En vinterhistorie

Vi har ild i kakkelovnen, selvom det faktisk ikke er nødvendigt, for vejret her i januar 2017 ligner slet ikke det, jeg kalder vinter, men det er alligevel rart med lidt lunhed her i stuen hos det ældre, kuldskære ægtepar.

Kakkelovnsvarme kunne samme ægtepar derimod godt have brugt den 28. december 1978, hvor den værste snestorm i mands minde satte ind. Det gik værst ud over Sydsjælland og Lolland Falster, hvor parret uheldigvis befandt sig midt i orkanens øje på deres nyligt købte gård langt fra alfarvej midt imellem Næstved og Præstø. De var godt i gang med renoveringen af ejendommen, der skulle stå færdig som kursusejendom til sommer, når de påtænkte kurser i yoga, meditation og diverse psykoterapier med allerede hyrede lærere udefra skulle tage deres begyndelse. Renoveringen af stuehuset med privatbolig, køkken og nogle værelser var netop afsluttet. Som det sidste var der blevet lagt isoleringsmateriale ud over hele loftet. Nu var der kun tilbage at færdiggøre en af længerne, en tidligere stald, der skulle rumme øvelsessal og sovesale.Humøret var derfor rimeligt i balance, da de om formiddagen havde været i Næstved og  købe stort ind til nytår, hvor nogle af vennerne fra København skulle komme og fejre nytåret sammen med dem i deres nye bolig.

Men allerede sidst på eftermiddagen begyndte det at sne og blæse op, og da de vågnede næste morgen rasede snestormen, og snedriverne nåede visse steder helt op til vinduerne. Temperaturen var dalet betragteligt i nattens løb og havde nået -17 grader, så der var uro at spore i det lille hjem, men de glædede sig trods alt over, at der var lunt og godt indendøre, og at de havde fået hjembragt forsyninger nok til et stykke tid.

Glæden skulle dog kun vare kort, for ikke længe efter blev elektriciteten afbrudt på grund af væltede elmaster og dermed standsede også varmen fra oliefyret. Den eneste varmekilde i huset var nu flaskegaskomfuret i køkkenet og de eneste lyskilder stearinlys og lommelygte. Der var efterhånden hundekoldt i huset, så det eneste nogenlunde varme sted var foran gasbageovnen. Her tilbragte de småfrysende og med gaslugten i næsen størstedelen af deres tid i to lænestole, som de havde slæbt derud inde fra stuen. Selv katten, som var kommet løbende kort tid efter at de var flyttet ind, men endnu ikke var blevet så tryg, at den havde vovet sig indenfor i stuehuset, endte med at ligge i skød foran gasbageovnen.

Man tror næppe, dette kan finde sted  i lille Danmark, men i en hel uge var vi totalt sneet inde og afsondret fra omverdenen. Det var vedvarende bidende koldt og sneen blev ved med at fyge om hushjørnerne. Gennem telefonen, vores eneste kontakt med omverdenen, blev vi orienteret lidt om situationen omkring os. Bæltekøretøjer pløjede sig igennem snemasserne for at komme folk til undsætning. Et ældre ægtepar i en landejendom i vores område havde haft besøg af et bæltekøretøj, der bragte foder til kreaturerne, og i andre tilfælde måtte bæltekøretøjer transportere folk til hospitalet. På landevejen sydpå var mange bilister kørt fast i sneen, og folk måtte indlogeres hos familier i huse langs vejen.

Gården lå i en lavning i landskabet ned til en lille å og mosestrækning, lige et sted hvor sne kunne finde på at lægge sig, og gården blev nærmest begravet i sne. Efter flere dages hård frost uden varme i huset frøs nu også vandrørene, og så var det slut med vandforsyningen. Skulle der bruges vand, måtte vi smelte sne i en stor gryde på gaskomfuret, det var derfor lidt småt med hygiejnen.

Nytårsaften, som skulle have været fejret sammen med vennerne, blev tilbragt i lænestolene foran gasovnen med at spise de til lejligheden indkøbte kastanjer, som jo heldigvis netop kunne ristes i ovnen, der til stadighed stod tændt. Hertil drak vi et glas rødvin og skålede på, at genvordighederne snart måtte være slut.

Men det skulle vare flere dage, før vi endelig blev befriet. Vores lille Morris 1000 havde vi på et tidligt tidspunkt af uvejret meget fornuftigt parkeret oppe ved kommunevejen for enden af vores 1000 m lange grusvej. Der stod den begravet i sne og efterhånden havde vi fra køkkenvinduet ikke kunnet skelne den fra de andre snedriver deroppe. Da vejret omsider stilnede af, kom der snart store biler med sneskovle og ryddede kommunevejen, og vi fik bilen gravet fri. Den kunne heldigvis starte, hvorefter vi kørte til det nærmeste supermarked og købte ind. Da havde snevejret raset i over en uge.

Men historien er ikke slut, for da det blev tøvejr viste det sig, at de frosne vandrør på loftet var sprunget læk og havde lavet skader på de nymalede vægge samt gennemblødt isoleringsmaterialet på loftet. Det varede længe, inden vi fik alle skaderne udbedret og også selv var kommet på højde med situationen igen. Men det hele lykkedes uden posttraumatisk stress, og om sommeren blev de første kurser gennemført som planlagt.

 

Udgivet af

Anna Maries Skriveblok

Pensioneret indvandrerlærer, oversætter. Interesser: Bøger, film, katte, mennesker, eksistens, mad, yoga, meditation, sundhed, natur, historie, Randers og omegn.

4 kommentarer til “En vinterhistorie”

  1. Den slags vinter vil jeg personlig gerne undgå i al fremtid. Men jeg må sige, at I havde noget gåpåmod, at I fik udbedret alle de ekstra skader og gjort stedet klart til brug alligevel.

  2. Tænk jeg kan faktisk godt huske vinteren ’78, for jeg boede på det tidspunkt på Bornholm, der vidst også var hårdt ramt. Detaljerne husker jeg ikke.

    I har sørme stået det godt imod afsondrede fra alfarvej med 1.000 meter grusvej til alfarvej. Samtidig lyder det lidt hyggeligt de foran gasovnen – og så mis der lagde sig i skødet for ikke at få poterne frosset af.

    Tak for en fin beretning.

Skriv et svar til Anna Maries Skriveblok Annuller svar