Lykkeligt kiropraktorbesøg

For 14 år siden, da vi endnu boede derovre på djævleøen, havde jeg min hyppige gang hos en fantastisk dygtig kiropraktor, som i lette og elegante snuptag kunne fjerne alle den gamle stivnakkes skeletproblemer. Men ham kunne vi jo desværre ikke bringe med os, da vi flyttede herover til hjemstavnen. I starten prøvede vi os lidt frem med et par kiropraktorer i byen, men det gik slet ikke. Efter at Finn havde frekventeret en af disse, måtte kiropraktoren efter behandlingen udlevere ham et par krykkestokke for at han overhovedet kunne nå hjem igen. Siden da har vi ikke benyttet os af kiropraktor, men har måttet ty til gentagne besøg hos fysioterapeut eller simpelthen tålmodigt afvente at gebrækkelighederne gik over af sig selv.

Men her på det seneste har det været nødvendigt igen at afsøge området for kiropraktorhjælp. Jeg blev færdig med at hækle det kniplingstynde, isblå sommersjal, som jeg havde set frem til at promenere med over en hvid sommerkjole på en kølig sommeraften. Men sjalet ser lidt mærkeligt ud fra ryggen, synes jeg, så nu ligger det bare i skabet, mens jeg venter på en kølig sommeraften, hvor jeg alligevel tager det på. Samtidig har det desværre frembragt en ganske stiv nakke, som har svært ved at bevæge sig fra side til side.

Nakken har ikke fået det bedre efter morfar-stolenes indtog i hjemmet, og det var dog meningen, at disse skulle medvirke til kroppenes mere afslappede stilling foran TV, lydsystem samt udsigten til terrasse og alle fuglene derude, der guffer fuglefoder i sig. For den gamle TV-sofa var både slidt på armlænene og slap i fjedrene, så der blev bestilt storskrald, som kommer og afhenter den på torsdag.

Men er der noget, vi har respekt for her i huset, så er det, når der skal løftes tunge ting. Det er jo slet ikke som i gamle dage, hvor vi uden at tænke nærmere over det løftede tunge sten og bjælker og renoverede det ene hus efter det andet. Nu er vi prisgivet naboerne, men da de også er i guldbryllupsalderen ligesom os selv, må vi henholde os til den eneste yngre, stærke mand i området, men han beviste forleden også til fulde sin ungdommelige styrke. Der er dog grænser for, hvor meget vi kan byde byde vores yderst velvillige og søde genbo, når der både skal løftes en tung, gammel sofa ud, og to store morfar-stole ind, så ved den lejlighed fik min ubøjelige nakke endnu et knæk. Men stolene står her nu, hurra for det. Og man sidder godt i dem, og de egner sig også til en lille morfar-lur.

Og en god kiropraktor har jeg sørme også fundet. Hun har ligesom min gamle kiropraktor smertefrit ordnet alle mine problemer, så nu føler jeg mig ganske fit for fight igen. Da jeg mumlede noget om, at jeg nok hellere måtte holde op med at hækle, sagde hun:”Ikke tale om. Gå du bare i gang. Du kan altid komme herud igen”. Så nu går jeg nok snart i gang med denne hippie-agtige vinterhue. Lidt tidligt ganske vist, men det er rart at have noget parat til vinterkulden sætter ind:

Og rigtig god sommer i øvrigt.