Termostaten svigter

Min indbyggede termostat fungerer meget dårligt her i varmen, så husets vinduer og havedøre står vidtåbne, ventilatoren er også sat i gang, og jeg har iført mig det mest luftige antræk, jeg har, dvs. en tynd, let, indisk kjole købt engang i Italien under lignende omstændigheder. Den er særdeles behagelig, men i nogle rædsomme farver og absolut ikke køn, så jeg følte mig derfor ikke helt på højde med situationen, da jeg stadig iført kjolen måtte åbne døren for en uventet gæst. Hun tog det dog pænt og lod som ingenting, men forfængelig er man jo stadig, selvom det er svært “at pynte en savbuk”, som min gamle mor plejede at sige, når hun skulle klæde sig på til en festlig lejlighed.

Det er også varmen, der gør, at jeg i nogen tid har forsømt min blog. Men jeg er her endnu og skal nok snart tage mig sammen. Vi ses og fortsat god sommer!

Gravstedet

Forleden aften var vi til orgelkoncert i Sct. Morten – ingen over Johan Sebastian Bach blev vi enige om på vej ud af kirken. Vi havde parkeret bilen foran Randers Klosters lille kirkegård, hvor mine forældres urne-gravsted befinder sig, og jeg måtte jo lige ind og se, hvordan der så ud.

DSCN5270

Det så ikke for godt ud. Dahliaerne jeg havde plantet for et par måneder siden var halvvisne og hang med hovedet, så i dag har jeg været derinde igen og plantet nogle friske blomster. Jeg forestiller mig, at der engang imellem kommer nogle forbi, som siger: “Næh, der ligger jo …….”, og så skal der sandelig se ordentligt ud.  Min far har nok også forestillet sig, at der engang imellem ville komme nogle forbi og notere sig hans og mors navne, for det betød meget for ham med et gravsted med en sten med hans og mors navne på.

Min mor havde vist nok det samme forhold til gravsteder som mig, for selvom jeg synes, der er en vis stemning ved i ro og mag at gå omkring på en kirkegård og studere navnene på stenene, må jeg indrømme, at jeg ikke behøver noget gravsted for at bevare mindet om mine forældre eller andre afdøde. Men for min fars skyld blev det til et urne-gravsted på den lille, pæne kirkegård i tilknytning til Randers Kloster, hvor de tilbragte deres sidste år. Sjovt nok troede jeg som barn i flere år, at den lille kirkegård inde bag de gamle mure var en hundekirkegård. Engang jeg som barn kom gående forbi sammen med mor, spurgte jeg hende, hvad der var derinde bag ved muren, og hun svarede rask og for sjov, at det var en hundekirkegård. Da fars urne blev nedsat, grinede vi midt i alt det triste af, at hans urne nu blev nedsat på hundekirkegården.

Mine svigerforældre ønskede heldigvis at få deres urner nedsat i de ukendtes plæne på Nordre Kirkegård, så der er ikke flere gravsteder, der kan give mig dårlig samvittighed.

 

Fastfood

Nej, jeg er ikke meget for fastfood. Som pensionist har jeg vænnet mig til the slow way, når jeg laver mad, og jeg hygger mig som regel  med at nusse omkring i køkkenet og lave gedigen, hjemmelavet mad i langsomt tempo, mens jeg sipper et glas rødvin, og jeg bilder mig ind, at det mentalt set er rigtigt sundt, både det ene og det andet. Men her i 28 graders varme er vi ikke særligt lækkersultne her i huset – lige med undtagelse af is med jordbær – og kokken er absolut ikke fit for fight til madlavning i denne varme. Lægen påstår at klimakteriets hedeture såmænd godt kan vare ved til man dør, så det er noget jeg har lært at leve med, når temperaturen når over de 25 grader.

I sådan en situation kan det være svært at finde fastfood som pesco-vegetar. Det plejer jeg at kalde sådan nogle som os, der hovedsagelig spiser vegetarisk eller fisk, men forleden dag faldt jeg over disse vegetarbøffer fra Daloon, som smagte rigtigt godt:

DSCN5243

De fik lige 18 minutter i en varm ovn og blev serveret sammen med marinerede bønner:

Frosne haricots verts hældes i en gryde kogende vand og koges 4 minutter. Derefter vendes de i en marinade bestående af rapsolie, hvidvinseddike, dijonsennep, presset hvidløg, salt og peber og trækker 15-30 minutter. Hives op af marinaden over i en anden skål og drysses over med friskhøvlet parmesan.

Sådan klarede jeg det igår. Nu må jeg prøve at komme lige så nemt om ved det i dag.

 

 

 

Skovhindbær

Det er søndag eftermiddag, og vi er på spanden, for vi har hverken jordbær eller hindbær til vores is. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at vi er bær-entusiaster her i huset. I haven har vi kun ribs og en smule solbær. Sidstnævnte har husbond næsten gjort kål på, mens jeg har planer om snart at fremtrykke noget ribsgelé. Dette smager fint på is, men ikke ribsene in natura. De er for sure. Men så får jeg en lys ide. Skulle der måske være modne skovhindbær i Støvringgård skov? Så vi drager derhen med en plasticpose. Jo minsandten, enkelte er modne, nok til en lille portion til isen.

Hindbær

Nu vi er her, skal vi selvfølgelig også gå en lille tur i skoven og opdager en lille sti, vi ikke har lagt mærke til før. Den fører ned til en lille romantisk skovsø med en gammel frønnet bænk. Her sætter vi os og kommer i vores begejstring over dette fantastiske sted til at spise bærrene.

Skovsø2 (2)

Skovsø1

Der blev ikke bær til isen denne søndag eftermiddag, men vi må snart hen i skoven igen, når alle bærrene er blevet modne. Det varer  heller ikke længe, før vi skal en tur i Ø Bakker og plukke blåbær.

Min jordbærpusher

Min jordbærpusher Ole står på Østervold med sin bil og sælger Danmarks største og sødeste jordbær samt lækre ærter og nyopgravede kartofler, som man bare behøver at gnide i hænderne for at få skindet af. DSCN5229

Her i denne søde sommertid er eftermiddagskaffen udskiftet med vaniljeis med jordbær eller hindbær, så vi må hele tiden sørge for at have bær i huset.

Når jeg nu er i byen, skal jeg – bogorm som jeg er – foruden jordbær også lige et smut omkring et af mine yndlingssteder for at skaffe mig noget lekture til liggestolen i haven. Foruden biblioteket rummer Kulturhuset også Museum Østjylland, Stadsarkivet, Randers Kunstmuseum og Kulturcafeen, så bygningen er en lille kulturel oase midt i byen. Jeg har boet i flere provinsbyer i Danmark, og har kunnet drage sammenligning mellem deres biblioteker, og Randers løber så afgjort med prisen hvad angår både stemning, service og udbud, så det er altid en fornøjelse lige at kigge ind.

DSCN5218

Jeg har overskredet datoen for aflevering af  ‘Anna Karenina’, Tolstojs fantastiske klassiker, som jeg har genlæst bid for bid her i sommervarmen, afvekslende med Peter Høegs ‘Effekten af Susan’ som jeg desværre har måttet kæmpe mig igennem. Han er jo verdensberømt, Peter Høeg, og jeg synes jeg skylder mig selv at læse hans bøger, og det har jeg da også pligtskyldigst gjort gennem årene uden nogensinde at føle mig særligt grebet. Det skulle da lige være af en af hans første bøger ‘Fortællinger om Natten’, men dette skyldes måske, at den er en slags Karen Blixen pastiche, Karen Blixen som er en af mine hofpoeter. Ellers har jeg den største sympati for manden. Som verdensberømt forfatter, der tjener en styrtende bunke penge, lever han et tilbagetrukket liv uden at gøre stort postyr af sig selv i Jes Bertelsens meditationskollektiv i Nr. Snede samt donerer såvidt jeg ved en stor del af sine indtægter til godgørende formål.

Nå, men jeg må se at få fat på noget let sommerlæsning, måske en krimi. Liggestolen kalder.

 

Fru Møge

Det skal ikke være nogen hemmelighed, at jeg bliver døvere og døvere, og her på det seneste  er min hørelse næsten forsvundet i venstre øre, hvilket selv de mest avancerede høreapparater ikke kan afhjælpe. Og det er jo træls at have besvær med at begå sig i social sammenhæng, når folk taler i munden på hinanden samt ikke at kunne nyde musik som før. Matador, Møhge, Korsbæk Jeg har dog trøstet mig med, at skulle jeg her i min ret fremskredne alder ikke komme til at fejle værre ting – mit helbred i øvrigt er i top – så går det såmænd nok altsammen. Og skulle det værste ske, at jeg blev stokdøv som fru Møge, så ville Finn, min kære mand, uden tvivl straks springe ind i rollen som Misse.

Møge1

Men nu er der minsandten lys forude. Efter en konsultation i det lokale hørecenter igår viser det sig, at det er muligt at genvinde hørelsen gennem en operation, og jeg er nu blevet visiteret til undersøgelse og scanning med henblik på evt. indoperation af et elektronisk apparat der overtager funktionen af et defekt indre øre (sneglen). Det gør det ved at omdanne akustisk information til elektriske impulser, som sendes direkte til hørenerven ved hjælp af indopererede elektroder.

Utroligt så avanceret lægevidenskaben er idag, og jeg er bare overlykkelig ved udsigten til at komme til at høre bare nogenlunde godt igen.