen var der knaphed på mange ting, bl.a. børnecykler, så min cykel var ikke for smart. Det var en voksencykel, som cykelsmeden havde omdannet til en størrelse, der passede til mig, og den var noget kluntet at cykle på.

En dag gik det da også galt, da cykelkæden sprang af, mens jeg i fuld fart  var på vej ned ad en bakke. Jeg kunne ikke bremse og væltede, desværre oven i en høne, som i det samme løb ud foran cyklen. Jeg selv fik kun et par skrammer, men hønen var død, så jeg var ulykkelig og flov, da jeg måtte ind og aflevere den døde høne i huset, den var kommet fra.  Men konen i huset tog det pænt, hun sagde hun ville koge suppe på hønen, og manden satte min cykelkæde på igen, og jeg nåede ned til fru Laursen uden yderligere uheld.

Jeg havde travlt med at øve mig på Plaisir d’Amour, som var det stykke, jeg skulle spille ved fru Laursens elevkoncert, der skulle afholdes på kroen. Jeg var noget nervøs ved udsigten til at skulle spille på en scene foran et publikum, men fandt nogen trøst i den lyseblå taftkjole med sorte fløjssløjfer på, som jeg fik til lejliMin optræden gik dog langt bedre end forventet, far og mor sad nede blandt publikum og klappede, og fru Laursen udtrykte bagefter stor tilfredshed med min præstation.

Senere flyttede vi til Randers, og jeg fortsatte klaverundervisningen hos pianisten i min fars orkester. Da han pludselig døde, var det slut med at gå til spil, og i dag spiller jeg næsten aldrig. Men heldigvis har vi i familien en pianist i min lillesøster, og desuden er jeg gift med én, der spiller stride og en god boogie woogie.

 

 

Reklamer

5 thoughts on “Fru Laursen

  1. Det er vel nok spændende at høre din mand spille klaver, Anna Marie! Det må være dejligt at have levende musik i huset. Og tak for historien om fru Laursen, og hvordan det gik med musikundervisningen.

  2. Fornøjeligt at læse historien om Fru Larsen. Det minder om da jeg selv gik til spil. Det var en pinsel fordi jeg skulle tælle takten uafbrudt – så det sluttede heldigvis. Fint at høre levende musik.

  3. Det var dog en skøn beretning fra din barndom -Stort Smil.
    Mine egne musikalske færdigheder begrænser sig til lidt blogfløjtepifteri – Skrinlagt for længe siden. I dag er jeg beds til unoder og at være taktløs, og det er da også en form for musik…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s