Det ku være meget værre

26. november 2009

Så er jeg her igen efter sygdom og manglende inspiration. Jeg er rimelig kvik igen, men til gengæld er det nu Finns tur til at svede, hoste og have ondt i kroppen. Jeg har ovenikøbet haft timer på  sprogcentret i dag og benyttede spisepausen til at smutte over gaden til kommunens kantine og gøre et vældigt indhug i deres lækre buffet. Så appetitten er intakt. Men derfor har jeg desværre slet ikke lyst til at lave middagsmad til min syge mand, som ellers sidder og vansmægter ved siden af kakkelovnen og ser frem til dagens lyspunkt. Jeg må tage mig sammen og finde på noget lækkert.

Da jeg kom hjem, var der stadig gang i de store gravemaskiner på vejen uden for huset. Hele områdets kloaksystem skal renoveres. Mænd i orange dragter og med beskyttelseshjelme på hovedet pukler i øsende regnvejr og blæst med at lægge kæmpestore rør 3 m ned i jorden. Respekt, respekt. Godt at nogen påtager sig de tunge og trælse opgaver med at holde samfundet kørende.

Om skriveblokering

16. november 2009

Det er svært at skrive fiktion. Det bliver man sandelig mindet om, når man går i forfatterskole på Saxo.com. I sidste uge lød opgaven: Skriv en lille tekst, hvor en person er i et dilemma og skal træffe et vigtigt og svært valg. Det er et dilemma i sig selv at vælge, hvilket dilemma der skal skrives om, for dilemmaer er der egentlig nok af. Desuden skal der helst opstå en gnist, som sætter hele skriveprocessen  i gang og får teksten til at svinge,  så det er ikke spor nemt, og man kan blive helt blokeret. Skriveblokering. Der var det jo, dilemmaet.

I et interview fornylig fortalte forfatteren Jette Kaarsbøl om sin skriveblokering. For 6 år siden skrev hun sin meget anmelderoste moppedreng af en roman “Den lukkede bog”, som fik flere priser og blev udgivet i 7 lande.  Jeg læste den i sin tid og husker den som en rigtig gedigen Henrik Pontoppidan-agtig roman, der foregår i slutningen af 1800-tallet. Først  6 år efter er hun nu udkommet  med en ny roman efter i den mellemliggende tid at have kæmpet med en svær skriveblokering og vanskelighed ved at leve op til de forventninger der blev stillet til hende efter den første bogs succes.

Den lukkede bog

Her er så min tekst om dilemmaet, som jeg slet ikke er tilfreds med, men som skoleelev har man jo deadline og pisk over nakken:

Skriveblokering

Dina løfter koppen. For pokker, den er tom. Hun må lige have en kop kaffe mere. Hun går ud i køkkenet og varmer vand i el-kedlen. Det skal være en stærk espresso, der kan sætte lidt gang i livsånderne, og var der ikke også et stykke kringle tilbage fra i går aftes? Hun balancerer kaffen og kagen ind i stuen og anbringer det på sofabordet. Hun sætter sig tungt i den bløde sofa og kan ikke undgå at kaste et blik hen på den oplyste computerskærm på skrivebordet. Shit, klokken er halv fire, og hun er ikke kommet længere end til at tænde for den forbandede computer. Kaffen er god og kvikker lidt op, og kagen er lækker, bare for fed. Hun må virkelig se at komme i gang med at motionere igen. De bukser hun købte sidste måned kan næsten ikke lynes op.

Hvad var det han sagde, ham bibliotekaren fra Sæby, som hun drak en kop kaffe med på hotellet, efter at hun sidste onsdag havde været derovre og læse op af bogen på biblioteket. Ja, netop bogen i bestemt form, for der har jo kun været den ene, og nu er hun godt træt af at rejse rundt på landets biblioteker og præsentere den succesbog, som hun for nogle år siden fik så mange rosende  anmeldelser for, og som er solgt i flere oplag. “Der er jo altid gymnasiejobbet at falde tilbage på, Dina”, siger hun til sig selv. ”År efter år at analysere ‘Hærværk’ og ‘Den kroniske Uskyld’ med eleverne”. Hun sukker og skæver hen til computeren. Hun er jo kommet godt i gang med at skrive, men er det det rigtige hun skriver om, og duer det i det hele taget. Nu har hun det. Det var jo det han sagde ham bibliotekaren: “Det er først bog nr. 2 der viser, om man duer som forfatter”.

Hun tager telefonen, da den ringer. “Hej, det er Louise”, lyder det i røret. “ Kommer du ikke over og spiser lasagne. Så kan vi bagefter se den DVD med Johnny Depp, jeg har lånt”. “OK, jeg kommer om lidt”, siger hun. “Jeg tager en flaske vin med”. Hun går ud og tager frakke og støvler på, putter en flaske vin i en plasticpose og går ind i stuen igen. Kigger lidt på teksten på computerskærmen. Så slukker hun for computeren, klapper den sammen og  går hen til Louise.

Den grå cardigan

Jeg er kommet i skole igen. På forfatterskolen på Saxo. com. Her får man stillet en opgave, som man kan vælge at besvare. Godt med lidt inspiration, hvis man har skrivelyst. I denne uge lød opgaven: Skriv en tekst, max. 400 ord, der slutter med ordene: Så smed han den ud.

Rigtig sjovt. Bare om at komme i gang!

Her er min sørgelige tekst om den grå cardigan:

“Det meste var allerede sorteret og pakket ned. Nu manglede der kun tøjet. Søsteren havde ringet til Kirkens Korshær, som ville komme og hente det, så han sorterede det i to bunker, den pæne til genbrug, resten skulle ud.

Han lagde den sorte vinterfrakke, som faren altid havde haft på til begravelser, pænt sammen og lagde den oven i bunken til genbrug. Oveni kom der en stabel rene skjorter og et par pæne slips. På en af hylderne lå den grå cardigan, som han kendte så godt. Var det ikke den, faren havde haft på, da han faldt om? Han tog den ud og snusede til den og fik lugten af faren og hans cerutter i næsen. Den var slidt på albuerne, men han kunne da ikke bare smide den ud. Han sank ned på en stol og stirrede tomt ud på det nøgne træ uden for vinduet.

Der lød snak ude på gangen, og søsteren kom ind.

– Hva Søren, er du ikke færdig endnu. Jeg har traileren med. Vi skal jo på genbrugspladsen.

– Var det ikke den her, han havde på, da han faldt om, sagde han og holdt cardiganen frem.

– Jo, sagde hun og sank mundvandet. – Men det nytter jo ikke noget. Vi skal være færdige med at rydde op i dag. Maleren kommer i morgen tidlig.

Hun gik i gang med at tage tøj ud af hylderne og putte det i sorte plastsække.

Han sad stadig og kiggede på trøjen, som han holdt i hænderne. Så smed han den ud.”

Revolutionary Road

1. november 2009

Vi var inde hos min nevø i aftes. Han havde lavet god mad, en gryderet med diverse rodfrugter, bl.a. jordskokker (som faktisk på engelsk hedder artichoke, mens den plante, vi kalder artiskok, på engelsk hedder Jerusalen artichoke – fik jeg at vide). Som sædvanlig havde han til lejligheden fundet en god DVD, som vi så på hans store fladskærm på  væggen. Og det var en rigtig god film, han havde fundet denne gang, Revolutionary Road, som ikke kan anbefales stærkt nok,  med Kate Winslet og Leonardo di Caprio – de fordums unge elskende fra Titanic – i et fantastisk stærkt kammerspil af Bergmanske dimensioner om det unge ægtepar Wheeler og deres liv i en amerikansk forstad i 1950’erne.

revolutionary-road-movie-poster

Filmen handler om konformitetens dræbende svøbe, her realistisk nok skildret som amerikansk forstadsliv i 1950’erne, men problematikken er slet ikke fremmed for os i dag, så man har ikke  problemer med at identificere sig med grundproblematikken, men alligevel er der heldigvis sket meget positivt i dag i forhold til dengang, og man kan godt grine lidt skævt bedrevidende, når naboens søn, der er på udgang fra den psykiatriske afdeling, gennemskuer og udtrykker situationen meget klarere end de ‘normale’ omgivelser, som nervøst forsøger at afværge og undskylde hans uforudsigelige adfærd. Cooper og Laing og deres antipsykiatri fra 1960’erne har ikke levet forgæves.

Det er en smuk og sørgelig film. De to stjerneskuespillere i top. Hollywood når Hollywood er bedst.