Twin Peaks og andre serier

Lars von Trier proklamerer, at han vil lave en TV-serie. God ide, synes jeg, for det eneste gode han har lavet er da ‘Riget’ – måske lige bortset fra ‘Melancholia’ og ‘Breaking the Waves’.  Men Riget var i hvert fald både en sjov, skæv og gribende serie med Ghita Nørby og Holger Juul-Hansen på slap line, Kirsten Rolfes i rollen som fru Drusse med alle hendes ånder og Ernst-Hugo Järegård som Dr. Helmer, der får afløb for sine frustrationer ved at stå oppe på Rigshospitalets tag og råbe ¨Danskjävlar’ ud over hele byen.

Mon ikke von Trier har hentet inspiration i David Lynch’s Twin Peaks-serie, som blev vist i dansk TV i begyndelsen af 1990’erne.  Jeg husker det som en af ugens gode TV-aftener, når Twin Peaks rullede over skærmen  med den særlige form for uhygge i det lille indspiste samfund oppe ved grænsen til Canada og med sergeant Cooper som lovens lange arm der styrker sig med ‘a damned good cup of coffee’ og prøver at rede de indviklede tråde ud.  Og som et ekstra plus med Angelo Badalamentis stemningsskabende underlægningsmusik.

I de senere år er der kommet rigtigt mange gode TV-serier. Her i huset hyggede vi os sidste vinter med ‘House of Cards’ og ‘Homeland’, hvoraf der vistnok og forhåbentlig snart kommer nye afsnit, og hen over sommeren har vi på kraftig anbefaling kastet os over ‘Breaking Bad’, den sorte og skæve beretning om kemilæreren Walt, der for at finansiere sin kræftoperation og sørge for sin familie kaster sig over fabrikation af metamfetamin, og det kan selvfølgelig aldrig gå godt, men alligevel kommer der en tilfredsstillende slutning på det hele.

Der bliver også lavet gode danske serier, selvom danske serier med Matador har en tung arv at løfte, men både ‘Borgen’ og ‘Arvingerne’ er gode, synes jeg. ‘Forbrydelsen’ sagde mig ikke rigtigt noget, men den er nu opstået som ‘The Killing’ i en meget bedre amerikansk  udgave med den lange, charmerende svensk-amerikanske skuespiller Joel Kinnaman som Lindens alias Sara Lunds assistent. Sofie Gråbøl herself optræder også i en meget lille sekvens som statsanklager.

Nu venter vi bare på i vintermørket at kunne læne os tilbage i puderne og se nye afsnit af ‘Arvingerne’, ‘House of Cards’ og ‘Homeland’.