Goddag forår

Så er det endelig sket. Anemonerne i Støvringgård skov er sprunget ud. Snart vil flere kilometer i skoven og langs vejen være helt dækket af et hvidt tæppe. Jeg, som elsker anemoner, er så heldig at bo i en del af landet, hvor der vokser flest anemoner. Men allerede nu er der mange, kunne vi konstatere, da vi gik tur i dag:

IMG_0293

 

IMG_0284

 

IMG_0297

 

IMG_0301

Campingvogne som kvinder

På Østervold og i området omkring Kulturhuset er der opstillet 5 små campingvogne omdannet til kvindefigurer. Det er den norske kunstner Marit Benthe Norheim, som har opstillet sine skulpturer i anledning af Kulturhusdagen:

IMG_0200

IMG_0204

IMG_0201

IMG_0202

Der var minus 8 grader og der blæste en stiv påskeøsten, chillfactor minus 22, og jeg havde travlt, så der var ikke overskud til fordybelse i campingvognenes indre, men da jeg lige kiggede ind i dem lød der specialkomponeret musik og der var små udstillinger af keramik og skulpturer.

 

 

*-

Fortæl noget positivt

Undersøgelser viser, at nydanskere bruger folkebibliotekerne meget mere end etniske danskere. Ved mine besøg på Randers bibliotek støder jeg jeg da også ofte på tidligere elever fra Randers Sprogcenter, som jeg kender fra min tid som underviser der. Det er jo ganske bemærkelsesværdigt, at indvandrere bruger bibliotekerne så meget, og dette burde give lige så stor genlyd i medierne som den lille gruppe utilpassede indvandrerdrenge, der nu og da laver optøjer på Nørrebro eller i Vollsmose.

Mange indvandrere har ligesom mig fundet ud af, at biblioteket er en lille  kulturel oase midt i byen, hvor man kan gå ind og slappe af over avisen og en kop kaffe, ordne sager på computeren eller låne bøger, film og musik med hjem. Netop igår var jeg et smut derinde  efter en anstrengende indkøbstur for at hente nogle bestilte bøger og opdagede, at biblioteket har 150 års jubilæum.

I den anledning er der på trappen i indgangen anbragt en flot dekoration, et overflødighedshorn af bøger:

Og inde i biblioteket har elever fra Skandinavisk Designhøjskole lavet en udstilling af festkjoler lavet af kasseret papir fra biblioteket:

l

Støvringgård indefra

Skoven og parken til Støvringgård hører til vores yndlingsgåture, så vi kender hele området rigtigt godt, men vi har aldrig set det tidligere frøkenkloster.indvendig. Det fik vi chancen for i dag

Den sidste jomfru, ”hvis forældre have betjent en af de charger, som er indførte i de fem første klasser af den kongelige rangfordeling”, flyttede ud af slottet i 1980. Slottet blev herefter gennemgribende restaureret og indrettet med moderne lejligheder, og i dag bor her folk, som har lyst til at bo i et fredeligt og særpræget miljø i en meget smuk natur.

“Herregårdens omdannelse til frøkenkloster skete ved den daværende ejer, baronesse Christine Fuirens testamente af 23. november 1735, hvor Støvringgaard bestemtes til et kloster for en priorinde og tolv jomfruer. Med Støvringgaard fulgte bøndergods og tiender samt en anselig kapital. Bestyrelsen blev overdraget stiftsøvrigheden i Århus. Fundatsen blev stadfæstet af Christian d. VI d. 12. marts 1745 og fastslog, at klosteret blev indrettet for en priorinde og tolv jomfruer”.

De tolv jomfruer har ført et meget luksuriøst liv her på slottet med elegante boliger, tjenestefolk, god mad og rigeligt med lommepenge, 80 rigsdaler om året, hvilket var ca. dobbelt så meget som en almindelig arbejder tjente dengang.

Her i riddersalen har de kunnet sidde og drikke deres kaffe efter middagen og kigge op på det store maleri af deres velynder, Christine Fuirens, der i sit testamente af 23. november 1735 indstiftede institutionen.

Konventualinderne, som frøkenerne kaldtes, ligger begravet på nok en af Danmarks smukkeste kirkegårde i skoven over for slottet.

Måske var det Johanne Høst, der ligger begravet her, som syede denne smukke silkebroderede løber, der pyntede bordet i riddersalen, når damerne drak deres kaffe efter middagen.

Rundt omkring på slottet er der mange smukke detaljer og fællesarealer.

Og fra rummene, som har et fantastisk lysindfald fra de store smårudede vinduer, kan man kigge ud på svanerne, der svømmer forbi i voldgraven udenfor.

Slottets lille kirke holder gudstjeneste hver søndag og er åben for alle.

Frøken Bie og la Cour

“Hvor skal de så gå i skole?” havde far og mor spurgt tante Else, da der for lang tid siden, helt tilbage i slutningen af 1940’erne, skulle vælges skole i Randers til bror og mig. Det var jo bl.a. fordi vi skulle i en ordentlig skole, at familien var flyttet fra landsbyen ind til Randers, så det var en vigtig afgørelse.

“De skal ind til frøken Bie”, lød det resolutte svar.Tante Else stammede selv fra Randers, så hun måtte formodes at være en autoritet på området. Hun havde arbejdet som sygeplejerske på Randers Sygehus, da hun traf farbror Peter, som var indlagt for at blive opereret for brok. Sidenhen blev de gift, og hun flyttede med ham ud som kone på slægtsgården i landsbyen.

Sådan gik det til, at bror og jeg kom til at gå i skole hos frøken Bie på C. la Cours skole i Randers. Senere skulle også tvillingerne komme til at gå i skole der, og de to mindste gik en overgang i skolens børnehave. Skolen lå centralt på vejen ind til Randers, ikke langt fra det pæne forstadskvarter, vi var flyttet til, og på cykel kunne vi nå derind på 10 minutter.

Skolen var en funkisbygning i to etager med et penthouse på taget, hvor frøken Bie og pedelfamilien havde deres boliger, og vi kom nu her til at opleve en anden skoleform og et helt andet miljø end det, vi var vant til fra landsbyskolen, så det var en stor omvæltning for os. Men overgangen gik fint, for eleverne på la Cour var i forvejen en broget flok. Her gik der børn fra byens bedre borgerskab, fra familier på landet hvis børn skulle have en eksamen, og sikkert var der også en del utilpassede børn, som ikke rigtigt passede ind andre steder.

Skolens leder og ubestridte centrum var skolebestyreren Else Bie, og når man blev spurgt, hvor man gik i skole, lød svaret da også som regel: Hos frøken Bie. Vi  lærte sikkert, hvad vi skulle hos frøken Bie, men rent fagligt har skolen nok ikke udmærket sig på nogen måde. I hvert fald skulle jeg på trods af pæne karakterer senere igennem en optagelsesprøve til gymnasiet.

Den eneste lærer på la Cour, hvis undervisning jeg fik udbytte og glæde af, var lærer Kruuse, som underviste i engelsk og tysk. Det var især hans engelskundervisning, der gjorde indtryk, for han praktiserede noget der dengang var ret eksotisk, nemlig Engelsk efter Naturmetoden, hvilket gik ud på, at overhovedet al kommunikation i timen foregik på engelsk. Jeg mindes ikke, at vi nogensinde har terpet grammatiske regler i hans timer, men alligevel blev grammatikken umærkeligt listet ind. Det var ikke alle, der værdsatte ham efter fortjeneste, for med sit H.C. Andersen-agtige udseende og væremåde kunne han virke lidt aparte på folk, men af en eller anden grund kom han undertiden på besøg hos os derhjemme. Far havde engang inviteret ham indenfor, da han kom forbi på en tur, og siden kom han regelmæssigt og drak kaffe og tømte mors kagedåse for kokosmakroner.

I historie havde vi selveste frøken Bie som lærer, og hendes timer var med skam at melde gruelig kedelige, så det var derfor ikke nogen stor historisk viden, jeg havde indhentet den dag, jeg skulle op til eksamen i historie, ovenikøbet med en beskikket censor.

Eksaminationen foregik på den måde, at eleverne sad på deres sædvanlige pladser i klassen, mens historielæreren og censor sad oppe ved katederet og eksaminerede eleverne efter tur i alfabetisk orden.

Når man kom op, skulle man vælge et nummer på tavlen og strege det ud. Læreren stregede derefter det valgte nummer ud på sin liste med alle eksamenspørgsmålene, der lå på bordet foran hende.  På en eller anden måde lykkedes det mig at få et glimt af hendes liste og se at spørgsmål nr. 15 hed ‘Hansestæderne’.

Jeg havde ikke fået repeteret pensum særlig godt til eksamen, så jeg sad nu og prøvede at komme i tanke om alt, hvad jeg kunne huske om Hansestæderne og bad til, at en anden ikke kom op og tog nummeret før mig. Men så skete miraklet. Lige før turen kom til mig, meddelte frøken Bie, at nu ville hun og censor holde frokostpause, og eksamen ville blive genoptaget om en halv time.

I løbet af denne halve time sad jeg nu på gangen udenfor og lærte alt om Hansestæderne udenad, og efter pausen  trak jeg nr. 15 og sad så der med engleansigt og lirede det hele af og scorede et rent UG. I dag har jeg glemt alt om Hansestæderne. .

Men bortset fra det faglige var der et godt miljø på la Cour. Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har været ked af at skulle i skole igen efter ferierne, og jeg mindes ikke noget mobberi af betydning, selvom en af lærerne godt kunne finde på at uddele lussinger til drengene, hvis de ikke lige levede op til hans strenge principper.

Fornylig fik jeg en fødselsdagsgave af en gammel klassekammerat fra la Cour, en bog der var blevet udgivet i anledning af skolens 130 års fødselsdag.

Af den fremgår det, at C. la Cours skole i dag er en blomstrende privatskole med mange elever, og at frøken Bies penthouse på toppen af taget er erstattet af en ekstra etage. Efter at have læst bogen, er det gået op for mig, at skolen havde en meget mere dramatisk historie, end jeg vidste af dengang for så mange år siden, hvor jeg jeg startede på skolen. Det eneste jeg kendte til skolens historie var, at Jens Otto Krag havde gået i skole her. Her ses han helt ude til venstre ved forreste pult på et billede fra 1924.

Skolen blev oprettet i 1876 af Charlotte la Cour som en ren pigeskole for døtre af byens pæne borgerskab, og blev først senere fællesskole for både drenge og piger. Skolen blev efterhånden en institution i Randers og blev ledet af den gamle frøken la Cour og senere Helene Ploug indtil 1922, hvor  P.E. Wassmann, som også var en dygtig skolemand,  blev bestyrer af skolen.

Han var kendt for sin lidenskab for tysk kultur og arrangerede hver sommer nogle højt berømmede rejser til forskellige steder i Tyskland. Men i 1940 da tyskerne besatte Danmark, fik hans tyske sprogkundskaber og hans lidenskab for tysk kultur ham til at begå den dumme og fatale fejl at lade sig hyre som tolk for den tyske kommando i Randers, hvilket ikke gjorde ham populær i byen. Forældrene begyndte at trække deres børn ud af skolen, og til sidst måtte han af den grund tage sin afsked som skolebestyrer.

En aften var Wassmann på vej hjem fra biografen sammen med sin kone og sin søn og svigerdatter. Pludselig kommer der én løbende bagfra og skyder ham i nakken, så han falder død om. Sønnen løber efter overfaldsmanden men må stoppe, fordi der bliver skudt efter ham, og gerningsmanden bliver aldrig pågrebet.

I bogen om C. la Cours Skole fortælles det, at de lokale aviser næste dag på en sekundær plads inde i bladet beretter: “Den 65-årige tidligere realskolebestyrer P.E. Wassmann, Randers, blev igår ved 21-tiden dræbt ved skud gennem hovedet, da han kom gående gennem Søndergade i Randers”. Ingen to-spalter på forsiden, ingen nekrolog. Dette var, hvad der dengang måtte meddeles om en kendt Randersborgers dramatiske skæbne.

Kilder der kendte Wassmann fortæller, at han hverken var nazist eller stikker, men at han måtte have haft en blind plet og ikke kunne se, at det ikke lige var tiden for nærmere samkvem med den tyske besættelsesmagt i Danmark. Umiddelbart må drabet på skolebestyrer Wassmann i Søndergade i Randers betragtes som likvidering af en uskyldig, men en belysning af de nærmere omstændigheder omkring begivenheden må vente til 2025, hvor akterne må åbnes.

Nu kommer vi så endelig til frøken Bie, for hvem er skyld i, at C. la Cours Skole trods armod og vanære dengang under besættelsen stadig eksisterer i bedste velgående? Det var såmænd Else Bie, som indså at hvis hendes gamle skole, hvor hun både havde været elev og fungeret som lærer, skulle bestå, så måtte hun træde i karakter, så i en alder af 52 år købte hun simpelthen skolen og arbejdede utrætteligt på at få den til at fungere igen. Det lykkedes minsandten, så det er derfor eleverne altid svarede: Hos frøken Bie, når de blev spurgt om, hvor de gik i skole.

Frøken Bie blev en gammel dame, 93 år, og indtil sin død deltog hun hvert år i C.la Cour Skoles årsfest i Håndværkerforeningens store sal, hvor hun blev behandlet som en dronning.

Houmeden i Randers


Strøget i København har fejret jubilæum i år som Danmarks ældste og længste gågade. Det er nu ikke helt rigtigt, at Strøget er den ældste gågade i Danmark, for faktisk er det Houmeden i Randers, der som den første gade i Danmark blev permanent gågade. Dette skete i 1963, mens Strøget i 1962 først forsøgsvis blev lukket for biltrafik og dernæst fik permanent status som gågade i 1964. Så ret skal være ret – det er Houmeden, der kan  prale af at være den ældste gågade i Danmark.

Men hvad længde angår kan Houmeden jo slet ikke måle sig med Strøget. Det er en lille, gammel gade, som har sin oprindelse tilbage i 1570, hvor den var tilknyttet det daværende Randers slot, Dronningborg, og rummede boliger for slottets ansatte. Randers slot var et gammelt Gråbrødreklosterkloster, som ved reformationen blev omdannet til kongeslot og i flere år var bolig for Chr. 3.’s dronning, Dorthea. Slottet, som lå på den nuværende Slotspladsen, fungerede kun som kongebolig i ca. 200 år og blev derefter nedrevet. Houmeden har nok oprindelig heddet Hofmeden, fordi hoffets folk boede her.

I Houmeden kan man i dag beundre de gamle huse eller sætte sig på Café Borgen og kigge over på Helligåndshuset.

Helligåndshuset fra 1498 var oprtindelig del af et kloster tilknyttet Sct. Mortens Kirke. Senere blev det omdannet til latinskole, hvor bl.a. vores berømte landsmænd Steen Steensen Blicher og Henrik Pontoppidan gik i skole.

Idylliske Mariager

Rosernes by kalder man Mariager, og der vokser da også masser af roser op ad de mange gamle bindingsværkshuse. Mariager er tilsyneladende en godt gemt idyl, for her en solrig søndag formiddag finder man næsten ingen turister på de toppede brosten.

Vaffelbageriet, hvor man plejer at kunne få is i en hjemmebagt vaffel, holdt også lukket her midt i sæsonen. Men en mormor var dog i gang med at forhandle med hestekusken om en tur rundt i byen med sine børnebørn.

Turen langs fjorden mod Hadsund er smuk, smuk, men desværre lugtede der i søndags lidt af brakvand. Fjorden er ofte forurenet af udledt kunstgødning fra de omgivende marker.

Vel hjemme igen sad vi på terrassen og nød de jordbær og ærter, som vi havde købt af en sød thai-pige, der stod med sin lille bod ved vejkanten.

Jens Otto Krags Plads

I området omkring Kulturhuset i forbindelse med en stor nybygning er der indviet en ny plads i Randers, nemlig Jens Otto Krags Plads.

Den er opkaldt efter tidligere statsminister, Jens Otto Krag, som blev født på 1. sal i den gamle bygning, der grænser op til pladsen, og som faktisk i sin tid gik i skole på C. la Cours Skole, den samme skole hvor også denne blogskriver trådte sine børnesko.

Omgivet som pladsen er af den nyåbnede café Jens Otto, Underværket samt Kulturhuset med 3 af Jyllands bedste kulturtilbud, nemlig Hovedbiblioteket, Kulturhistorisk Museum og Kunstmuseet tegner pladsen til at blive et venligt og livligt sted i modsætning til Slotspladsen, hvor intentionerne i sin tid var de samme, men som synes drænet for liv, delvis på grund af en installation med nogle store kugler, der i sin tid blev placeret ud over pladsen, og som kunstneren åbenbart mener ingen har beføjelse til at fjerne, selvom de hverken er pæne eller tjener noget formål. Efter min ringe mening burde kuglerne helt fjernes eller arrangeres på en mere diskret måde, så der også kunne komme lidt liv på denne plads.

På J.O. Krags Plads har kunstneren Jens Galschiøt opstillet sin udgave af Golgatha, nemlig tre skulpturer af korsfæstede, gravide teenagepiger, som skal symbolisere den katolske kirkes fordømmelse af prævention.

Jens Galschiøt er en meget politisk kunstner, som i denne tid både udstiller på Kunstmuseet og præger det offentlige rum i byen.

Galschiøt er en kunstner der på grund af sin politiske kunst er uønsket flere steder i verden. Eksempelvis er han permanent forment adgang til Kina. Men han opererer overalt i verden, hvor han mener, en politisk kommentar er på sin plads og har altså nu også fået adgang til de bonede gulve på Randers Kunstmuseum samt flere steder i byen.