Super same procedure ….

Som sædvanlig en vellykket juleaften hos søster og famlie i Fønsskov på Fyn. Svoger er eksperimenterende mesterkok og står altid for julemiddagen. Dette år overgik han sig selv med velstegte ænder, lækker rødkål med hakkede valnødder og valnøddeolie samt en sublim sauce.Til dessert naturligvis risalamande med kirsebærsauce. Finn vånder sig endnu over, at det ikke som sædvanlig var ham, der løb med mandelgaven.

DSCN5453

DSCN5456

Så er det vistnok den sidste gave:

DSCN5475

Grundtvig var også med:

DSCN5472

Det lille vidunder

Det er lille og ser ubetydeligt ud, men dette lille høreaggregat er faktisk noget af et vidunder:

roger_pen

Jeg er desværre næsten helt døv på det venstre øre på grund af en lille knude på hørenerven og hører kun halvt med det højre øre og bruger derfor et kraftigt høreapparat i dette øre. Alligevel kniber det gevaldigt med hørelsen, hvilket især er belastende i sociale sammenhænge, hvor jeg  næsten ikke kan høre, hvad der bliver sagt midt i al larmen. Folk glemmer, at man hører dårligt, fordi det jo ikke umiddelbart kan ses på en, og taler lavt og utydeligt som sædvanligt.

Jeg har sikkert arvet denne skavank efter min far, som med alderen blev mere og tunghør og til sidst måtte opgive sin kæreste beskæftigelse, nemlig at spille violin. Når jeg tænker tilbage, har jeg vistnok selv været lige så lidt opmærksom på hans problem, som folk normalt er i forhold til hørehandicappede.

I dag er man så langt fremme inden for lægevidenskaben, at totalt døve eller folk med meget ringe hørelse kan få indopereret elektroder, som kan genskabe en form for hørelse. Så slemt står det ikke til med mig endnu, mener de kloge på Universitetshospitalet i Århus, så indtil videre har det ovennævnte vidunder vist sig at være en appelsin i turbanen. Den fungerer som sender til en lille modtager, der er blevet indsat i mit høreapparat, og har både retnings- og kuglemikrofon, så at den virker, både når den ligger midt på bordet i en kreds af mennesker, eller når den bliver holdt hen til munden af folk. Desuden har den flere andre funktioner, den forstærker via Bluetooth lyden fra mobiltelefonen og kan tilsluttes diverse multimedier. Som et kuriosum går lyden gennem vægge, så når jeg står og laver mad ude i køkkenet,kan jeg føre en afslappet samtale med Finn i sofaen inde i stuen.

Så jo, fruen i huset her har virkelig fået årets julegave.

 

Vindstød af stormstyrke

Stormen har vi nu ikke mærket noget til endnu, men den kommer imorgen, påstår meteorologen hårdnakket. Vejret er såmænd grimt nok i forvejen, småblæsende, koldt, gråt og regnfuldt, så det er godt vi snart har den 21.december, og kan begynde at se fremad mod lysere tider.

Det kan dog heldigvis have sin charme med vinterens indendørs hygge. En god ild i kakkelovnen, skoldhed kaffe med æbleskiver og brombærsyltetøj er ikke at foragte. Og desuden kan jeg med god samvittighed her i vinterens mulm og mørke give mig hen til at læse alverdens gode bøger, og dem har jeg – foruden biblioteket – nu fået adgang til via iPad’en, mit nye lille vidunder.

Lige for øjeblikket er det dog de gode gammeldags papirbøger, jeg har gang i, skærmen kan i længden godt være lidt hård ved øjnene, synes jeg. Lige nu læser jeg Jens Christian Grøndahls nyeste ‘Jernporten’, samt Helle Helles’ Hvis det er’ som ligger her ved siden af og venter.

Hue,bøger

Grøndahl er af en eller anden grund lidt ugleset på det danske parnas, men er meget populær i blandt andet Frankrig, hvorimod der er megen virak omkring Helle Helles letbenede bøger Jeg selv kan godt lide Jens Christian Grøndahls klassiske og eftertænksomme stil og læser kun Helle Helle for at prøve at forstå, hvad der dog gør hende så populær hertillands

I ‘Jernporten’ er jeg lige nu ved at læse om, hvordan hovedpersonen, en 48-årig lærer, konfronteres med en fristil, skrevet af den 14-årige flygtningedreng Stanko om dennes grusomme oplevelser under krigen i Jugoslavien, og om hvordan læreren, en ganske almindelig velfærdsdansker, ikke aner hvordan han skal forholde sig til alle de beskrevne rædsler. Godt at blive mindet om, hvordan det i sin tid var som velmenende lærer at skulle formidle dansk sprog og samfundsforståelse til mennesker, i hvis øjne man kunne læse de rædselsfulde oplevelser, de havde gennemgået. – Og at skønne på at vi her i Danmark lever i en af de bedste af alle verdener.

PS.

Læg mærke til den hæklede hue på billedet. Den er jeg lige blevet færdig med. Finn er nu begyndt at plage om jeg ikke vil hækle en herrehue til ham.