Nattens oplevelser

Det er en god ide at huske sine drømme og fundere lidt over, hvad de egentlig fortæller en for på den måde at udvide perspektivet i dagligdagen, men jeg vil nødig ødelægge min nattesøvn ved at skrive dem ned, hvis jeg vågner op om natten, og om morgenen har jeg som regel bare så travlt med at komme ud af fjerene og få taget hul på en ny og frisk dag, at det sjældent bliver til noget. Idag gjorde jeg mig den ulejlighed at referere et par smådrømme ved morgenbordet.

1. Jeg befinder mig i et radiostudie, hvor flere medarbejdere står og fumler med mikrofoner og er i færd med en udsendelse. På en stol i studiet sidder en yngre kvinde med tre søde, hvide kattekillinger på skødet. Hun er en kompetent og meget skrap dame, som herser med de andre. Hun har til opgave at sørge for, at udsendelserne forløber ordentligt, og at det tekniske og lydmæssige er plads. Hun tilbyder mig den ene af kattekillingerne, og jeg sætter mig ind med den ved siden af og tænker på, hvordan det dog skal gå alle de kattekillinger, der bliver født.

2. Jeg går sammen med en veninde fra gymnasiet, som jeg ikke har set siden dengang, ad en skovvej, der skråner ned mod en sø. På vejen går der en abnormt lang skrubtudse og dens bittesmå unger. Jeg vil have dem fjernet fra vejen, så de ikke skal blive trådt på eller kørt over, men er ikke meget for at røre ved dem og får derfor min veninde til at flytte dem ud i vejkanten.

3. Det er vistnok den samme sø, jeg springer ud i for at svømme over til en nærliggende lille ø. Det er først da jeg er sprunget ud, at det går op for mig, at jeg både er iført træningsdragt og den sovemaske, jeg undertiden bruger, når jeg skal falde i søvn. Men det lykkes mig alligevel at komme over til øen.

Skal jeg reflektere lidt over drømmene, så har den første drøm sikkert noget at gøre med min stadige irritation over lyden i DR radio. Som hørehæmmet er det svært at skelne lyde, og tale kommer nemt til at lyde grødagtigt uforståelig. Når man så gerne vil høre en interessant udsendelse i radioen, bliver det endnu vanskeligere at høre, hvad der bliver sagt, når mikronerne ikke er opstillet korrekt og folk ikke taler direkte ind i dem, samt at der indimellem optræder uvedkommende underlægningsmusik. Så hende den skrappe dame er mig og min tilbagevendende irritation over journalisternes fumleri med teknikken og apparaturet.

Kattekillingerne og tudserne har noget at gøre med min noget besværlige empati med levende væsener. Forleden dag i skoven stødte jeg på nogle skrubtudser midt på skovvejen, og lidt efter kom der en traktor på vejen. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg skulle have standset ham og bedt ham køre ud til siden af vejen for ikke at smadre tudserne.

Men hvorfor jeg skal svømme over til den lille ø iført træningstøj og sovemaske har jeg ikke fundet ud af endnu.

 

 

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s