I min daglige avis Information, som ellers plejer at bringe yderst saglige artikler, læste jeg en af juledagene en artikel af en kvindelig journalist om en overnaturlig oplevelse, hun havde haft på en rejse til Spanien. Journalisten beskriver sig selv som ikke konfirmeret og end ikke at kunne et fadervor og som udgående fra et marxistisk miljø, og det var derfor en omvæltende oplevelse for hende i et sakristi i en lille spansk by pludselig at se Jesus stående livagtigt og i fuld størrelse halvanden meter foran sig. Hun kunne samtale med ham på en sær ordløs måde. Han talte aramæisk, kunne hun senere konstatere, da hun hørte det i TV. Oplevelsen varede ca. et kvarter og har præget hende dybt, siden det skete for 3 år siden. I sin holdning til tilværelsen er hun efterfølgende vendt på en tallerken, og i artiklen udtrykker hun sin undren over, hvorfor man i dag ikke kan tale om undere og mirakler som en viden, der kan respekteres, men kun om bevislige hændelser der kan forklares og forstås.
Artiklen fik mig til at tænke på en oplevelse, jeg selv havde for 10 år siden, et par måneder efter at min søster var død af knoglemarvskræft. En anden af mine søstre og jeg besøgte en veninde, som vi sammen med vores afdøde søster havde foretaget flere rejser sammen med. Lige før vi skulle derfra igen og var ved at sætte os ind i bilen, så jeg min afdøde søster stå henne ved huset, helt tydeligt og livagtigt. Hun sagde ikke noget, men det var heller ikke nødvendigt, for det var ligesom essensen af hende, der stod der. Oplevelsen gjorde, at jeg var lidt fortumlet på vejen hjem, og jeg havde ikke rigtigt lyst til at tale om den. Jeg var vist bange for, at folk ville vende det hvide ud af øjnene, lidt på samme måde som jeg selv er tilbøjelig til, når folk fortæller noget, der lyder mere end utroligt. Men bagefter var det ligesom, at oplevelsen havde lettet lidt på den dyne af sorg, der efter hendes død havde hængt over mit hoved.
Det lignede en tydelig drøm, bare i vågen tilstand. Nattedrømme kan vi jo godt tale sammen om som en naturlig del af tilværelsen. Her vender vi ikke det hvide ud af øjnene over tossede og utrolige hændelser, og for vores mentale helbreds skyld burde vi faktisk i langt højere grad beskæftige os med vores natlige, surrealistiske univers. Dette kan virke forløsende.I dag går jeg ikke så meget op i mine drømme som jeg gjorde for år tilbage, hvor jeg var med i en lille gruppe, hvor vi skrev vores drømme ned og bagefter arbejdede med dem i gruppen efter C.G.Jungs model. Vi var blevet inspireret af drømmekurser med Jes Bertelsen, den nuværende leder af Vækstcenter Nørre Snede, som dengang lige var vendt hjem fra et ophold på C.G. Jung Instituttet i Schweiz og afholdt kurser på en højskole. Her fik vi nogle værktøjer, som vi selv kunne arbejde videre med, og på det grundlag arbejdede vi sammen om opgaven et par sæsoner.
Jeg har en masse spiralblokke fra den tid, fyldt med de mest fantastiske drømme. For det er jo nogle helt utrolige historier, drømmene kan fortælle os. Den dag i dag, hvor mine drømme ikke fylder så meget i landskabet som dengang, kan jeg undre mig over det mærkværdige i, at man i drømmen kan vide, at man drømmer, og at man midt i en drøm kan vågne op og gå på toilettet og bagefter falde i søvn igen og fortsætte drømmen som om intet var hændt. Men det allermest mærkelige er, synes jeg, at jeg i drømmeverdenen nogle gange færdes i huse og steder, som i drømme er gammelkendte, men som jeg ikke kender fra virkeligheden.En anderledes og surrealistisk virkelighed som jeg i det nye år vil beskæftige mig noget mere med.
Hermed rigtigt godt nytår til alle!
Anna Maries Skriveblok 
