København er en dejlig by. Jeg har selv boet der i over 20 år, men, men, men jeg er snart så træt af at høre om ‘Udkantsdanmark’, ‘Den rådne banan’ og ‘Vandkantsdanmark’ – you name it.
Nu tilhører Randers nok ikke lige kategorien ‘rådden banan’, men ligger tilstrækkeligt meget i udkanten af landet til at nogle har tilbøjelighed til at rynke let på næsen, når man nævner hjemstavnsadressen. Men det er der slet ingen grund til, kan jeg forsikre om. Her i det østjyske smørhul er der godt at bo, kommunen har styr på sagerne, og borgere af forskellig slags tilgodeses på udmærket vis.
Dette oplevede jeg i dag, da jeg spiste frokost på Gaia Papaya, cafeen på Gaia Museum Outsider Art, som er en kulturvirksomhed for mennesker med særlige behov og kunstnere og lærere inden for området. Som de selv udtrykker det på deres hjemmeside:
“en kulturvirksomhed med en udsøgt café, et produktivt rammeværksted, en fantastisk butik, et kreativt værksted og en kunstuddannelse. Frem for alt er GAIA Museum et hus, der med en medarbejderarbejderstab på 55 mennesker med særlige behov og et personale med vidt forskellige fagkundskaber emmer af liv, stemning og uanede muligheder”
Stedet ligger lidt afsides i byen. Jeg anede ikke, at det fandtes, men det er bestemt ikke sidste gang jeg kommer der og spiser, og i hvert fald skal jeg snart derind ind igen og købe den ring i deres lækre butik, som jeg ikke fik mig taget sammen til at købe denne gang.
Benjamin Jordan
Ungdomsbillede af Margrethe og Henrik Marie Boesen Søndergaard
Karen Blixen selv ville have elsket den, og det samme gør jeg, som kender fortællingen om Blixen ud og ind og har beskæftiget sig med hendes historier i årevis. For det er jo en fantastisk fortælling i sig selv, den som Tom Buk-Swienty, forfatteren til bogen om Karen Blixens far, “Til Døden os Skiller”, har gravet frem.
For Karen Blixen var det en skelsættende begivenhed, da hun som 10-årig oplevede, at hendes elskede far, Wilhelm Dinesen, hængte sig på et hotelværelse i det indre København, og mange Blixen-forskere har siden spekuleret over, hvordan denne begivenhed har sat sig spor i hendes forfatterskab. Wilhelm Dinesen giftede sig som 35-årig med den unge Ingeborg Westenholtz, som kom fra en rig, borgerlig familie med strenge, moralske principper. Dinesen selv var en verdensmand, en eventyrer og kreativ sjæl, som havde deltaget som officer i flere krige og i længere tid levet blandt indianere i Nordamerika og sikkert havde flere amorøse forhold bag sig, så det var et umage par, som forelskede sig i hinanden og bosatte sig på Rungstedlund og fik 5 børn, heriblandt Karen, eller Tanne som hun blev kaldt, som nok lignede sin far hvad angår eventyrlyst og temperament.
Det var et stort chok for hele familien, da han som 49-årig tog sit eget liv efter et par år forinden at være blevet valgt ind i Folketinget som løsgænger. Blixen-forskere har gisnet om årsagerne til hans selvmord. Kunne det være syfilis eller depression som følge af krigstraumer?
Indtil nu har det været lidt af en gåde, hvorfor en velbjærget familiefar tilsyneladende uden problemer tog sit eget liv. Men måske begynder der nu at tegne sig en løsning på gåden. I sit arbejde med kildematerialet til sine bøger om kaptajn Dinesen stødte Buk-Swinty på nogle breve, der antyder, at Dinesen havde gjort en tjenestepige hos svigerforældrene gravid. Hun var 6 måneder henne i graviditeten, da han begik selvmord i 1895. Familien Westenholz var præget af strenge, moralske principper, og årsagen til selvmordet kunne meget vel være skammen, som hele affæren kunne kaste over den dydige familie og Ingeborg og børnene.
Tom Buk-Swinty har på det seneste fået verificeret og opklaret flere enkeltheder i sagen.Tjenestepigen Anna Rasmussen fødte sit barn og boede hos forældrene på Frederiksberg, indtil hun senere blev gift. Lille Elida blev adopteret af manden og boede hele sit liv i forældrenes lejlighed på Østerbro, indtil hun døde i 1982. Advokaten, der administrerede Elida Spanges bo, har fortalt, at hun her har levet hele livet som en skygge uden megen kontakt med andre mennesker, og at der ved hendes død måtte annonceres i avisen efter pårørende. Ifølge ham var hun selv klar over, at hun var datter af Wilhelm Dinesen og havde tre søstre og to brødre på Rungstedlund.
Men de vidste jo til gengæld intet om hendes eksistens. Dette var en godt skjult familiehemmelighed. Den eneste, som måske har kendt familiehemmeligheden, er Wilhelm Dinesens svigermor, den frygtede ‘Mama’, som boede på Folehavegård kun få kilometer fra Rungstedlund. Hun var både frygtet og elsket og og prøvede i alle årene at lægge en beskyttende ring omkring den lille familie, som nu var blevet faderløs.
Collage lånt fra Politiken. De tre Dinesen søstre øverst. Den hemmelige lillesøster nederst.
‘Du kan endnu nå at springe fra’ har jeg gentagne gange sagt til mig selv i dag, efter at man i går på audiologisk afd. i Århus gav grønt lys for en cochlear implant i min højre øreregion med henblik på at genetablere en rimelig høreevne. Men med udsigt til efterhånden at blive stokdøv vover jeg at springe ud i det, selvom indgrebet i sjældne tilfælde kan medføre ansigtslammelse eller meningitis, og i øvrigt medfører 4 ugers total døvhed inden apparaturet bliver endeligt tilsluttet, samt en længere træning inden hjernen har lært at tyde de nye signaler. Uha, uha – alt dette skal ske i løbet af sommeren. Jeg vil skrive lidt om forløbet på bloggen, om ikke andet så for at holde mig selv lidt ajour med det hele.
Her følger en beskrivelse lånt fra cochlearimplant.dk:
Et CI består af en indvendig del og en udvendig del. Den udvendige del består af taleprocessor, mikrofon og transmitter. Mikrofonen opfanger lyde og sender dem videre til taleprocessoren. Taleprocessoren er en lille computer, som bearbejder lyden og sender den til en lille transmitter (sender). Den sidder fast på en magnet, hvis anden del er opereret ind under huden:
Transmitteren overfører signalerne gennem huden til implantatet. Den indvendige del (implantatet), der sender lyden videre til hørenerven, består af dekoderen og elektroderne, som er forbundet med hinanden. Dekoderen opfanger lyden fra mikrofonen. Elektroderne, som er opereret ind i sneglen erstatter de ødelagte “hårceller”.
Tale er en kombination af lyde, som indeholder forskellige frekvenser. Cochlear implantatet analyserer frekvensindholdet af talen og sender det via elektroderne i CI videre til hørenerven som elektriske impulser.
Levende musik i en sal med god akustik får mig til at føle mig næsten normalt hørende igen, som igår på Værket hvor jeg hørte denne skønne trio spille musik af Per Nørgård, Mendelsohn og Tchaikovsky:
Trio con Brio Copenhagen består af de koreanske tvillingsøstre Soo-Jin Hong på violin og Soo-Kyung Hong på cello. Sidstnævnte spiller også i DR Symfoniorkester og er gift med pianisten Jens Elvekjær.
Foruden flere internationale priser modtog de i januar P2 Kunstnerprisen 2015.
Her kan man høre dem spille Brahms på Den Sorte Diamant i København:
Jeg fejler ikke noget, er trods min rimeligt fremskredne alder frisk som en havørn, lever sundt på enhver måde og lægger op til at blive mindst 90, men, men, men jeg hører ikke ligeså godt som en havørn – hvis de da hører specielt godt. Jeg har min hyppige gang på audiologisk afd. i Århus, og under besøget igår blev det konstateret, at hørelsen på højre øre, som er det eneste jeg endnu kan høre med, er skredet endnu en stor tak nedad. Humøret var ikke for godt efter hjemkomsten og blev ikke bedre, da det viste sig, at Roger, mit lille effektive redskab som forstærker lyden i høreapparatet, pludselig gik ud af funktion. Imorgen har jeg inviteret gæster til en lille fødselsdagsfrokost, så jeg har tænkt mig at præsidere ved bordet med denne her på tøjet, så de ved, hvad de har at rette sig efter.
Næste punkt på programmet bliver at få Roger repareret og prøve at komme i betragtning med en cochlear implant operation, hvor man ved hjælp af elektroder får en slags kunstig hørelse indopereret.
Anna Maries Skriveblok 