Drømme om bedstefar

Der er nogle der siger, at børn ligner deres bedsteforældre mere end deres forældre. Hvis det er tilfældet, ville jeg gerne ligne min farmor og min morfar. I nat drømte jeg om morfar, og det inspirerede mig til at finde et gammelt amatørfoto frem, der viser mig som 2-3-årig på skødet af ham.

AM og bedstefar Rix1

Han var andengenerations tysk indvandrer, og familiens herkomst i Tyskland fortaber sig i det uvisse, men fra en fjern slægt havde han i hvert fald arvet et sind og et temperament, der lå meget langt fra det almindelige danske. Han var livlig, temperamentsfuld og havde ikke langt fra latter til tårer. Han elskede munter musik og var en af de første på dansegulvet, når der var familiefester i forsamlingshuset. Han elskede at spille kort, men åbenbart mest for spændingens skyld, for han grinede lige højt og hjerteligt, hvad enten han tabte eller vandt.

Bedstefars forældre kom til Danmark i slutningen af 1900-tallet, hentet hertil af greven på Fussingø gods, som var tysker og foruden Fussingø ejede et gods i Tyskland. Greven var startet op med fåreavl på godset i Danmark og havde brug for en specialist, der kunne tage sig af fåreavlen her, så derfor blev mine oldeforældre hidkaldt fra hans gods i Tyskland for at varetage fåreavlen på Fussingø gods.

De fik 6 børn, alle drenge, og det var derfor lidt af en katastrofe, da oldefar blev syg og få år efter døde, de sidste år lænket til en kørestol. Oldemor, som man vist kan kalde en af hverdagens helte, fik alligevel det hele til at hænge sammen for sig selv og sine 6 drenge. Hun var en meget myndig og kompetent kvinde, og det lykkedes hende at skaffe sig en lille lejlighed i Randers. Her fik hun arbejde på Junckers Klædefabrik som syerske og blev i stand til at sørge for, at hendes drenge fik håndværkeruddannelser og kom i arbejde. En blev tømrer og to blev telefonmontører på Jysk Telefon.

Min bedstefar blev landmand og fik tjeneste på en gård i Rejstrup uden for Randers. Her skete det hverken værre eller bedre, at han blev vildt forelsket i den ældste af de to døtre på gården og hun i ham. Og dette faldt slet ikke i god jord, for hun, der som den ældste  skulle arve gården efter sine forældre, skulle helst ikke  giftes med en fattig landarbejder, oven i købet en indvandrer.

Men der var ikke noget at gøre, de to unge ville giftes, så der blev indgået et kompromis. De  fik et arveforskud og blev i stand til at købe en mindre landbrugsejendom. Det var her min mor blev født, og hvor bedstefar på billedet sidder med mig på skødet foran det store pæretræ, der voksede op ad husets gavl.

Bedstefar elskede sine dyr. Hans to gråskimlede heste, Kaj og Musse, blev striglet og plejet og passet, og hans hund løb altid i hælene på ham, lidt ligesom grisehandlerens hund Kvik i Matador.

Jeg havde ikke selv hund som barn, fordi min mor ikke brød sig om husdyr, men jeg fik lov til at ‘dele’ hund med bedstefar, så hans hund blev også min hund. Da jeg var11 år, flyttede vi et andet sted hen, og jeg var meget ulykkelig over at forlade skolen, mine kammerater og det trygge miljø i landsbyen, så da jeg kort tid efter var på besøg derude og græd mine modige tårer over at se de gamle kendte omgivelser, sagde bedstefar resolut: “Du får Polly med hjem”. Polly var hunden, den hvide ulvespids, som jeg var meget glad for. Jeg drog hjemad lidt gladere til mode, medbringende Polly i snor. Mor derimod var mindre begejstret, men jeg fik lov at beholde hunden.

Bedstefar var meget ulykkelig, da bedstemor døde, men han tabte ikke livslysten, og var med sit gode humør velkommen overalt hos familie og venner. Han besøgte flere gange Finn og mig i København, og han elskede at komme i Tivoli og på Frilandsmuseet.

I 1967 blev han syg og indlagt på sygehuset. Han fejlede tilsyneladende ikke noget, og vi regnede med, at han snart blev udskrevet, så Finn og jeg tog trøstigt afsted på ferie til Frankrig. Vi skulle være være der i 14 dage, og temaet var slotte i Loire-dalen og gourmet-restauranter.

Vi tog toget til Blois og lejede os ind på et lille  hotel lige ved foden af slottet.

Blois

Stedet var meget malerisk og romantisk, lige bortset fra sengene, som var meget lig hængekøjer, og det historiske lys- og lydshow som drønede ud fra slottet om aftenen, når vi skulle til at sove og forstyrrede nattesøvnen. Herfra tog vi nu i en lille lejet Renault på rundture i Loire-dalen og beså de pragtfulde slotte Chambord, Cheverny, Chenonceau, Amboise, Chaumont og endnu flere og spiste os mætte i lækre franske retter. En pragtfuld tur, en af de bedste ferier vi nogensinde har haft. Men den skulle imidlertid få en brat ende.

En nat da vi på trods af hængekøjerne og lydshowet endelig var faldet i søvn, havde jeg en meget tydelig drøm om bedstefar. I drømmen var han meget mindre end mig, og han ligesom klamrede sig til mig, som om han tryglede om hjælp. Om morgenen følte jeg mig utilpas og havde en anelse om, at noget var galt. Det var der også, for da vi kom ned i restauranten til morgenmad, var der lige kommet et telegram til mig, hvori der stod, at bedstefar var død den foregående dag.

Vi tog toget hjem den samme dag og var til begravelse et par dage senere. Bedstefar ligger begravet ved siden af bedstemor på kirkegården i landsbyen, hvor de boede den sidste del af deres liv.

Den gamle direktør og auberginerne

Ude på køkkenbordet ligger auberginen og venter på at blive omdannet til noget spiseligt. Jeg har et mærkeligt forhold til auberginer, for jeg ved egentlig aldrig, hvad jeg skal bruge dem til, men kan ikke lade være med at købe dem, fordi de ser så flotte ud, mørkviolette og glinsende.

Aubergin 002

Måske skulle jeg prøve at rekonstruere den gamle direktørs russiske opskrift. Som ung nyuddannet tresproglig korrespondent arbejdede jeg i midten af 1960’erne som sekretær for den gamle direktør i hans elektroniske virksomhed i København. Han var som ung i 1917 flygtet fra revolutionen i Rusland og landet i Danmark, hvor han i de følgende år oparbejdede en stor eksportvirksomhed med fabrikation af elektriske modstande, som der dengang var stort behov for i de nye elektroniske medier.

En dag sidder vi på kontoret i Vanløse og snakker om mad, og han fortæller da om en af sine yndlingsretter, en speciel aubergineret som han ikke har smagt siden barndommens dage i Rusland. Hans tænder løber i vand, mens han fortæller om den, nogenlunde på samme måde som jeg selv har det, når jeg tænker på  barndommens pandekager med brombærsyltetøj. Han vil gerne smage retten igen, men mener ikke, at man kan opdrive auberginer i Danmark.

Det havde han delvis ret i på det tidspunkt. Jeg anede eksempelvis ikke, hvordan en aubergine så ud, for de fandtes slet ikke på butikkernes hylder, som de gør i dag.  Eksportchefen var også til stede, og han og jeg sagde nu, at vi ville prøve at fremskaffe nogle auberginer. Til gengæld ville den gamle direktør så få sin russiskfødte kone til at lave retten og invitere os hjem og smage den.

Det lykkedes os at opstøve auberginer i en eksklusiv forretning, der hed Frugtkurven og lå på Strøget, og en dag i frokostpausen kørte vi ned til villaen ved Damhussøen for at smage den omtalte ret, som hans kone havde tilberedt.

Hun var selv taget afsted til sommerhuset i Humlebæk, men havde aftenen forinden hældt retten op i en lerkrukke, presset den sammen under en tallerken og stillet den til afkøling på kældergulvet. Sådan gjorde man altid i Rusland, forklarede han.

Retten smagte ikke helt så godt, som jeg havde forventet, men den gamle direktør var ovenud tilfreds. Såvidt jeg husker, blev den tilberedt på den måde, at auberginen først blev bagt i ovnen, så skindet kunne  fjernes, derefter blev den hakket fint og blandet med finthakket løg, olie og salt. Måske var der flere ingredienser i. Jeg har desværre glemt det, for det er jo mange år siden.

Men jeg har ikke glemt, at den gamle direktør var et spændende og dejligt menneske. Humanist og demokrat og set med nutidens briller et godt eksempel på en velintegreret indvandrer. Jeg har sandelig heller ikke glemt, hvor large han var. Når jeg havde brug for en bil til en længere køretur, kunne jeg frit disponere over et af hans store dollargrin. Og det var noget ganske særligt i min unge alder dengang at kunne suse ud ad landevejen i en kæmpestor amerikanerbil med automatisk gear.