Miraklernes tid

Jeg ved godt, at det ikke skyldes noget mirakel, at jeg nu føler mig normal igen – at jeg kan høre hvad der foregår omkring mig, kan føre en normal samtale med min mand og uden ret meget besvær høre radio og TV igen. Nej, det er selvfølgelig ikke noget mirakel, selvom det føles sådan, det er lægevidenskab og teknologi i skøn forening, der har givet mig hørelsen tilbage. Det er bare helt fantastisk.

Efter at operationssåret efter implanteringen var helt lægt, var jeg i forgårs på Århus Universitetshospital for at få tilsluttet lyd. Jeg havde ærlig talt frygtet, at den elektroniske lyd, der nu blev ført ind til hørenerven, ville lyde som volapyk og kræve stor anstrengelse at lære at tyde. Men nej. Straks efter at lyden var blevet tilsluttet, kunne jeg høre, hvad folk i lokalet sagde, og efter yderligere indstilling dagen efter fik jeg denne her mærkelige fornemmelse af at være blevet et ‘helt’ menneske igen. Jeg har i hvert fald erfaret, at hørelsen udgør en meget væsentlig del af ens identitet, og det er skønt nu at kunne høre igen efter det sidste halve år at have været stærkt tunghør og i den seneste måned efter operationen faktisk totaldøv.

Det lille apparat, der sidder på siden af hovedet og forbindes med implantatet ved hjælp af en magnet, kan nemt skjules under håret:

Desuden har jeg fået en stor kasse med hjem indeholdende ekstra udstyr og reservedele. Det hele, udstyret og hele proceduren omkring operationen, har kostet en mindre bondegård, så denne blogskriver er blevet en omvandrende kostbar dame, som priser sig lykkelig over at leve i et så velfungerende samfund, at alt dette har kunnet lade sig gøre. Hun vil også i fremtiden betale sin skat med glæde.

Nu skal apparaturet justeres ad et par gange, så de små mislyde, der er, helt forsvinder, og så kan jeg begynde at beskæftige mig med andet end min hørelse.

 

 

 

Stille duet med Dylan

Jo, her går livet stille og roligt. Jeg har heldigvis ikke glemt at snakke endnu, men det kniber noget med at høre responsen. Godt at der er noget der hedder blok og kuglepen. I dag om otte dage får jeg tilsluttet lyd til mit cochlear implant, og så indledes en ny og spændende fase i forløbet. Jeg er fortrøstningsfuld – nu ender jeg i hvert fald ikke som stokdøv.

Når der er én der har fødselsdag på den lille, lukkede vej, hvor vi bor, hejser alle de andre også flaget. Vi har desværre ikke selv flagstang, men kan fryde os over det flotte syn af alle 7-8 flag, der blafrer i vinden ned mod fjorden. Her den nærmeste nabos:

Og så ærgrer vi os stadigvæk over, at duen stadig er enevældig hersker ude på foderbakken. Men den skal jo også være her og er iøvrigt meget fredsommelig, så vi hælder bare noget mere fuglefrø ud, så der også er noget til de små fugle.

I modsætning til det stille og rolige liv om dagen er der til gengæld gang i drømmeaktiviteten om natten. Her igen en drøm, der har noget med lyd i at gøre, noget bevidstheden er stærkt optaget af for tiden.

Vi bor i et stort hus med masser af plads og en stor sal, og lægger derfor hus til, da nogle af vores venner skal holde en stor fest. Festen går godt, der er liv og glade dage, og jeg selv er med både som gæst og en slags vært. I drømmen er jeg lidt yngre end i virkeligheden. Pludselig opdager jeg, at Bob Dylan er en af gæsterne og bliver varm indeni og beæret over at være i samme lokale som ham. På et tidspunkt kommer han oven i købet hen og sætter sig ved siden af mig. Det er en anden udgave end virkelighedens Bob Dylan, en 37-38 årig mand, varm, klog og ukrukket. Han trækker guitaren frem og stiller forstærker og mikrofon op og går i gang med at spille og synge. Han beder mig om at synge med, og selvom jeg ved, at jeg ikke synger særligt godt, synger jeg alligevel lidt med ude fra sidelinjen á la Joan Baez, og det går helt godt. Senere siger han til mig, at jeg ligner hans datter, og jeg begynder at forstå, hvorfor han lige har sat sig ved siden af mig. Jeg spørger, om han har et foto af datteren, og han tager et foto af en sort 13-14 årig teenage-pige frem, helt almindelig af udseende og påklædning. Fotoet er taget på New Zealand, siger han. Jeg siger, at ligheden måske består i, at jeg har negroide ansigtstræk, men han siger, at det ikke er deri, at ligheden ligger.

Det bliver ligesom lidt for meget med den fantastiske situation ( jeg ved godt at situationen med Dylan er fantastisk, så det er en slags drøm i drømmen),  så jeg går lidt ud. Her ser jeg, at ungerne i selskabet har smidt noget emballage, og der står en fyldt skraldepose. Jeg samler det sammen og bærer det ud i skraldespanden.

 

Langsom tid

Tiden går langsomt som næsten helt døv, når man hovedsagelig må kommunikere med omgivelserne på skrift, og jeg ser bare frem til at komme til Århus og få tilsluttet lyd til mit nye implantat den 27. Juli. Der er jo nogle, for hvem det at være totalt døv er et livsvilkår, hvis man ikke lige som mig er så heldig at kunne få indopereret et implantat og blive rimeligt hørende igen, så jeg skal bestemt ikke klage.

Operationssåret ved øret læges fint, og bortset fra at rekonvalescensen ikke er blevet sjovere af en penicilinbehandling mod kæbehulebetændelse og et kraftigt hold i lænden, så tegner det hele nu meget lysere. Som døv lever jeg i min egen verden, isoleret fra lydene omkring mig, og når jeg selv taler, lyder det som en meget svag udgave af Anders And. Jeg takker min Gud og skaber for, at der findes så mange gode bøger samt iPad, computer og TV og film med undertekster, indtil jeg får tilsluttet processoren og skal i gang med at lære at tolke lydene gennem min nye elektroniske hørelse, men jeg håber, at hjernen, det fantastiske instrument, vil stå mig bi og være hurtig til at tilpasse sig det nye lydunivers.

Man kan også altid gå og hygge sig med at lave spændende mad. Har man blomkål, kartofler, løg, frosne ærter, tomater samt diverse krydderier på lager, smager denne ret, som jeg fandt i en indisk kogebog, fremragende: