Gamle sager

Det er jo herligt, at man bare kan ringe til kommunen og bestille afhentning af storskrald. Selvom vi her i huset ikke er de store forbrugere af ting og sager, ophober der sig alligevel en masse papkasser og indpakninger, elektronik der er gået i stykker, gamle sko osv. Og nu skal det hele stå parat uden for huset senest imorgen kl. 7, og så kommer der to stærke mænd og befrier os for det hele. Jeg elsker at få ryddet op, modsat Finn som af mærkelige årsager har ondt ved at skille sig af med selv det mest ubrugelige bras. ‘Ejer du mere end 8 ting, ejer tingene én’ sagde Piet Hein, og det klinger sødt i mine ører, selvom jeg dog slet ikke kan leve op til idealet.

I anledning af morgendagens afhentning af storskrald gennemgår jeg også kontoret for ting, der skal med, Kontoret er et værelse, der slet ikke fungerer som sådan, men hovedsagelig er opbevaringssted for alle de sager, som vi ikke bruger til daglig, ting vi har fået foræret, arvet eller som har haft betydning for os i gamle dage.

Jeg finder ud af, at der alligevel ikke er noget jeg nænner at skille mig af med inde på kontoret og ender med at blive helt nostalgisk, for på en af hylderne står nogle af de bøger, jeg oversatte i 70’erne og 80’erne, hovedsagelig fra engelsk, men også et par stykker fra tysk og svensk. Det var i en periode, hvor jeg beskæftigede mig meget med forskellige alternative emner, f.eks. drømmetydning, psykoterapi, yoga, meditation og kropsbevidsthed

DSCN5537

Den tids praksis har sat sig dybe spor, men entusiasmen er ikke den samme som dengang, selvom jeg stadig dyrker meditation og yoga og praktiserer sund og grøn mad. Men bøgerne står stadig på hylden derinde og minder mig om min fortid.

Der er også andre sager, der vækker minder fra dengang. I skabet ligger en rød silkepose med en lille krystalkugle og en æske med mine Tarotkort.

DSCN5543

Begge dele samt drømmene brugte jeg til at hjælpe mig selv og andre til at skabe klarhed over os selv og livet i det hele taget. Dengang var det mere almindeligt at beskæftige sig med den slags end det er i dag, hvor det for nogle måske kan lyde lidt tosset. I dag kalder man meditation for mindfulness, og bruger metoden som et redskab til at begå sig bedre i konkurrencesamfundet. Ak ja, hvor forandret!

Jeg vender tilbage til nogle af de gamle sager en anden gang. Lige nu er det storskraldet, der kalder.