Løkke til

Jeg er utrolig træt af at høre om og se billeder af den lille nussede tyksak i den krøllede habit. Kunne det dog ikke snart løkkes for dem at finde en afløser, men man påstår jo, at han skulle være en så fantastisk politisk begavelse??  Tænk bare på hans optræden på talerstolen på COP15 klimatopmødet i København.

I dagens ‘Information’ kan man læse en artikel ‘Lettere at være statsmand end statskvinde’, som slutter med følgende udtalelse af lektor i anvendt filosofi Henrik Jøker Bjerre:

¨Forestil dig, at det kom frem, at Helle Thorning på et hotelværelse for offentlige midler havde drukket sig fuld, købt porno og røget så meget, at gardinerne skulle til rensning. Nej vel? Det ville være så bizart, at man næsten ikke engang kan forestille sig det, men formentlig ville man i mindelighed være blevet enige om, at det bedste var, at hun trak sig uden at gøre alt for meget ud af det. Det er ret tydeligt, at vi stadig kører med dobbelte standarder¨.

Sommer i haven

Vores smukke abetræ blæste desværre omkuld under Bodil, men det har vist sig at have sine fordele, for nu kan vi pludselig sidde og nyde livet her under blodbøgen:

DSCN5081

Der er blevet plantet blomster i krukkerne på terrassen. Nu venter jeg bare på, at de vokser sig store og flotte:

DSCN5101

Liljekonvallen, en af mine yndlingsblomster, er heldigvis begyndt at brede sig på et skyggefuldt sted i haven. Den er så smuk og dufter himmelsk, men er giftig. Jeg behøver dog ikke at bekymre mig om, at den nemt kan forveksles med ramsløg, for disse vokser åbenbart ikke her på egnen. Jeg har ledt og ledt med henblik på at lave noget ramsløg-pesto, men indtil videre uden held:

DSCN5089

Inde midt i skvalderkålene vokser denne søde blomst, som jeg ikke ved, hvad hedder. Skvalderkålene bliver stuvet og serveret til nye kartofler:

DSCN5106

 

Sommer i byen

Åh, man bliver et helt andet menneske her om sommeren. Selv en ganske almindelig tur i byen fremstår i et nyt lys. Pludselig står konen fra gården i Sønderbæk igen med sin bod på hjørnet af Dytmærsken og sælger friske jordbær og nye kartofler og lidt senere på sæsonen hindbær og ærter: jordbær Og pludselig opdager man igen de smukke gamle huse i gadebilledet: gl.hus Lidt efter sidder man på hjørnet af Rådhuspladsen og spiser en softice og lytter til en fyr, der sidder for foden af Niels Ebbesen og spiller indsmigrende guitarmusik: guitar På Sct. Mortens kirkeplads er der lørdagsmarked og sydlandsk stemning: Sct.Morten Jeg må vist lige en tur ind i kirken og besigtige prædikestolens billedskærerarbejde. For nogen tid siden så jeg en udsendelse i TV Øst, hvor kirkens sympatiske præst viste rundt i Sct. Mortens kirke. Her præsenterede han stolt de 11 smukt udskårne billeder på prædikestoler, der viser Jesus påvejen til Golgatha: prædikestolPrædikestolen og de fleste andre af kirkens træskærerarbejder stammer fra slutningen af 1600-tallet og er udført af billedskærer Lauritz Jensen fra Assentoft, en østjysk billedskærer som også har udsmykket andre af omegnens kirker. Billederne på prædikestolen viser på den smukkeste måde og helt tegneserieagtigt begivenhederne omkring vejen til Golgatha. I TV-udsendelsen berettede kirkens præst lidt fortørnet, at han på et tidspunkt havde vist nogle københavnske kunsthistorikere rundt i kirken, og de havde lidt nedladende karakteriseret de smukke træskærerarbejder på prædikestolen som ‘provinsbarok’. Jeg forstår hans fortørnelse. Dette lugter lidt af københavneri,  synes jeg.Gol.1 Gol.2 Gol.3 Gol4

Inden jeg forlader kirken, når jeg at kaste et blik på Per Kirkebyes berømmede altertavle fra 2004, der forestiller Jesus og disciplenes nat i Gethsemane Have. Jeg må ærligt indrømme, at det er den kedeligste altertavle jeg nogensinde har set. Det eneste positive man kan sige om den er, at den ikke ødelægger noget i kirken, men den er heller ikke noget plus.

Kirkeby

På vejen hjemad op til parkeringspladsen kommer jeg forbi Randers gamle rådhus, en smuk lille klassisistisk bygning, som i dag kun bliver brugt til vielser og repræsentation, men som vist nok mest er kendt for i 1930 at være blevet blive flyttet 2½ m, fordi Rådhusstræde skulle udvides:

rådhus

 

Dejligt at sommeren er ung endnu!

Håndskrift eller tastatur

Forleden dag skulle jeg skrive et lykønskningskort i hånden og kom til at tænke på, at håndskriften nok desværre er ved at uddø. Det er efterhånden blevet sådan, at der kun er brug for at skrive i hånden, når der kræves en personlig underskrift eller der skal skrives kort i forskellige anledninger. Ellers formidler vi alt skriftligt via tastaturer, og  da de fleste mennesker i dag kan betjene et tastatur, glemmer vi at skrive i hånden. Det er nok kun meget gamle mennesker og professionelle grafikere som arbejder med skrift og kalligrafi, der stadig  praktiserer håndskrift. Det er blevet surt at være grafolog i vore dage. Men det er lidt synd, for et menneskes håndskrift er noget helt unikt og karakteristisk for det enkelte individ, og det er vel også derfor, at grafologer mener, at de ud fra håndskriften kan tyde et menneskes karakter. Da jeg for snart mange år siden startede i 1. klasse i en lille landsbyskole, blev der lagt stor vægt på håndskriften. Frøken Sørensen, vores dygtige lærerinde, demonstrerede med gentagne strøg på den bløde linoleumstavle, hvordan det enkelte bogstav skulle se ud, hvorefter vi skrev bogstaver og sætninger i vores hefter, indtil vi til sidst havde erhvervet den flotteste skønskrift. Senere når vi skrev stil og genfortælling, fik vi også en karakter for ‘Orden’, hvilket i praksis betød en ordentlig og letlæselig håndskrift.

Skrift1 Jeg beholdt min fine skønskrift op gennem skoleårene, men da jeg kom i gymnasiet, fik jeg lyst til at eksperimentere lidt med skriften og skiftede over til et nyt ‘r’. Ligeledes blev mit ‘ø’ ændret. Den lille lodrette streg over ‘o’ blev erstattet med en skråstreg gennem bogstavet, men i det store og hele var skriften den samme som i frøken Sørensens tid. Men så begyndte det at gå stærkt. Jeg kom på Handelshøjskolen, som i dag har fået det fine navn Copenhagen Business School,  og skulle være tresproglig korrespondent, og her lærte jeg at skrive på maskine, som jeg i de følgende år praktiserede  i det pulserende erhvervsliv, hvor de elektriske skrivemaskiner havde holdt deres indtog. Min håndskrift gled helt i baggrunden, og det føltes efterhånden uvant at skrive i hånden. Senere da jeg var begyndt som bogoversætter, holdt computeren sit indtog, og der var ikke længere brug for rettelak og gennemslagspapir med carbon. Livet var blevet endnu lettere. En lille diskette kunne nu afsendes til forlaget i stedet for den sædvanlige tykke stak papir. Men så fik jeg brug for håndskriften igen. Jeg skulle undervise flygtninge og indvandrere i dansk sprog og samfundsfag og fik brug for at skrive på tavlen på en måde, som folk fra hele verden kunne tyde, så jeg opfandt min egen mærkelige blokskrift, som alle tilsyneladende kunne læse, og det er også den jeg anvender i dag, når jeg skriver huskesedler og kort til folk: Skrift2 Jeg gad nok vide, om en grafolog ud fra de to skriftprøver vil kunne udsige noget om mine personlighedsegenskaber, eller om jeg vil blive anset for totalt skizofren. Men uanset hvor vemodigt det end er, at håndskriften er i tilbagegang, føler jeg også selv, at det går for langsomt at skrive i hånden, så jeg indrømmer gerne, at jeg sværger til tastaturet.

Når jeg ser Dannebrog smælde

Her en morgen i begyndelsen af maj 2014 sidder jeg over kaffen og kigger ud af vinduet og ser naboernes flag blafre lystigt i sydøstenvinden. Jeg må blankt indrømme, at når jeg ser Dannebrog smælde, melder der sig en bestemt følelse i brystet, nok et eller andet med at være stolt af at være dansker, selvom jeg straks må sige, at jeg gyser og får uhyggelige associationer, når jeg ser Dansk Folkeparti fejre flaget som de gør til deres partimøder. Men når det gælder Dannebrog og mig må jeg alligevel indrømme, at jeg dybt nede i roden nok er ærkedansker med alt hvad dette indebærer og fryder mig over at bo i dette herlige smørhul af et land, selvom jeg samtidig er lykkelig over, at vi i dag har så store muligheder for at se ud over vores egen næsetip og føle os som del af den globale verden.

Final

Vi har ikke selv flagstang på matriklen, men beboere her på vejen med flagstang har en aftale om allesammen at flage, hver gang en fra husstanden har fødselsdag. En god tradition med mindst 7 flag på én gang, hvilket denne morgen fik blogskriverens bryst til at svulme endnu engang.