Romantiker – eller hvad?

Fra et langt liv har vi bjerge af fotos, som jeg har opgivet at få bragt orden i, men her fornylig, hvor jeg dykkede ned i bunkerne og blev konfronteret med fortiden, kom jeg til at tænke på, hvorfor vi 3 gange i vores liv har boet i huse med stråtag, ja faktisk 4 gange, for en gang boede vi på en trelænget bondegård med stråtag på en af udlængerne.

Er det fordi vi begge to er romantikere, at vi absolut skulle bo i upraktiske, stråtækte huse med masser af edderkopper, og hvor man i tordenvejr måtte holde sig vågen om natten og drikke tordenkaffe, af skræk for at lynet kunne slå ned i stråtaget? I et af husene måtte man ovenikøbet bøje hovedet for at komme gennem dørene. Man skulle jo ellers tro, at manden i huset, som har en fortid som arkitekt, ville have foretrukket nogle mere modernistiske boliger. Og dog – jeg kommer til at tænke på, at Poul Henningsen, en af modernismens fædre, også boede i bondehus, og det samme gjorde et par af Finns lærere på arkitektskolen. Et mærkeligt paradoks.

Mens vi studerede, blev vi godt trætte af den emsige værtinde i villalejligheden, hvor vi boede, og lånte penge til at købe en lille faldefærdig ruin af et bondehus i den gamle del af Brøndbyøster. Med gode venners hjælp blev huset restaureret og moderniseret og omdannet til en rigtig hyggelig bolig.

Senere blev det til et mere luksuspræget bondehus i Jonstrupvang nord for København.

Her boede vi i 9 år, før vi flyttede teltpælene til Sydsjælland.

Men efterhånden blev trangen til stråtag for stor, og vi flyttede til Falster i endnu et stråtækt bondehus.

Idag har vi overvundet trangen. Vi er flyttet til Jylland, tilbage til rødderne, og her bor vi under fast tag og sover trygt og roligt, også når det lyner og tordner.

Ole kysser hans kone

26. Marts 2010

Jeg har det ligesom Henny, der på sin blog  http://aargang54.dk/ harcellerer over (for resten skal harcellere staves med et eller to l’er?) indfødte danskeres sjusk med sproget. Indrømmet jeg er en gammel sprogrøgter, men jeg ved også, at nemesis meget nemt kan ramme mig, især hvad angår kommaer, som jeg vistnok er begyndt at sætte som vinden blæser. Ikke desto mindre er jeg parat til at gribe telefonen og opsige abonnementet på min daglige avis, som ellers går for at være en ‘klog’ avis, når jeg støder på grammatiske uhyrligheder, som helt kan aflede opmærksomheden fra indholdet i den artikel, jeg er i gang med at læse. Dette skete også i dag, hvor blodtrykket steg faretruende, da jeg stødte på forkert anvendelse af ejestedordene hans/hendes-sin.

Jeg plejer at lære kursisterne på sprogskolen, at når Ole kysser sin kone, så er det Oles egen kone han kysser, men hvis Ole kysser hans kone, så er det skam en anden mands kone han kysser. Med andre ord når genstandsleddet viser tilbage til grundleddet i den samme sætning, så bruger man sin. Eksemplet plejer at gøre et vist indtryk på eleverne.

Her er en lille quiz: http://www.ann-berit.dk/online/hanshendessin/hanshendessin1.htm

Spil eller kærlighed

23. Marts 2010

Man plejer at sige, at man enten har held i spil eller i kærlighed. Min mor må vist siges at have haft held i begge dele, for hun vandt altid i et eller andet lotteri og  i kortspil, samtidig med at min far var den allerstørste gevinst i hendes liv. Jeg, hendes ældste datter, plejer at henholde mig til, at jeg har held i kærlighed, for det er sandelig småt med at have held i spil. Det sker næsten aldrig, at jeg vinder noget, selvom jeg for en ordens skyld og for dog at række skæbnen en lillefinger har 3 kvartlodder i klasselotteriet, som står og passer sig selv, og hvor jeg får automatisk besked, hvis heldet skulle være ude. Og minsandten – her på det seneste har jeg været heldig og har vundet to gange, for 2 måneder siden 570 kr. og nu her igen 667  kr. Det har givet mig blod på tanden, og jeg har det ligesom Konen i Muddergrøften, der vil have mere, og jeg går nu og venter på, at der skal falde ½ million kroner af,  ligesom bror og svigerinde der for et par år siden vandt over en halv million i klasselotteriet. Eller jeg skulle måske melde mig til Hvem vil være Millionær og prøve at vinde ½ million ligesom nevø Claus. http://www.youtube.com/watch?v=OZTRwT1-uz0

På den anden side – jeg vil jo også nødig ende i muddergrøften.

Fin by

Hvorfor har Randers, østjysk by på 60.000 indbyggere, som ligger så smukt ved Gudenåens munding og Randers Fjord, fået et lidt blakket ry her til lands. Vi der bor her, kender det fra udtrykket ‘Randers i r….’ (Rend os i r….), fra muntre århusianerne der beretter om at tage til Randers, når de rigtigt skal ud og slå til Søren og fra personer i serien Livvagterne, der skumler over at skulle på tjeneste i netop Randers af alle byer.

Og så er der jo det med Randers-dialekten, som mange ikke mener er alt for køn. I det store og hele er der ligesom lagt op til, at Randers absolut ikke er noget in-sted hertillands.

Men dette er ganske uretfærdigt. Finn og jeg flyttede hertil for 8 år siden, tilbage til rødderne efter at have boet mange år i København, Næstved, Vordingborg og Nykøbing Falster, så vi har faktisk noget at sammenligne med, og vi oplever begge Randers som en rigtig rar by . Den er stor nok til at rumme alle de tilbud, man har brug for, men er ikke større end at alt er nemt tilgængeligt, og er man ude om sig, kan man sagtens finde interessante kulturtilbud i Randers og omegn.

Der er en meget fredsommelig stemning i byen, tilsyneladende er der f.eks. ingen problemer med utilpassede unge indvandrere som i flere større byer.

Hvad der er mislykkedes i andre store kommuner, viser sig da også at være en succes i Randers, nemlig at få valgt et integrationsråd. I sidste uge var der valg til integrationsrådet blandt mange opstillede kandidater. 22 kandidater fra ni forskellige lande kæmpede om de 9 ud af rådets 15 pladser. Der var livlig kørsel  til og fra Fritidscentret, hvor valget fandt sted, og i perioder var der ligefrem kø ved valgstedet.  Der blev valgt ni repræsentanter fra Sri Lanka, Somalia, Aghanistan, Tyrkiet, Bosnien og Kosova til integrationsrådet, som skal rådgive byrådet i sager, der vedrører integration.

Til lykke Randers!

 

Sikre forårstegn

16. Marts 2010

Nu troede jeg lige. jeg havde fået sofaen for mig selv!

Hvert forår stikker Mini i af i flere dage på jagt efter hunkatte, og hver gang tror vi, at den er emigreret eller omkommet. Nu ved vi, at foråret er kommet i år, for den har været på togt i flere dage. Den vendte heldigvis hjem her til morgen, dog noget forkommen. Vi var glade, men Muffi skumlede. Den troede lige, at den nu var blevet forkælet enekat. 

Soløvelsen

13. Marts 2010

Surya Namaskar = sol jeg hilser dig hedder denne fantastiske yogaøvelse , som jeg praktiserede  i mange år, indtil to kunstige hofter satte en stopper for det. Ingen klage over disse nye hofter, tværtimod. De fungerer fantastisk, og det er vidunderligt, at jeg nu kan vandre mange kilometer uden problemer i modsætning til tiden forinden, hvor jeg  vandrede smertefuld omkring og følte mig som en halvfemsårig. Men  der blev ikke desto mindre sat en stopper for soløvelsen, som jeg savner meget. De småøvelser, jeg er i stand til at praktisere nu, kan ikke rigtigt erstatte den.

Klik her: http://www.sol.no/klipps/video/solovelsen og se en meget fin demonstration af soløvelsen. Får man selv lyst til at praktisere den, skal man være meget opmærksom på sine bevægelser og huske at ånde dybt ind, når hovedet vender opad og ånde ud, når hovedet vender nedad. Allerbedst er det at få en ordentlig instruktion af en yogalærer.

Yoga betyder at binde noget sammen, og igennem yogaøvelser  tilstræber man at skabe forbindelse mellem  den fysiske krop og følelserne eller de subtile energier i kroppen. Ud over at stimulere kroppens muskler, led og kirtler stimulerer yogaen de 7 chakraer, som er hovedcentre for kroppens subtile energier. Klik her for at se en kortfattet beskrivelse af chakraerne og deres funktion: http://www.bionordic.dk/indhold/html/ab/chakra.html.

Det er de samme energier, som stimuleres inden for akupunktur og zoneterapi, og man kan selv opnå tilsvarende resultater gennem diverse yogaøvelser.

En god yogaskole er Skandinavisk Yoga- og Meditationsskole, http://www.yoga.dk, som har kurser over hele landet .

Pensionistens Vinterhverdag

9. Marts 2010

Jeg nyder faktisk at være pensioneret. At være fri som fuglen til at gøre, hvad der passer mig. Ikke at skulle ud af sengen før fanden får sko på for at ræse på arbejde, og ingen stile der skal rettes om aftenen. Tid til at sidde og drive over morgenkaffen og høre Poul Friis på P1. Hatten af for denne vidende og vidtfavnende  mand, som på alle hverdage troligt præsenterer lytterne for alle mulige interessante emner, som man så kan ringe ind og kommentere.

I dag var der debat med en repræsentant fra Humanistisk Samfund om behovet for livsrum og ceremonier uden religion. Foreningen mener, at det offentlige bør stille passende lokaler til rådighed, så folk der ikke har noget religiøst tilhørsforhold kan udøve livets store begivenheder i egnede rum. Det fremgik, at man ikke kunne bruge kirkerummet på grund af de mange kristne symboler, selv et enkelt kors i et kapel ville virke anstødeligt ved en begravelse. Jo, symboler er sandelig kraftfulde.

Jeg selv har det sådan, at jeg ved særlige lejligheder gerne kommer i kirke, selvom jeg hverken tror på jomfrufødsel eller opstandelse i dogmatisk forstand og i virkeligheden nok snarere er buddhist end kristen. Jeg sætter pris på lugten i kirkerummet der giver mindelser om historiens vingesus, på den højtidelige stemning og på salmerne, der giver stof til eftertanke. Jeg er selv døbt, konfirmeret og gift i henholdsvis Vorning Kirke, Skt. Mortens Kirke Randers og Taanum Kirke:

og kan godt lide, at livets store begivenheder højtideligholdes i en kirke.

I den afslappede pensionists livsform indgår sandelig også computeren, dette vidunder af et værktøj, ved hjælp af hvilket man kan indhente alle oplysninger, være i kontakt med hele verden, ordne bank og posthus, gøre indkøb, ja og selvfølgelig skrive på sin blog.

Og så er der bøgerne. Lige for tiden har jeg gang i disse to bøger:

Det ligger ligesom i luften, at Dostojevski er hævet over enhver kritik, men jeg må indrømme, at jeg var ved at gabe kæberne af led over Brødrene Karamasov, da jeg læste den for et par år siden. Anderledes forholder det sig med Raskolniv, som er dyb og fascinerende. Alligevel har jeg brug for Mankell ind imellem. Jeg kan godt lide det svenske miljø, han opruller, og så er Wallander – for mig altid i skikkelse af Rolf Lassgård – rigtig hyggelig og sympatisk.

Det er den store driverdag i dag, så stor at jeg nok må kompensere lidt og gøre noget ekstra ud af maden i aften. – Men der er heldigvis lang tid til.

Fra min grønne ungdom 2.

“Jamen, så kan du jo finde et job som pige i huset, du kunne godt trænge til at lære at lave mad”, sagde mor, da jeg efter mit mislykkede vikarjob sagde, at jeg gerne ville flytte til København.

Og sådan blev det. Mor græd, da jeg som den første af hendes 6 børn rejste hjemmefra en kold dag i begyndelsen af januar. Mine egne betænkeligheder og savnet efter det livlige miljø derhjemme kom først senere, da jeg  blev præsenteret for mit kolde, højloftede pigekammer i villaen hos grevinden i Charlottenlund, hvor jeg havde fået job i huset.

Jobbet var blevet formidlet gennem min venindes mor, som kendte greveparret fra deres tid i Randers, hvor han tjente som militærmand, og hvor hun og grevinden havde spillet bridge sammen.

Det var langt fra det strålende eventyr at flytte hjemmefra, som jeg havde forestillet mig. Grevinden og jeg faldt slet ikke i hak. Hun var en mager, ældre dame, som lå i sengen til langt op ad formiddagen og hørte opera, og når hun endelig stod op, var hun som regel iført bukser, bluse og turban af guldlamé og slet ikke klædt på til at hjælpe mig med at lave mad eller gøre rent i det store hus.

Det havde ellers ligget i konceptet, at jeg skulle fungere som medhjælp i huset, men det var der slet ikke tale om. Jeg skulle lave det hele selv, inklusive maden, og da jeg indtil da aldrig havde interesseret mig for madlavning, var det sørgelige resultater, der kom ud af det, især da fordi der aldrig var råvarer nok til rådighed, når der skulle laves mad. Jeg ved ikke om de var påholdende eller fattige, men der var aldrig mad nok i huset og jeg selv gik hele tiden rundt og var lidt småsulten.

Jeg fik dog ros af greven. Han gav udtryk for, at jeg var en mester i at stege baconen til hans engelske breakfast om morgenen, en vane der stammede fra hans tid på ambassaden i London. Jeg var ærlig nok til at indrømme, at det heldige resultat nok mere skyldtes held end forstand.

Mit eventyr i villaen i Charlottenlund varede kun en måned. Så havde jeg fået nok, og jeg  havde i mellemtiden fundet et andet job i huset hos en enke i en villa i Svanemøllen. Der ville jeg få to dejlige værelser til rådighed, og madlavningen ville ikke blive et problem, bedyrede hun, eftersom hun spiste som en fugl.

Det skulle dog senere gå op for mig, at hun hovedsagelig fik sin føde gennem portvin, som blev indtaget i et aflåst værelse i kælderen. Hun havde været en af datidens flotte piger, som havde siddet model til en kendt billedhuggers mange skulpturer af nøgne kvinder, og senere var blevet gift med en meget ældre, rig overlæge. Overlægen var nu død, og hun sad ene og venneløs tilbage i det store hus.

Der blev alligevel problemer med madlavningen. Hun klagede bl.a. over, at jeg kom sukker i grønlangkålen. Jeg indvendte, at min mor altid plejede at komme lidt sukker i grønlangkål, men det vandt ikke rigtigt gehør. Sandt at sige var min dosering af sukker måske nok lidt rigeligere end mors normaldosis.

Jeg fandt det heller ikke særlig smart, at jeg ikke måtte have gæster i min lille lejlighed i villaen, og det blev især problematisk, da min kæreste kom til København fra Randers og ikke kunne besøge mig, så mit ophold i villaen i Svanemøllen varede kun 2 måneder.

Men hvad så? Langt fra hjemmet og uden penge. Dengang var det ikke ligefrem in at gå til kommunen, når man manglede penge, og penge skulle der jo til, så gennem  en annonce fik jeg et job på Johan Ankerstjernes filmtekniske laboratorium, hvor jeg skulle lime film sammen og placere danske undertekster på udenlandske film. Det gik meget godt, jeg sad i et stort lokale med fotostater på væggen af datidens filmbabes Helle Virkner og Brigitte Bardot sammen med andre unge mennesker, der ligesom mig var i besiddelse af nogle sprogkundskaber og lidt fingersnilde.

Jeg var dog godt klar over, at den gik ikke i længden, jeg måtte se at få mig en uddannelse. Men dette var altså mit sabbatår, dengang det ikke var in at rejse ud i verden, således som det blev senere. Efter nogen tid på filmlaboratoriet meldte jeg mig derfor ind på korrespondentstudiet i engelsk, tysk og spansk på Handelshøjskolen i København. Ikke et studium jeg just brændte for, men jeg var god til sprog, og det var en overskuelig uddannelse, dengang der ikke var noget der hed SU.

Her var alle mine medstuderende kvinder, og et par af dem blev mine gode veninder. Uddannelsen gav adgang til hvad man dengang anså for smarte jobs. Et par stykker af de studerende blev SAS-stewardesser, og andre fik jobs i ambassader i udlandet, bl.a. i Paris og Mexico.

Jeg selv var i mellemtiden flyttet sammen med Finn og fik efter studietiden job som korrespondent og direktionssekretær i et internationalt firma i København. Dette blev min indgang til et broget og kringlet karriereforløb, som jeg vil fortælle om en anden god gang