Gamle husråd

Jeg er hos hudlægen i anledning af en ubetydelig hudlidelse og sidder i venteværelset og venter på, at det bliver min tur. Venteværelset er ubeskriveligt kedeligt, og det eneste man kan lade øjet falde på er Randers bys tage uden for vinduet, men så falder mit hvileløse blik alligevel på en mystisk krukke på en lille hylde på den hvide, savsmuldstapetserede væg.

Axungia Hominis står der uden på krukken, hvilket betyder menneskefedt ifølge teksten på væggen ovenover, og et øjeblik er jeg lige ved at tro, at hudlægen har en krukke menneskefedt stående i venteværelset til fri afbenyttelse, for så livagtig er krukken, men i teksten står der, at det er en kopi af en krukke menneskefedt fundet på et gammelt, dansk apotek. Endvidere at man ifølge den ældste danske farmakopé fra 1658 anvendte menneskefedt i flere salver, bl.a. til hudlidelser. Man købte fedtet af bødlen, som på den måde skaffede sig en god ekstraindtægt. 2 mark for 15 g menneskefedt. Hvis jeg havde lidt af psoriasis, er jeg nu ikke sikker på, at det lige præcis var den salve, jeg havde lyst til at afprøve.

Som barn ude på gården hos min farmor blev de rifter og skrammer, jeg  pådrog mig, sommetider gnedet ind i svinefedt, og engang jeg havde ørepine, dryppede hun varm fløde i mit øre, og det hjalp faktisk. Ellers var hovedmedicinen på gården, når man fejlede noget, et par dråber kamfer i et glas vand.

Her i huset har jeg fornylig på nettet fundet et husråd, som virker. Husbond har besvær med at nå ned til fødderne og ordne sine negle, så jeg har påtaget mig rollen som fodplejer. Her opdagede jeg, at han havde fodsvamp i nogle af neglene og fandt ud af på nettet, at man kan fjerne fodsvamp med Atamon, et middel der anvendes til konservering af syltetøj.  Neglene er nu blevet behandlet med Atamon hver dag i en måned, og fodsvampen er væk. Jeg er en hund efter gode, gamle husråd. Bare det ikke lige er en salve med menneskefedt.