Dyrevelfærd

Hvem går ikke ind for dyrevelfærd – i teorien altså,  når man konfronteres med billeder af alle de stakkels dyr i husdyrproduktionen. Jeg er måske nok en sart sjæl, men på mig gør det direkte ondt at blive konfronteret med burhøns uden fjer, gæs der bliver konstant stopfodret, smågrise der bliver kastreret uden bedøvelse, søer der ligger konstant i et lille bur – og man kan blive ved.  Når jeg engang imellem selv spiser kød, bliver jeg derfor så vidt muligt nødt til at fortrænge, hvad jeg sidder og putter i munden.

Jeg har fået en ny facebook-ven, som jeg kun kender fra den virtuelle verden og fra radio og TV. Det er en høj, maskulin fyr med tatoveringer, som laver styrketræning og er fan af amerikansk football., men som Ikke desto mindre åbenbart har det ligesom mig, når det gælder dyrs lidelser og forhold. Han hedder Mickey Gjerris, er lektor i bioetik på KU og desuden medlem af Etisk Råd, så hans ord i den offentlige debat om dyrevelfærd har derfor en vis vægt. Og han blander sig heldigvis tit og ofte både i medierne og som foredragsholder i hele landet.

Her en video fra Youtube hvor han forelæser om dyreetik:

Han laver også lidt skæg med borgermusikken og har dannet Facebook-gruppen “Rigtige Mænd spiser Kikærter” som en modvægt mod dogmet om, at rigtige mænd da skal spise store bøffer.

 

En god bog i regnvejr

Nej, det har slet ikke regnet i dag, og vejret har været lunt, så foruden en grundig indkøbstur har vi også gået en lang motionstur. Heldigt at jeg i formiddags blev færdig med “Levende og Døde i Winsford”, for ellers er det ikke sikkert, at jeg kunne have revet mig løs. Men de foregående dage har det bare øset ned, så da har jeg med god samvittighed kunnet sidde med næsen i denne spændende bog. Med årene er jeg blevet frygtelig kritisk både hvad angår bøger og film, og der skal meget til, for at en spændingsroman virkelig kan holde mig fanget, men det er lykkedes med Håkan Nessers nyeste, den bedste bog han har skrevet siden “Kim Novak badede aldrig i Genesaret”. Supergod! Kan bare anbefales.

DSCN5386

Som det fremgår af billedet, er der også blevet tid til at hækle. Det skrider fremad med den limegrønne, lange cardigan. Jeg forestiller mig, at den bliver ret smart over sorte bukser og do T-shirt.

Og så ellers – god weekend til alle derude!

 

 

Danskernes nationalret

Vores udmærkede fødevareminister, som jeg ellers har en vis respekt for, fordi han, så vidt det nu lader sig gøre i hans position, gør en indsats for at højne dyrenes velfærd, har fået den temmelig tåbelige ide, at man skal kåre Danmarks nationalret. Dette ligner et rent stunt. For er danskernes hovedspiser i dag ikke pizza, pasta og burgere mens alle de klassiske danske retter, som han gerne vil have os til at vælge imellem, var mest gængse, da jeg var barn for snart mange år siden? Men for nu at gå ind på spøgen så ville jeg vælge Smørrebrød, der jo har rugbrød som basis, som noget typisk dansk.

Jeg har mange gange hørt om, hvordan danskere i udlandet savner deres danske rugbrød. Engang arbejdede og boede en af mine veninder i Paris. Hun var af italiensk afstemning og havde aldrig for vane at spise rugbrød, mens hun boede i Danmark, for familien havde fastholdt deres italienske madvaner og spiste kun hvidt brød. Men til min store forbløffelse fortalte hun en dag i telefonen, at hun havde gennemstøvet adskillige delikatessebutikker i Paris for at finde dansk rugbrød. Det var åbenbart noget, man skulle have i huset som dansker i Paris.

Engang i min ungdom arbejdede jeg i et stort københavnsk pelsfirma, som tit havde besøg af grupper fra amerikanske rejseselskaber, der var på rundtur i København. Det var rige turister, og det var selvfølgelig meningen, at de skulle købe nogle pelse, og det gjorde de da også. Efter besøget blev de inviteret til buffet med ‘Danish Smorrebrod’ på Royal Hotel, hvor de fik forklaret, at smørrebrød var en typisk dansk spise og fik anvisning på, hvordan man kunne tilberede det.

smørrebrød (1)

Et stykke rugbrød med gammel ost, evt. belagt med sennep og sky, må vist også betegnes som typisk dansk. Der er vist nok ikke andre end danskere, der synes det smager godt. Jeg talte engang med en svensk kvinde, som påstod, at hun fik en lugt af gammel ost i næsen, lige så snart hun havde krydset Øresund. Dog kan lugten af gammel ost vist ikke kan være meget værre end lugten af svensk surströming. Min egen far elskede gammel ost, og han havde engang af en mejeribestyrer købt en stor rund, gammel ost, som vi havde vores hyr med i huset, fordi den lugtede ganske forfærdeligt. Til sidst fandt vi ud af at gemme den væk i en fjern krog af kælderen og kun skære det af, som vi havde brug for her og nu.

Et stykke rugbrød med marineret sild, løgringe og karse kan vist også betegnes som typisk dansk. Så jeg går ind for højtbelagte rugbrødsmadder som vores egentlige nationalret.

Møde med det uafvendelige

Vi har været til ikke mindre end 3 bisættelser i år, hvilket giver ekstra anledning til eftertanke, når man ikke selv er nogen årsunge. En af dem, der døde dette efterår, var min gamle farbror på 89, som fik en rolig død og sikkert var indstillet på at komme herfra. I hvert fald havde han ifølge min kusine taget det helt roligt i sin sidste tid og givet udtryk for, at han aldrig havde haft noget udestående med Vorherre. En anden bisættelse skete i forgårs. Det var en af vores nære bekendte, som døde i en alder af 78 efter lang tids sygdom, og for hvem døden nok kom som en befrielse efter lidelse og smerte. Et tredje dødsfald skete i januar, men dette kom helt uventet og var derfor mere chokerende for alle implicerede. Det var en gammel ven og skolekammerat, livlig, slagfærdig og fuld af gode historier, som blev fundet liggende på gulvet ved siden af morgenbordet, sandsynligvis død af et hjertestop.

Men uanset omstændighederne ved et dødsfald føles det altid meget trist at miste nogen man har kendt, også fordi man samtidig mister noget af sig selv. Derfor gælder det om at tage afsked på en ordentlig måde og få skabt en ceremoni og et nærvær omkring bisættelsen, så man føler at der nu er sat et punktum.

Som yngre forekommer døden ikke så nærværende. Den er noget, der ikke rigtigt vedkommer én selv, og som først først rammer langt ude i fremtiden. Da jeg sad hos frisøren og gav udtryk for beklagelse over hendes fars  nylige død, sagde hun:  ‘Jo, men han var jo også gammel, han var 70’. idet hun heldigvis troede, at hendes gråhårede kunde i spejlet overfor ikke tilhørte den alderskategori.

Eller også raser man over døden som den walisiske digter Dylan Thomas i dette flotte ungdomsdigt, skrevet da hans far lå for døden:

Do not go gentle into that good night,
Old age should burn and rave at close of day;
Rage, rage against the dying of the light.

Though wise men at their end know dark is right,
Because their words had forked no lightning they
Do not go gentle into that good night.

Good men, the last wave by, crying how bright
Their frail deeds might have danced in a green bay,
Rage, rage against the dying of the light.

Wild men who caught and sang the sun in flight,
And learn, too late, they grieved it on its way,
Do not go gentle into that good night.

Grave men, near death, who see with blinding sight
Blind eyes could blaze like meteors and be gay,
Rage, rage against the dying of the light.

And you, my father, there on the sad height,
Curse, bless, me now with your fierce tears, I pray.
Do not go gentle into that good night.
Rage, rage against the dying of the light.

Med alderen bliver man mere forsonligt anlagt over for døden og kan, når man sidder i kirken til en bisættelse, fordybe sig i og trøste sig med Brorsons og Ingemanns fantastiske tekster. Brorson kan nok få selv tvivlere til at tro på en højere magt.

1
Op, al den ting, som Gud har gjort,
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.
2
Gik alle konger frem på rad
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
3
Det mindste græs jeg undrer på
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?
4
Hvad skal jeg sige, når jeg ser,
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?
5
Hvad skal jeg sige, når jeg går
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
Til sidst når orglet sætter i med ‘Dejlig er Jorden’, kan ikke ti vilde heste få mig til at holde tårerne tilbage. Men sådan bør det måske også være, når man tager afsked med et menneske for stedse.

Retorik uden indhold

Jeg må altså ud med det! – Jeg er efterhånden så dødtræt af de fleste danske politikere med deres intetsigende bravader, og som svarer i øst, når de bliver spurgt i vest, at jeg må have luft. Jeg følger pænt med i politik, læser min daglige avis, ser Deadline om aftenen inden jeg går i seng, hører politiske diskussioner og analyser i radioen – you name it. For vi har jo et demokratisk system, som vi bør tage alvorligt. Men målet er snart fuldt, og det skulle nødig gå sådan, at jeg taber al interesse for politik og stemmer blankt næste gang.

Jeg er åbenbart ikke den eneste, der har det sådan. Meningsmålinger viser, at hver 3. dansker ikke har tillid til politikere, og mange giver ligefrem udtryk for politikerlede. Skal man stemme rød eller blå blok, det er snart ét fedt. Den ene blok går i kompagniskab med Goldman-Sachs, den anden vil eksportere asylansøgere til lejre i Afrika. Det er næsten kun Enhedslisten, som kan opvise fornuftige og troværdige politikere.

Men nu er der nogle teaterfolk i Ålborg, som med deres Dukkeparti  laver happenings og stunts i stil med Jakob Haugård bare mere seriøst.  De har bl.a. sunget opera oppe fra balkonen under en folketingssamling og laver happenings med masker på. Deres programerklæring lyder sådan her:

Dukkepartiet er et samlingspunkt for alle, der hverken kan eller vil stille sig tilfreds med den aktuelle udformning af det politiske landskab. Partiet består af en gruppe borgere, der ønsker at tage et opgør med vores demokratiforståelse. Et opgør, der skal udstille tomheden for derigennem at genstarte demokratiet.

Dukkepartiet

Og i en kronik uddyber de deres budskab sådan her:

Politikerne er blevet til sælgere af politiske budskaber i pæn indpakning uden indhold, og vælgerne er blevet til ansigtsløse målgrupper, der skal præges, vindes og overbevises til fordel for den politiske elites projekter. Manglen på markante modsætninger mellem de to blokke er ikke noget problem, for valg er blevet et spørgsmål om stil, fremtoning og retorik, ikke om politik. Helle Thorning-Schmidt vedkender sig sit tilhørsforhold til teknokratstanden med en retorik, der er på kanten af det kuldslåede. Lars Løkke derimod har forklædt sig som populist og træder frem som en dansk provins-Berlusconi, der har meget mere end bare interessen for dyre underbukser til fælles med den kompromitterede, forhenværende italienske statsleder.

Deres budskab lyder rigtigt fornuftigt. Jeg har tænkt mig at støtte dem.

 

Hækle og høre P1

Jeg elsker at høre P1, mens jeg hækler. Jeg får desværre ondt i nakke og skuldre af at strikke, så i stedet har jeg slået mig på hæklekunsten, og det går helt fint, der behøves bare en lille hæklenål, et bundt garn samt en god opskrift, selvom der desværre ikke findes så mange opskrifter på smarte hæklemodeller som strikkemodeller, men nu har jeg fundet en opskrift på denne cardigan, i  bomuld light og limegrøn, som jeg er kommet godt i gang med:

Drops cardiganHækletøj

Så nu er det bare om at skrue op for høreapparatet til alle de gode udsendelser på P1. Desværre har de lige lavet helt om på programfladen. Alting kan jo ikke altid være det samme, det kan jeg trods alderens træghed godt indse, men det ærgrer mig alligevel, at jeg kl. 15 fredag eftermiddag bliver mødt af en udsendelse om ‘store røve’ – jamen det er ikke engang løgn -, når jeg lige har sat mig til rette med kaffekop og hækletøj for at høre den sædvanlige glimrende udsendelse ‘Arabiske Stemmer’, som det viser sig nu i stedet bliver sendt kl. 13. Det er godt at blive klog på den muslimske verden, som spiller en så stor rolle i dagens politik, og som jo er langt mere end forfærdelige ISIS, som vi hører så meget om for tiden. Naser Khader og Sten Nørskov taler begge arabisk og har et indgående kendskab til den arabiske verden, og de informerer på en indsigtsfuld og humoristisk måde om, hvad der foregår i den del af verden.

Et andet program, ‘Ordet er dit’, et program hvor folk kunne ringe ind og komme med deres mening om aktuelle emmer, er også lavet om. Ærgerligt nok for det passede lige til det tidspunkt, hvor jeg sidder og drikker min morgenkaffe. Efterhånden vil det sikkert gå op for mig, at der er endnu  flere ændringer at brokke sig over.

Indtil nu har mit brok over radioen hovedsagelig drejet sig om lydbilledet. For en person, der hører dårligt, er det yderst irriterende med mumleri, dårlig mikrofonopstilling og underlægningsmusik. Jeg har da også hørt, at de fleste klager, DR modtager,  netop drejer sig om lydproblemer – så det er ikke kun mig, der er vanskelig. For dog selv at gøre noget ved sagen har vi denne smukke oktober-lørdag aflagt et besøg hos El-Giganten, hvor jeg har købt mig et par gode, trådløse hovedtelefoner. Forhåbentlig kan dette forbedre radiolyden, og jeg kan trøstigt hækle videre på min cardigan.