Liljekonvaller og uønskede husdyr

For øjeblikket lugter der ganske vidunderligt i stuen. Det er duften af disse liljekonvaller, der fylder min næse, mens jeg sidder her ved computeren.

Foruden viol og rose, er liljekonvallens duft min yndling, men selvfølgelig er der også mange andre skønne blomsterdufte – syren, jasmin og hyldeblomst, you name it. Til gengæld for min mangelfulde hørelse, som jeg brokker mig tilstrækkeligt over, kan jeg prale af en exceptionel god lugtesans, som kan spotte selv den mindste lugt, og det er som regel en stor fordel, især her ved sommertide, hvor jeg går og snuser til alle de blomster, jeg ser på min vej.

Men når det drejer sig om dårlige lugte kan en skarp lugtesans dog godt have sine ulemper. I vinterens løb har vi været plaget af mus, som heldigvis har holdt sig til loftet og køkkenskabet under vasken. Vi har ledt alle vegne efter huller, hvor de har kunnet komme ind, men uden resultat. Da vi ikke nænner at slå de små, hyggelige spidsmus ihjel, har vi fanget nogle af dem i live i specialfælder og sat dem ud igen – taget dem med i bilen og sat dem ud midt på landevejen langt fra hjemmet. Men efter nogen tid dukkede der nye op. Endelig er det dog lykkedes for os at finde hullet, de er kommet ind igennem, og få det stoppet til. Men al musehalløjet har kostet os en ny opvaskemaskine, da rørene til den gamle var blevet bidt godt og grundigt i stykker samt forårsaget en død mus, der har ligget og rådnet et ukendt sted oppe under taget og har udsendt en for min næse særdeles ubehagelig lugt i stuen. Lugten af død mus er nu heldigvis forsvundet og erstattet af den vidunderlige duft af liljekonvallerne.

Nu har vi desværre fået besøg af endnu et uønsket husdyr og af en langt værre slags end de fredsommelige spidsmus. Forleden dag da jeg sad og studerede fuglene, der mæskede sig med fuglefoderet, som vi plejer at strø ud på terrassen, så jeg pludselig en rotte, som lynhurtigt snuppede en halv frøkugle og stak af med dem. Jeg fik kold sved over hele kroppen, for er der noget jeg har respekt for, så er det rotter. Jeg har i baghovedet forskellige historier, måske ammestuehistorier, om rottekolonier, der invaderer huse og gårde. Men alligevel, her hjalp ingen blødsødenhed, så kommunens rottefænger blev hidkaldt og anbragte en kasse med rottegift, og vi fik påbud om ikke at strø fuglefrø ud på jorden i 10 dage.

Rotten har ikke vist sig siden, og fuglene får nu i stedet deres mad som kugler ophængt i tujaen samt på denne metalbakke:

Desværre lader det til, at de tykke skovduer helt overtager arenaen.

 

Regnbue over RandersFjord

Jeg bliver simpelthen nødt til at vise mine blogvenner denne fantastiske regnbue,som jeg igår aftes knipsede fra terrassen:

Drone over det litterære landskab

I forskellige medier verserer der for tiden en forfærdelig polemik om litteraturforsker Mette Høegs angreb på unge kvindelige forfattere, som efter hendes mening er alt for dominerende i den danske samtidslitteratur. Hun hævder, at deres bøger hovedsagelig har et banalt og uvedkommende personligt indhold, som tilføjes et skin af dybde og kompleksitet gennem en sproglig og formmæssig bearbejdning, som de har lært på forfatterskolen, som ifølge Høeg har patent på den litterære avantgarde og den kunstneriske udvikling inden for litteraturen i dag. I hendes indlæg i Weekendavisen langer hun ud efter flere navngivne forfattere.
Tilsyneladende står hun alene med sine udsagn, for der har rejst sig en storm af kritik fra landets litteraturkritikere, som kalder hendes indlæg urimeligt og kvindefjendsk. Citat af Politikens Jes Stein Petersen.: »For mig minder Mette Høeg om en af de dronepiloter, som fra computere på den anden side af Jorden forsøger at ramme levende mål med voldsom ildkraft uden smålig skelen til almindelig ret og rimelighed,« sagde han om litteraturforskeren, der for tiden opholder sig skiftevis i Californien, USA, hvor hun er tilknyttet universitetet UC Berkeley som fulbright scholar, og i Tijuana, Mexico, hvor hun sammen med sin mand er ved at åbne et residency for skandinaviske kunstnere, forfattere og teoretikere.”
Men for en litteraturnørd som mig har det været et velgørende indspark i den danske litterære debat. For hvem tør dog tale de veletablerede litteraturkritikere midt imod, når de samstemmende roser værker af nye danske forfattere, som denne blogskriver finder så gabende kedsommelige, at hun må lægge dem fra sig, efter at være nået midtvejs og i stedet må ty til samtidsværker af udenlandske forfattere eller ældre danske forfattere.
Hurra for Mette Høeg som har turdet åbne munden og sætte sig uden for det gode selskab. Det er der andre før hende, der har gjort og siden fået oprejsning.
For øvrigt er jeg lige gået i gang med at læse Karen Blixens: Skygger på Græsset.

Flemming Andersen har givet et godt indspark i debatten her.

Venter utålmodigt

Det kan ske når som helst, indkaldelsen til operation af den cochlear implant i højre øre, som forhåbentligt vil give mig en rimeligt god hørelse igen. Jeg er helt parat til at lægge mig under kniven og håber bare, at kirurgen ikke ryster på hånden, når han skal føre elektroden ind i sneglen i øret, som er lillebitte. Men jeg er optimistisk, for jeg er så træt af at sige *Hva’, ‘Hvad siger du’, ‘Tal venligst lidt tydeligere, jeg hører dårligt’ osv., af ikke at kunne høre radio, tale i telefon samt at se dum ud, når jeg ikke kan høre hvad folk siger.

Her er en video af min nye hørelse: