Drone over det litterære landskab

I forskellige medier verserer der for tiden en forfærdelig polemik om litteraturforsker Mette Høegs angreb på unge kvindelige forfattere, som efter hendes mening er alt for dominerende i den danske samtidslitteratur. Hun hævder, at deres bøger hovedsagelig har et banalt og uvedkommende personligt indhold, som tilføjes et skin af dybde og kompleksitet gennem en sproglig og formmæssig bearbejdning, som de har lært på forfatterskolen, som ifølge Høeg har patent på den litterære avantgarde og den kunstneriske udvikling inden for litteraturen i dag. I hendes indlæg i Weekendavisen langer hun ud efter flere navngivne forfattere.
Tilsyneladende står hun alene med sine udsagn, for der har rejst sig en storm af kritik fra landets litteraturkritikere, som kalder hendes indlæg urimeligt og kvindefjendsk. Citat af Politikens Jes Stein Petersen.: »For mig minder Mette Høeg om en af de dronepiloter, som fra computere på den anden side af Jorden forsøger at ramme levende mål med voldsom ildkraft uden smålig skelen til almindelig ret og rimelighed,« sagde han om litteraturforskeren, der for tiden opholder sig skiftevis i Californien, USA, hvor hun er tilknyttet universitetet UC Berkeley som fulbright scholar, og i Tijuana, Mexico, hvor hun sammen med sin mand er ved at åbne et residency for skandinaviske kunstnere, forfattere og teoretikere.”
Men for en litteraturnørd som mig har det været et velgørende indspark i den danske litterære debat. For hvem tør dog tale de veletablerede litteraturkritikere midt imod, når de samstemmende roser værker af nye danske forfattere, som denne blogskriver finder så gabende kedsommelige, at hun må lægge dem fra sig, efter at være nået midtvejs og i stedet må ty til samtidsværker af udenlandske forfattere eller ældre danske forfattere.
Hurra for Mette Høeg som har turdet åbne munden og sætte sig uden for det gode selskab. Det er der andre før hende, der har gjort og siden fået oprejsning.
For øvrigt er jeg lige gået i gang med at læse Karen Blixens: Skygger på Græsset.

Francis Picabia

Flemming Andersen har givet et godt indspark i debatten her.

Reklamer

En rigtig story

Karen Blixen selv ville have elsket den, og det samme gør jeg, som kender fortællingen om Blixen ud og ind og har beskæftiget sig med hendes historier i årevis. For det er jo en fantastisk fortælling i sig selv, den som Tom Buk-Swienty, forfatteren til bogen om Karen Blixens far, “Til Døden os Skiller”, har gravet frem.

For Karen Blixen var det en skelsættende begivenhed, da hun som 10-årig oplevede, at hendes elskede far, Wilhelm Dinesen, hængte sig på et hotelværelse i det indre København, og mange Blixen-forskere har siden spekuleret over, hvordan denne begivenhed har sat sig spor i hendes forfatterskab. Wilhelm Dinesen giftede sig som 35-årig med den unge Ingeborg Westenholtz, som kom fra en rig, borgerlig familie med strenge, moralske principper. Dinesen selv var en verdensmand, en eventyrer og kreativ sjæl, som havde deltaget som officer i flere krige og i længere tid levet blandt indianere i Nordamerika og sikkert havde flere amorøse forhold bag sig, så det var et umage par, som forelskede sig i hinanden og bosatte sig på Rungstedlund og fik 5 børn, heriblandt Karen, eller Tanne som hun blev kaldt, som nok lignede sin far hvad angår eventyrlyst og temperament.

Det var et stort chok for hele familien, da han som 49-årig tog sit eget liv efter et par år forinden at være blevet valgt ind i Folketinget som løsgænger. Blixen-forskere har gisnet om årsagerne til hans selvmord. Kunne det være syfilis eller depression som følge af krigstraumer?

Indtil nu har det været lidt af en gåde, hvorfor en velbjærget familiefar tilsyneladende uden problemer tog sit eget liv. Men måske begynder der nu at tegne sig en løsning på gåden. I sit arbejde med kildematerialet til sine bøger om kaptajn Dinesen stødte Buk-Swinty på nogle breve, der antyder, at Dinesen havde gjort en tjenestepige hos svigerforældrene gravid. Hun var 6 måneder henne i graviditeten, da han begik selvmord i 1895. Familien Westenholz var præget af strenge, moralske principper, og årsagen til selvmordet kunne meget vel være skammen, som hele affæren kunne kaste over den dydige familie og Ingeborg og børnene.

Tom Buk-Swinty har på det seneste fået verificeret og opklaret flere enkeltheder i sagen.Tjenestepigen Anna Rasmussen fødte sit barn og boede hos forældrene på Frederiksberg, indtil hun senere blev gift. Lille Elida blev adopteret af manden og boede hele sit liv i forældrenes lejlighed på Østerbro, indtil hun døde i 1982. Advokaten, der administrerede Elida Spanges bo, har fortalt, at hun her har levet hele livet som en skygge uden megen kontakt med andre mennesker, og at der ved hendes død måtte annonceres i avisen efter pårørende. Ifølge ham var hun selv klar over, at hun var datter af Wilhelm Dinesen og havde tre søstre og to brødre på Rungstedlund.

Men de vidste jo til gengæld intet om hendes eksistens. Dette var en godt skjult familiehemmelighed. Den eneste, som måske har kendt familiehemmeligheden, er Wilhelm Dinesens svigermor, den frygtede ‘Mama’, som boede på Folehavegård kun få kilometer fra Rungstedlund. Hun var både frygtet og elsket og og prøvede i alle årene at lægge en beskyttende ring omkring den lille familie, som nu var blevet faderløs.

Collage lånt fra Politiken. De tre Dinesen søstre øverst. Den hemmelige lillesøster nederst.

Collage lånt fra Politiken. De tre Dinesen søstre øverst. Den hemmelige lillesøster nederst.

Vindstød af stormstyrke

Stormen har vi nu ikke mærket noget til endnu, men den kommer imorgen, påstår meteorologen hårdnakket. Vejret er såmænd grimt nok i forvejen, småblæsende, koldt, gråt og regnfuldt, så det er godt vi snart har den 21.december, og kan begynde at se fremad mod lysere tider.

Det kan dog heldigvis have sin charme med vinterens indendørs hygge. En god ild i kakkelovnen, skoldhed kaffe med æbleskiver og brombærsyltetøj er ikke at foragte. Og desuden kan jeg med god samvittighed her i vinterens mulm og mørke give mig hen til at læse alverdens gode bøger, og dem har jeg – foruden biblioteket – nu fået adgang til via iPad’en, mit nye lille vidunder.

Lige for øjeblikket er det dog de gode gammeldags papirbøger, jeg har gang i, skærmen kan i længden godt være lidt hård ved øjnene, synes jeg. Lige nu læser jeg Jens Christian Grøndahls nyeste ‘Jernporten’, samt Helle Helles’ Hvis det er’ som ligger her ved siden af og venter.

Hue,bøger

Grøndahl er af en eller anden grund lidt ugleset på det danske parnas, men er meget populær i blandt andet Frankrig, hvorimod der er megen virak omkring Helle Helles letbenede bøger Jeg selv kan godt lide Jens Christian Grøndahls klassiske og eftertænksomme stil og læser kun Helle Helle for at prøve at forstå, hvad der dog gør hende så populær hertillands

I ‘Jernporten’ er jeg lige nu ved at læse om, hvordan hovedpersonen, en 48-årig lærer, konfronteres med en fristil, skrevet af den 14-årige flygtningedreng Stanko om dennes grusomme oplevelser under krigen i Jugoslavien, og om hvordan læreren, en ganske almindelig velfærdsdansker, ikke aner hvordan han skal forholde sig til alle de beskrevne rædsler. Godt at blive mindet om, hvordan det i sin tid var som velmenende lærer at skulle formidle dansk sprog og samfundsforståelse til mennesker, i hvis øjne man kunne læse de rædselsfulde oplevelser, de havde gennemgået. – Og at skønne på at vi her i Danmark lever i en af de bedste af alle verdener.

PS.

Læg mærke til den hæklede hue på billedet. Den er jeg lige blevet færdig med. Finn er nu begyndt at plage om jeg ikke vil hækle en herrehue til ham.

 

 

En god bog i regnvejr

Nej, det har slet ikke regnet i dag, og vejret har været lunt, så foruden en grundig indkøbstur har vi også gået en lang motionstur. Heldigt at jeg i formiddags blev færdig med “Levende og Døde i Winsford”, for ellers er det ikke sikkert, at jeg kunne have revet mig løs. Men de foregående dage har det bare øset ned, så da har jeg med god samvittighed kunnet sidde med næsen i denne spændende bog. Med årene er jeg blevet frygtelig kritisk både hvad angår bøger og film, og der skal meget til, for at en spændingsroman virkelig kan holde mig fanget, men det er lykkedes med Håkan Nessers nyeste, den bedste bog han har skrevet siden “Kim Novak badede aldrig i Genesaret”. Supergod! Kan bare anbefales.

DSCN5386

Som det fremgår af billedet, er der også blevet tid til at hækle. Det skrider fremad med den limegrønne, lange cardigan. Jeg forestiller mig, at den bliver ret smart over sorte bukser og do T-shirt.

Og så ellers – god weekend til alle derude!

 

 

Suzanne – endnu engang

Trangen til at videregive mine smårefleksioner om mig selv og livet i almindelighed til “Skyen” derude er blevet for stor. Det er åbenbart blevet en indgroet vane for mig engang imellem at give lyd fra mig her på bloggen, når noget gør særligt indtryk, så her er jeg igen. Desuden har det også rykket lidt i mig, når folk siger, at de savner min blog og opfordrer mig til at fortsætte, så engang imellem vil jeg alligevel være at finde her.

Det som har fået mig igang i dag er et essay i gårsdagens Information, som bl.a.fortæller om, hvordan vi mennesker i rotteræset efter forbrugsgoder og i at overgå hinanden negligerer vores sjælelige behov :

DSCN5292-crop

Og jo, forfatteren er Suzanne Brøgger. Hende har jeg læst gennem et langt liv, lige fra “Fri os fra Kærligheden”  til hendes senere, mere filosofiske og reflekterende bøger. Hun er en del af mit livs bagage, kan man sige. Hun har altid fascineret mig, både fordi hun skriver kloge bøger, men også fordi hun så fantasifuldt og stilfuldt har formået at iscenesætte sig selv gennem fotos og performance, lidt i stil med Karen Blixen. Og midt i det hele fornemmer man, at hun trods det er et meget privat menneske, som har bevaret sin integritet.

Hun er smuk både som ung og gammel. Her er et par fotos lånt fra Information.dk.

Brøgger1

 

Brøgger2

 

 

Min jordbærpusher

Min jordbærpusher Ole står på Østervold med sin bil og sælger Danmarks største og sødeste jordbær samt lækre ærter og nyopgravede kartofler, som man bare behøver at gnide i hænderne for at få skindet af. DSCN5229

Her i denne søde sommertid er eftermiddagskaffen udskiftet med vaniljeis med jordbær eller hindbær, så vi må hele tiden sørge for at have bær i huset.

Når jeg nu er i byen, skal jeg – bogorm som jeg er – foruden jordbær også lige et smut omkring et af mine yndlingssteder for at skaffe mig noget lekture til liggestolen i haven. Foruden biblioteket rummer Kulturhuset også Museum Østjylland, Stadsarkivet, Randers Kunstmuseum og Kulturcafeen, så bygningen er en lille kulturel oase midt i byen. Jeg har boet i flere provinsbyer i Danmark, og har kunnet drage sammenligning mellem deres biblioteker, og Randers løber så afgjort med prisen hvad angår både stemning, service og udbud, så det er altid en fornøjelse lige at kigge ind.

DSCN5218

Jeg har overskredet datoen for aflevering af  ‘Anna Karenina’, Tolstojs fantastiske klassiker, som jeg har genlæst bid for bid her i sommervarmen, afvekslende med Peter Høegs ‘Effekten af Susan’ som jeg desværre har måttet kæmpe mig igennem. Han er jo verdensberømt, Peter Høeg, og jeg synes jeg skylder mig selv at læse hans bøger, og det har jeg da også pligtskyldigst gjort gennem årene uden nogensinde at føle mig særligt grebet. Det skulle da lige være af en af hans første bøger ‘Fortællinger om Natten’, men dette skyldes måske, at den er en slags Karen Blixen pastiche, Karen Blixen som er en af mine hofpoeter. Ellers har jeg den største sympati for manden. Som verdensberømt forfatter, der tjener en styrtende bunke penge, lever han et tilbagetrukket liv uden at gøre stort postyr af sig selv i Jes Bertelsens meditationskollektiv i Nr. Snede samt donerer såvidt jeg ved en stor del af sine indtægter til godgørende formål.

Nå, men jeg må se at få fat på noget let sommerlæsning, måske en krimi. Liggestolen kalder.

 

Blixen endnu engang

Da jeg var yngre, læste jeg igen og igen alt, hvad der fandtes af og om Karen Blixen, og mange af bøgerne står da også i min bogreol.

blixen reolDet gik nok lidt over gevind, og Finn drillede mig med, at selv Karen Blixens købmandsregninger var interessante. Så slemt var det nu heller ikke, men her i de senere år har jeg alligevel begrænset mig til kun i ny og næ at genlæse en af hendes fortællinger.

Nu har jeg så genopfrisket historien om Karen Blixen og hendes fortællinger ved at læse Sune de Souza Schmidt-Madsens “En lille Bog om Karen Blixen”. Han er en ung aficionado, som gennem sit job som vagt og omviser på Blixen-museet på Rungstedlund er kommet så meget ind i emnet og blevet så optændt af forfatterskabet, at det kun har taget ham fire uger at skrive bogen. Det er en frisk og letlæselig gennemgang af hendes liv og værker, som kan anbefales til nye læsere, men gamle aficionados som jeg kan også blive mindet om mange ting, bl.a. den følgende historie om storken, som indgår i “Den afrikanske Farm” og også i et af hendes breve til familien i Danmark, da livet så allermest sort ud for hende på farmen.

Det er en fortælling om en mand, der bor i en lille hytte og passer en dam med fisk. En nat hører han gentagne gange sære lyde ved dammen, og han må flere gange løbe gennem den kulsorte afrikanske nat for at stoppe huller i dammen. Undervejs er manden flere gange ved at fortvivle over at måtte famle sig blindt frem i mørke, men holder ud for at dambruget ikke skal blive ødelagt. Da solen står op næste morgen, kan han se, at de fodspor, han har efterladt sig på sine natlige løbeture, danner en tegning: Et billede af en stork.

Blixen har ladet fortællingen ledsage af stregtegninger, så det undervejs dæmrer for læseren, hvad der er ved at ske. Men hele pointen er, at manden i historien først kan se det bagefter. Søren Kierkegaard, en anden stor dansker, har givet fænomenet en anden formulering: Livet leves forlæns, men forstås baglæns.