Apropos valget

I Kristeligt Dagblads netavis fandt jeg dette demokrati-palindrom:

Reklamer

De gode lo – indtil videre?

Her til morgen drog vi her i huset et lettelsens suk, da vi i morgennyhederne hørte, at internationale aktivister har blokeret for fældning af 266 hektar skov i Østerild Plantage i Thy, en skovfældning som skulle give plads til 250 m høje kæmpevindmøller. Vi kender området, fordi vi har familie der, og det skærer én i hjertet, at et enestående dyre- og planteliv på den måde skal udraderes i et land som Danmark, hvor der ikke ikke er så mange naturområder tilbage, og især da fordi disse testvindmøller godt kunne placeres i et andet område af landet, hvor det ikke ville gå så meget ud over naturen, men ville koste nogle flere kroner.

Det var hensigten at gå i gang med træfældningen lørdag morgen, selvom Danmarks Naturfredningsforening har klaget over projektet til EU, som endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt træfældningen er ulovlig.

Igår fredag mødtes flere hundrede i protestdemonstration mod vindmølletestcenteret, og her til morgen forlød det så heldigvis, at træfældningen er blevet udsat.

TV Midt-Vest beretter her til morgen følgende om sagen:

“Lørdag skulle have været dagen, hvor de første træer i Østerild måtte lade livet for at give plads til et vindmølletestcenter. Men sådan blev det ikke. De aktivister der demonstrerede fredag blokerede lørdag morgen kl. 6 for fældningsmandskabet og de store maskiner.

Politiet tilkaldt
Naturstyrelsen tilkaldte politiet, som ifølge vagtchef Bjarne Askholm mødte op med 4 mand. De var i dialog med aktivisterne, fortæller vagtchefen. Aktivisternes version er dog lidt mere kontant. Ifølge flere af dem, skubbede betjentene til aktivisterne, og der opstod en smule tumult.

Naturstyrelsen: Nu må vi tænke os om
Skovridder Ditte Svendsen fortæller lørdag morgen, at man foreløbigt sætter træfældningen på pause. Hun er ikke interesseret i en direkte konfrontation med aktivisterne.

– Vi må lige vurdere situationen. Vi er ikke vant til internationale aktivister her i Thy, så vi går i tænkeboks, siger Ditte Svendsen.”

USA

Amerika var i barndommen forbundet med ideen om eventyrlandet. Den rige onkel derovre som kørte i sit store dollargrin, pakkerne med lækkerier og smart tøj der blev sendt til os stakkels slægtninge i Europa, der havde lidt så store afsavn under 2. verdenskrig, og ikke mindst filmene fra Hollywood, som vi unger sad og slugte på de billige første rækker i Rådhusteatret hver søndag eftermiddag.

Også i dag fylder USA meget i bevidstheden – på godt og ondt – selvom jeg aldrig selv har været derovre. Det er nemt at erklære sig enig med dem, der siger, at McDonalds, CocaCola, Levis og Nike fylder for meget i verden omkring os, og med dem der mener, at det er for meget med amerikansk imperialisme i det hele taget. Men uanset hvordan så var det så opløftende og gav et håb om bedre tider, da ham her blev valgt til præsident:

Og oven i vores egen kulturelle bagage har vi danskere jo desuden jazzen, rockmusikken, filmene og mange andre positive ting fra USA. Fra min tid som indvandrerlærer husker jeg også den velvillighed og åbenhed, som prægede de amerikanere, som jeg fra tid til anden havde i klassen, og som absolut var en gevinst i undervisningen, så fra min side skal der her og nu lyde følgende tribute to the USA:

Flere emner der begynder med ‘U’ her.

Rønn Hornbech

En af de mange vanvittige kvinder, som i den senere tid har fyldt godt op i det danske mediebillede,  er integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech.  Hun er cand.jur., tidligere politimester og havde været medlem af Folketinget i mange år, hvor hun i flere tilfælde fungerede som en slags vagthund og råbte op, hvis ministrene ikke varetog deres opgaver på forsvarlig og lovlig vis, da Anders Fogh Rasmussen i sin tid fik hende overtalt til at blive minister. Mange var noget forbavsede over, at hun sagde ja og mente, at han nu på denne måde havde givet hende mundkurv på og forhindret hende i at råbe op.

Og det har sandelig også vist sig at være tilfældet. Siden da har man ikke hørt hende råbe op om nogen uretfærdigheder på tinge. Tværtimod har man ustandselig i fjernsynet set hende vandre fra ministerbil til taburet og køre op og ned i paternosteren på Christiansborg med et listigt smil om en mund, der er lukket med syv segl, når hun bliver spurgt om uretfærdigheder, der har med hendes eget ressort at gøre. Her på det seneste har hendes adfærd i sagen om unge statsløses ret til dansk statsborgerskab antaget helt groteske former.

Når man som statsløs er født og opvokset i Danmark og ikke har begået alvorlig kriminalitet, har man ifølge FN-konventioner ret til dansk statsborgerskab. Ikke at eje noget pas er en alvorlig sag, som nemt kan få én til at føle sig som en uønsket paria. Jeg husker levende den ubehagelige fornemmelse, da jeg som ung i et døgn  befandt mig i et fremmed land uden mit kære – nej dengang for så længe siden ikke rødbedefarvede men grønne – pas. Jeg havde været med Finn og hans studiekammerater fra arkitektskolen i Rom, hvor de skulle opmåle gamle bygninger, og jeg skulle rejse hjem før ham. Først i toget ved den schweiziske grænse, opdagede jeg, at jeg havde glemt mit pas i hans kuffert i Rom. Jeg kom videre gennem Schweiz uden problemer, men blev smidt af toget ved den tyske grænse. Her sad jeg nu natten igennem i et aflåset lokale hos politiet i Basel og ventede på, at morgenen skulle gry, så jeg kunne få skaffet et nødpas hos den danske konsul. Det fik jeg også uden besvær og nåede hjem til kære, gamle Danmark med et døgns forsinkelse. Men puha, det var en grim oplevelse for en forkælet dansker.

Alligevel har omkring 30 statsløse unge, født og opvokset i Danmark, fået afslag på deres ansøgning om statsborgerskab, selvom integrationsministeriet siden sensommeren 2008 har været bekendt med en fejlagtig behandling af deres ansøgninger. Først da medierne begynder at grave i sagen, skynder Rønn Hornbech sig at sende et brev til op imod 500 statsløse, både unge og voksne, og oplyse dem om deres rettigheder.

Jeg mener, det er en skandale, som burde få statsministeren til at sige, som han gjorde under klimatopmødet  “now I am ‘banking’ in the table” og fyre hende.

Andre emner der begynder med ‘R’ her.

Nine Eleven

Min svoger Aage er randrusianer med stort R. Han bor på Østervold midt i byen og nyder den larm, tummel og musik, der tit og ofte udfolder sig lige uden for hans vinduer. Engang imellem skriver han kommentarer i den lokale Randers Amtsavis, og  i dag har han et aktuelt og meget relevant indlæg i anledning af årsdagen for 11. september. Han skriver:

“Refleksioner 9 år senere

Vi har behov for at tale om denne den mest skelsættende dag i moderne tid. Tale med vore venner – vores familie. Drøfte hændelsesforløbet, baggrunden, konsekvenserne.
Fortælle dem, hvor meget vi betyder for hinanden.
Hvordan verden hænger sammen som en global enhed. Tale, tale tale.

Tirsdag d. 11 september var dagen, som alle i verden vil huske som et vendepunkt i historien. Denne grufulde dag.
Dagen, hvor der indtraf hændelser, som gjorde alt andet ligegyldigt. Dagen, hvor man ikke kunne rumme, at nogen havde strid med naboen – om der kom sol eller regn.
Dagen, som de færreste kommer let hen over.

Vi er alle frustrerede over de meningsløse handlinger. Vi håber alle, at det er en ond drøm, et frygteligt natligt mareridt.
Det er det ikke. Det er den rene, skinbarlige realitet:

De to højeste huse i New York er jævnet med jorden. Daglig arbejdsplads for 40.000 mennesker. Symbolet på den frie verdens liberalisme og åbenhed. Koldt og kynisk er de saboteret, omdannet til murbrokker, forvredent stål og knuste menneskeskæbner.
Pentagon er dybt såret. Det Hvide Hus undslipper ved en tilfældighed.

En lille fraktion af klodens befolkning har igennem en periode på måske fem år planlagt et bestialsk anslag mod en stor del af deres medmennesker. På hele den frie, åbne verdens livsanskuelse.

De har på kynisk, vel planlagt vis ladet sig skole i flyvningens ædle kunst, studeret ingeniørvidenskab og logistik – med det ene formål at kapre civile flyvemaskiner, overmande flypersonale, overtage styringen – og omdanne fly til dødbringende missiler, som styres direkte mod bygninger, som er daglig arbejdsplads for tusindvis af mennesker.

Hvad skaber et sådant had – en sådan kynisme?

Fattigdom kontra rigdom? Religiøse forskelle? Basalt grundlæggende forskelle i livsvilkår? Genetiske forskelligheder?

Lad os tale om det…….”

Han har jo fuldstændig ret i, at det er så vigtigt at finde frem til, hvad der kan skabe et så stort had,og hvordan vi undgår det.

Den 9. september for 9 år siden sad jeg i vores hus på Sydfalster, hvor vi dengang boede, og havde lige talt med en bekendt i telefonen om en hjemmeside, jeg skulle lave til ham, da min nevø ringede og sagde, at et fly var fløjet ind i WTC. Jeg troede først det var aprilsnar i september, men blev klar over det ufattelige, der var ved at ske, da jeg tændte TV.

Jeg husker hvor jeg befandt mig dengang lige så klart, som jeg husker hvor jeg befandt mig, da Kennedy blev myrdet i Dallas i 1964. Dengang var jeg sammen med Finn, søster og svoger på vej ind gennem kunstakademiets port for at deltage i en fest derinde, da en af vores bekendte med tårerne strømmende ned ad kinderne kom og fortalte os, hvad der lige var sket i Dallas.


Americana

Det er alt for varmt til andet end at ligge og meditere i liggestolen i skyggen under blodbøgen. Men så er jeg jo alligevel kommet i gang med en bog, som jeg ikke kan slippe, en bog skrevet af min helt, en supermand som fantastisk nok er blevet valgt som USA’s præsident. Bogen er Barack Obamas selvbiografi: Arven efter min Far.

Kan ikke anbefales nok, denne gribende beretning om en klog og viljestærk mand, der på et tidligt tidspunkt i sit liv har sat sig for at gøre Amerika til et bedre sted at leve i for alle fattige, sorte og udstødte. Han skriver om sin barndom på Hawaii sammen med de hvide bedsteforældre, i Indonesien i et muslimsk miljø sammen med sin mor og hendes nye mand og om opholdet i Kenya hos sin afdøde fars afrikanske familie, og alt sammen er det præget af en åbenhed og interesse for de forskellige miljøer, han selv er udrundet af.

Hvem er jeg, lyder det underliggende spørgsmål gennem hele bogen, som er skrevet i 1995, da Obama var 34 år gammel. På engelsk er bogens undertitel: A Story of Race and Inheritance, og han beskriver meget fint, hvordan det er at være sort amerikaner i et samfund, hvor magten ligger hos de hvide.

I den forbindelse kom jeg til at tænke på en aha-oplevelse, jeg selv havde helt tilbage i 1979 i en 3 dages selvudviklinggruppe i Rajneesh ashram i Poona, Indien, hvor jeg deltog i et  zen-inspireret kursus med titlen Intensive Enlightenment. Kurset gik ud på at tømme sindet for alt tankegods for på ægte zen-maner at opnå satori eller oplyst bevidsthed, et temmelig vidtløftigt projekt. Alligevel bevirkede kurset efterfølgende en bemærkelsesværdig opløftelse og klarhed i sindet, men det var sandelig også en mental maratontur at komme igennem.

Vi sidder der tilbage i 1979 ca. 50-60 mennesker, to personer over for hinanden, på det overdækkede tag af et stort hus i ashramen og skal svare på opfordrinngen ‘Tell me who you are’ fra den der sidder overfor. De to ‘zen-mestre’, dvs. to amerikanske psykoterapeuter, går omkring blandt deltagerne og svirper os på ryggen med deres bambusstokke, hvis vi ikke lader munden løbe uafbrudt i 15 minutter som svar på opfordringen. Når de 15 minutter er gået, er det den anden der skal snakke, og derefter skifter man partner.

Alt – ligegyldigt hvad der dukker op i bevidstheden – skal ud gennem munden, og i 3 dage, kun afbrudt af enkelte mad- og hvilepauser, et par dynamiske kropsmeditationer samt nattesøvnen, som ligeledes foregår på stedet, genlyder taget af mumlen og snak, kun afbrudt af klokker og de strikse kommandoer fra lederne.

Hele forløbet gav en utrolig indsigt i, hvad der egentlig foregår i mennesker, når man er nødt til at give los og uafbrudt give udtryk for hvilke tanker der huserer i en her og nu, og selv følte man sig efterhånden helt udtømt for tanker og som følge af de mentale kraftanstrengelser ekstra sårbar og modtagelig.

Jeg husker, at jeg på et tidspunkt var så udtømt for tanker, at jeg ikke kunne få et ord frem, og det gjorde det jo heller ikke bedre, at al kommunikation foregik på engelsk, da deltagerne jo kom fra hele verden. På det tidspunkt henimod slutningen af seancen var det eneste, der spontant kom ud af min mund ‘Fadervor’ på dansk.

Han, der sad over for mig og var fra Uruguay, kiggede overrasket og opmærksomt på mig og spurgte, da det blev hans tur, om jeg var dansker. Det kunne jeg jo kun nikke bekræftende til, og han fortalte derefter, at han havde danske venner og havde været på besøg i Danmark et par gange og kunne genkende sproget.

Dette var bare en ud af mange mærkelige og bizarre oplevelser. Men kort forinden oplevede jeg det, som jeg kom til at tænke på, da jeg læste om Barack Obamas refleksioner over sig selv som sort mand i et hvidt domineret samfund. Jeg kommer til at sidde over for en sort, midaldrende, amerikansk mand, sandsynligvis collegeprofessor eller akademiker af en eller anden slags. Han sidder der i en gul mønstret silkeskjorte med to dybe rynker i panden og vreden ulmende i de fløjsbrune øjne. Da jeg siger ‘Tell me who you are’, fortsætter han åbenbart der hvor han slap ved sin sidste partner, for en stadig strøm af vrede og forbitrelse over alle de ydmygelser og nederlag han selv og hans forfædre gennem århundreder har lidt på grund af deres sorte hudfarve vælter ud af ham.

Jeg sidder der over for ham med min hvide hud, og måske også fordi jeg er ekstra sårbar i situationen efter de mange mentale udladninger, oplever jeg pludselig en voldsom skyldfølelse som repræsentant for den hvide race med dens mange overgreb over for de sorte, som om jeg alene er ansvarlig for den sorte races hele ulykke, og jeg begynder at stortude højt og ubehersket.

Han selv stopper op i sine vredesudbrud og kigger et øjeblik forskrækket og forundret på mig. Så ser han pludselig ganske flink ud og råber med stigende øredøvende stemmestyrke ‘bullshit’ flere gange efter hinanden. Under de omstændigheder er det umuligt for mig at blive ved med at hulke, så jeg begynder i stedet at grine. Det samme gør han, og snart efter kaster vi os begge to bagover på måtterne og brøler af grin, så ingen på taget kan høre hvad nogen siger. Indpiskerne kommer løbende hen, kigger straffende på os, råber stop og proklamerer pause uden for programmet.

Det var første gang, det for alvor gik op for mig, hvad sorte mennesker må føle på grund af århundreders overgreb fra os hvide, men når man læser Barack Obamas bog, fornemmer man, at han selv gennem refleksion og klogskab har transcenderet og overvundet enhver vrede og forbitrelse i forhold til det hvide samfund. Han ved til bunds, hvorfor de unge sorte kriminelle i Chicagos southside reagerer som de gør, men han besidder tilsyneladende også kraft, overskud og intelligens til at arbejde for at gøre verden til et bedre sted for os allesammen at leve i.