Lykkeligt kiropraktorbesøg

For 14 år siden, da vi endnu boede derovre på djævleøen, havde jeg min hyppige gang hos en fantastisk dygtig kiropraktor, som i lette og elegante snuptag kunne fjerne alle den gamle stivnakkes skeletproblemer. Men ham kunne vi jo desværre ikke bringe med os, da vi flyttede herover til hjemstavnen. I starten prøvede vi os lidt frem med et par kiropraktorer i byen, men det gik slet ikke. Efter at Finn havde frekventeret en af disse, måtte kiropraktoren efter behandlingen udlevere ham et par krykkestokke for at han overhovedet kunne nå hjem igen. Siden da har vi ikke benyttet os af kiropraktor, men har måttet ty til gentagne besøg hos fysioterapeut eller simpelthen tålmodigt afvente at gebrækkelighederne gik over af sig selv.

Men her på det seneste har det været nødvendigt igen at afsøge området for kiropraktorhjælp. Jeg blev færdig med at hækle det kniplingstynde, isblå sommersjal, som jeg havde set frem til at promenere med over en hvid sommerkjole på en kølig sommeraften. Men sjalet ser lidt mærkeligt ud fra ryggen, synes jeg, så nu ligger det bare i skabet, mens jeg venter på en kølig sommeraften, hvor jeg alligevel tager det på. Samtidig har det desværre frembragt en ganske stiv nakke, som har svært ved at bevæge sig fra side til side.

Nakken har ikke fået det bedre efter morfar-stolenes indtog i hjemmet, og det var dog meningen, at disse skulle medvirke til kroppenes mere afslappede stilling foran TV, lydsystem samt udsigten til terrasse og alle fuglene derude, der guffer fuglefoder i sig. For den gamle TV-sofa var både slidt på armlænene og slap i fjedrene, så der blev bestilt storskrald, som kommer og afhenter den på torsdag.

Men er der noget, vi har respekt for her i huset, så er det, når der skal løftes tunge ting. Det er jo slet ikke som i gamle dage, hvor vi uden at tænke nærmere over det løftede tunge sten og bjælker og renoverede det ene hus efter det andet. Nu er vi prisgivet naboerne, men da de også er i guldbryllupsalderen ligesom os selv, må vi henholde os til den eneste yngre, stærke mand i området, men han beviste forleden også til fulde sin ungdommelige styrke. Der er dog grænser for, hvor meget vi kan byde byde vores yderst velvillige og søde genbo, når der både skal løftes en tung, gammel sofa ud, og to store morfar-stole ind, så ved den lejlighed fik min ubøjelige nakke endnu et knæk. Men stolene står her nu, hurra for det. Og man sidder godt i dem, og de egner sig også til en lille morfar-lur.

DSCN5825

Og en god kiropraktor har jeg sørme også fundet. Hun har ligesom min gamle kiropraktor smertefrit ordnet alle mine problemer, så nu føler jeg mig ganske fit for fight igen. Da jeg mumlede noget om, at jeg nok hellere måtte holde op med at hækle, sagde hun:”Ikke tale om. Gå du bare i gang. Du kan altid komme herud igen”. Så nu går jeg nok snart i gang med denne hippie-agtige vinterhue. Lidt tidligt ganske vist, men det er rart at have noget parat til vinterkulden sætter ind:

Vinterhue

Og rigtig god sommer i øvrigt.

 

 

 

 

 

Høresagen fortsat

I dag var jeg derude igen på Audiologisk Afd. i Århus, i den senere tid næsten mit andet hjem:

DSCN5820

Men nu lysner det virkelig i øst. Alle forundersøgelser er overstået, den sidste i dag var en samtale med narkoselægen, som havde kigget i alle papirerne og udtrykte forundring over den aldrende blogskrivers fantastiske helbred. Dette mener hun nu også selv er tilfældet, altså bortset fra det med ørerne, hm, hm. Men nu tegner det altså til, at der også her er lys forude. Så i løbet af ganske kort tid kommer jeg under kniven og forventer snart at kunne føre normale samtaler igen og forhåbentlig også at kunne komme til at nyde musik igen.

Det skal nok gå altsammen. Spireaen uden for hospitalet stod allerede i fuldt flor.

DSCN5818

 

Fotografi Classic

Jeg bliver ganske flov, når han roser mine fotos, den gamle mesterfotograf, for min fotografering sker på husmandsvis, som regel med mit lille Nikon Coolpix digitalcamera, som er så nemt at betjene, det er bare at trykke på en knap for at zoome eller indstille apparatet efter den aktuelle situation, eller også bruger jeg iPhonen. Når jeg er ude, har jeg altid et fotoapparat i lommen eller i tasken, og når jeg møder et godt motiv, skyder jeg bare løs. Sommetider er jeg så heldig, at motiv og skarphed går op i en højere enhed, og så er det, at jeg får ros.

I dag er det således mig, der er fotograf her i familien. Tidligere, før den digitale tidsalders indtog, var det Finn der var fotografen, mens jeg kun fungerede som fotomodel og nysgerrig iagttager af processen i mørkekammeret. Det var jo hundrede gange mere besværligt at være fotograf dengang, men på sin vis også mere spændende at se billederne dukke frem af fremkaldervæsken. Man kunne heller ikke bare skyde løs som nu, for til Rollei’en f.eks. var der kun 12 billeder på en film.

Hele hans gamle udstyr bliver ikke brugt mere, det ligger bare i skabet og samler støv.

DSCN5792

Men de gamle fotos eksisterer heldigvis endnu. Vi har i kassevis af dem i kælderen. Til ære for fotografen og til glæde for andre interesserede har jeg fundet nogle af dem frem:

I Rom
I Rom
Forum Romanum
Forum Romanum
Udsigt over Peterspladsen
Udsigt over Peterspladsen
Colonnade Peterspladsen
Colonnade Peterspladsen
Lene
Lene
Else
Else
Yogakursus
Yogakursus
Svigerfar
Svigerfar
Fotografen selv i insektsværm
Fotografen selv i insektsværm
Young and goodlooking
Young and goodlooking
Domkirken i Reims
Domkirken i Reims
Stranden i Nice
Stranden i Nice
Fjelle
Fjelle
Finn og onkel Børge
Finn og onkel Børge
Eva, Bitti, Hanne og AM
Eva, Bitti, Hanne og AM
Stemningsbillede Italien
Stemningsbillede Italien

Sæson for skvalderkål

Munkene indførte dem som lægemiddel mod gigt og forstoppelse, og siden er det gået med skvalderkål som med kaniner i Australien, de breder sig uhæmmet – også i blogskriverens have. Derfor er det om at benytte sig af de friske, nye skud, der skyder op netop nu, for de smager fint i flere retter, og skal man tro de gamle munke har de også en gavnlig virkning på helbredet.

Igår gik jeg ud i haven med køkkensaksen og fyldte en stor skål med nye skvalderkål. De blev omdannet til en gang stuvede skvalderkål med brasede persillekartofler og en tynd, hårdtstegt omelet, som vi spiste til aften.

DSCN5782

 Skvalderkålene hældes i en gryde med kogende vand og koges ca. 1 minut. Hæld dem i en si, pres kogevandet ud og hak dem med en kniv. Gem dog lidt af kogevandet til saucen. Lav en tyk bechamelsauce af smør, mel, fløde 13 og kogevand og rør skvalderkål samt en håndfuld finthakket timian og oregano i. Smag til med salt, peber og muskat.

Man kan også bruge skvalderkål i falafler, selleri/kartoffelfrikadeller, salater og mange andre ting, men udrydde dem på denne måde lader sig nok ikke gøre. Det er nu også lige meget, for de har en køn, grøn farve, så bare jeg kan holde dem lidt nede, er jeg tilfreds.

 

Nattens oplevelser

Det er en god ide at huske sine drømme og fundere lidt over, hvad de egentlig fortæller en for på den måde at udvide perspektivet i dagligdagen, men jeg vil nødig ødelægge min nattesøvn ved at skrive dem ned, hvis jeg vågner op om natten, og om morgenen har jeg som regel bare så travlt med at komme ud af fjerene og få taget hul på en ny og frisk dag, at det sjældent bliver til noget. Idag gjorde jeg mig den ulejlighed at referere et par smådrømme ved morgenbordet.

1. Jeg befinder mig i et radiostudie, hvor flere medarbejdere står og fumler med mikrofoner og er i færd med en udsendelse. På en stol i studiet sidder en yngre kvinde med tre søde, hvide kattekillinger på skødet. Hun er en kompetent og meget skrap dame, som herser med de andre. Hun har til opgave at sørge for, at udsendelserne forløber ordentligt, og at det tekniske og lydmæssige er plads. Hun tilbyder mig den ene af kattekillingerne, og jeg sætter mig ind med den ved siden af og tænker på, hvordan det dog skal gå alle de kattekillinger, der bliver født.

2. Jeg går sammen med en veninde fra gymnasiet, som jeg ikke har set siden dengang, ad en skovvej, der skråner ned mod en sø. På vejen går der en abnormt lang skrubtudse og dens bittesmå unger. Jeg vil have dem fjernet fra vejen, så de ikke skal blive trådt på eller kørt over, men er ikke meget for at røre ved dem og får derfor min veninde til at flytte dem ud i vejkanten.

3. Det er vistnok den samme sø, jeg springer ud i for at svømme over til en nærliggende lille ø. Det er først da jeg er sprunget ud, at det går op for mig, at jeg både er iført træningsdragt og den sovemaske, jeg undertiden bruger, når jeg skal falde i søvn. Men det lykkes mig alligevel at komme over til øen.

Skal jeg reflektere lidt over drømmene, så har den første drøm sikkert noget at gøre med min stadige irritation over lyden i DR radio. Som hørehæmmet er det svært at skelne lyde, og tale kommer nemt til at lyde grødagtigt uforståelig. Når man så gerne vil høre en interessant udsendelse i radioen, bliver det endnu vanskeligere at høre, hvad der bliver sagt, når mikronerne ikke er opstillet korrekt og folk ikke taler direkte ind i dem, samt at der indimellem optræder uvedkommende underlægningsmusik. Så hende den skrappe dame er mig og min tilbagevendende irritation over journalisternes fumleri med teknikken og apparaturet.

Kattekillingerne og tudserne har noget at gøre med min noget besværlige empati med levende væsener. Forleden dag i skoven stødte jeg på nogle skrubtudser midt på skovvejen, og lidt efter kom der en traktor på vejen. Først bagefter kom jeg til at tænke på, at jeg skulle have standset ham og bedt ham køre ud til siden af vejen for ikke at smadre tudserne.

Men hvorfor jeg skal svømme over til den lille ø iført træningstøj og sovemaske har jeg ikke fundet ud af endnu.

 

 

Skrubtudser og anemoner

Jo, det er ganske vist. Anemonerne er sprunget ud i Støvringgård skov, den skov i Danmark som vist nok kan frembyde det største væld af anemoner hertillands.

DSCN5766

Jeg er ikke helt tryg ved skrubtudser, efter at min bror for at lave sjov engang puttede en ned på ryggen af mig. Jeg lå intetanende og tog solbad i barndommens have, da jeg pludselig mærkede noget koldt og slimet kravle rundt på ryggen. Jeg skreg så højt, at det gav genlyd i hele forstadskvarteret, og siden da har jeg ikke været så meget for skrubtudser. Det er måske derfor, at dette billede af fru skrubtudse med sine to unger på ryggen, som jeg mødte på skovvejen, desværre blev lidt utydeligt.

DSCN5754

Lidt længere henne mødte vi to andre af hendes unger, som åbenbart var noget mere selvhjulpne.

DSCN5764

På vejen hjem skulle vi lige omkring Brugsen i Harridslev for at købe kaffebønner og kunne ikke stå for disse flotte, spanske jordbær.

DSCN5774

Kaffen og isen smagte udmærket, men smagen af jordbærrene svarede slet ikke til udseendet, så næste gang vi spiser jordbær her i huset, bliver det jordbær af dansk avl.

 

 

Den blå klarinet

Der er ikke noget så godt som at vågne op efter en rigtig god drøm. I den senere tid har jeg desværre ikke haft mange gode drømme, måske på grund af uro over min tiltagende døvhed og ved udsigten til den kommende cochlear implant operation, og hvad den fører med sig. Vil den overhovedet hjælpe noget osv. osv.

Men i morges vågnede jeg op efter en rigtig dejlig drøm, som stadig sidder i mig og har givet dagen et særligt forklaret skær.

Jeg er i et festlokale, hvor vi sidder rundt omkring ved borde. Jeg er iført en sort halvlang silkekjole, nedringet og uden ærmer, og er yngre end i dag. Jeg sidder og fryder mig over den klarinet, som jeg sidder med i hænderne, et smukt, himmelblåt instrument med sort ornamentering. Jeg har lånt instrumentet for at kunne lære at spille på det og tænker, at jeg i sin tid hellere skulle være gået til klarinetspil end til klaverspil. Men nu glæder jeg mig bare til at komme i gang med at lære at spille på den smukke klarinet.

Der skal være koncert i lokalet. Det er dronningen, som skal spille en klarinetkoncert af Mozart. Det er dog nærmest den svenske kronprinsesse Victoria men samtidig Margrethe, iført samme slags sorte silkekjole som mig selv, der står deroppe med klarinetten og er parat til at gå i gang med at spille.

Og derpå fylder den skønneste Mozart-musik rummet Jeg selv og alle andre er dybt grebne af musikken og stemningen og er stolte af, at vi har en dronning, der kan spille så godt.

Men da musikken slutter, opdager jeg, at den blå klarinet er forsvundet ud af hænderne på mig. Jeg forstår ikke, hvor den er blevet af og går hen til min far, som jo var musiker, og som sidder andetsteds i lokalet, for at få ham til at hjælpe med at finde den. Han beroliger mig med, at vi nok skal finde den – og så vågner jeg.

Som sagt, en drøm der satte humøret en tak i vejret, da jeg vågnede her til morgen, mens solen sendte sine stråler ind gennem soveværelsesvinduet. Jeg vælger at tolke drømmen derhen, at klarinetten symboliserer lyd, og at jeg i rimelig grad vil komme til at høre både tale og musik igen.

 

Æg i påsken

At spise æg i påsken er en gammel tradition. Ligesom muslimerne i dag overholder visse spisetraditioner i forbindelse med ramadanen, praktiserede man også før i tiden faste inden for kristendommen. Fra askeonsdag og 40 dage frem, dvs. indtil påskedag, afstod man fra alle animalske produkter såsom kød, fisk, æg, mælk samt fra olie og vin/spiritus. Dette har nok været svært at overholde, selv for tidligere tiders fromme kristne, og de er nok derfor gået lidt over gevind, når fastetiden endelig var ovre og har spist masser af bl.a. æg. I hvert fald mener man, at det er herfra traditionen med påskeæg stammer.

Og jo, til påske spiser vi selvfølgelig også æg her i huset. Vi har allerede i nogen tid spist et Anthon Berg marcipanæg til eftermiddagskaffen, og i aftes kom der et spejlæg oven på den vegetariske biksemad (inspireret af  Kirsten Skaarup).

DSCN5712

I dag har jeg tænkt mig at bage butterdejs-piroqqer (er det mon med ét eller dobbelt ‘q’?) med fyld af finthakket hårdkogte æg, røget laks og dild rørt op med rygeost og creme fraiche. Butterdejen er heldigvis købt færdig. Hertil en fyldig blandet salat.

I morgen skal vi spise frokost hos svoger inde på havnen i Randers. Så håber jeg sandelig, at han har æg på bordet.

God påske herfra!