Bergman

Forleden aften så jeg i TV en film om Ingmar Bergman. Den handlede om Bergman og døden. Bergman selv døde i 2007, 89 år gammel, i sit hus på Fårø, den lille vindblæste ø øst for Gotland, hvor han boede alene de sidste 10 år af sit liv, og hvor flere af hans film er blevet indspillet. I sit hus på Fårø havde Bergman indrettet en ‘videohule’  hvor alle væggene er dækket af reoler med videobånd, og hvor der er en stor videoskærm og en behagelig lænestol.  Her sad Bergman og hyggede sig med at se og gense alverdens gode film.

I Tv-udsendelsen besøgte den mexikanske filminstruktør Alejandro González Iñárritu Bergmans hus. Han er selv en fin instruktør, som bl.a. har lavet ‘Babel’, en glimrende film om hvordan mennesker i dag på godt og ondt er forbundet med hinanden over hele kloden. Bergman er hans store forbillede, og han fortalte om, hvordan Bergmans to mesterværker om døden, ‘Det syvende Segl’ og ‘Ved Vejs Ende’,  havde inspireret ham som filminstruktør. Han ræsonnerede, at det var nødvendigt at gøre sig døden klar for at kunne forholde sig til livet.

I ‘Det syvende Segl’ vender korsridderen (Max von Sydow) tilbage til et pesthærget Sverige. Døden kommer efter ham, men han får udsættelse ved at udfordre Døden til et spil skak. Filmen diskuterer de store eksistentielle spørgsmål om døden og frelsen, om Guds tavshed over for menneskelig lidelse, men kan også ses som en allegori over frygten for atomar udslettelse.

Både ‘Det syvende Segl’ og ‘Ved Vejs Ende,’ eller ‘Smultronstället’ som den hedder på svensk, er fra 1957 og har døden som grundtema. ‘Ved Vejs Ende’ er for mig film nr. 1, den bedste film jeg nogensinde har set. Den handler om en gammel mand, der genoplever et livsløbs fejltagelser, mens han er på vej sammen med sin svigerdatter i bil til Lund, hvor han skal udnævnes til æresdoktor.  Undervejs  tænker han tilbage på og genoplever sin barndoms jordbærsteder, de dejlige kvinder og alle skuffelserne han er stødt på livet igennem. Filmen er et langt, flot billeddigt, dybt og poetisk.

Også flere filminstruktører blev interviewet om deres påvirkning fra Ingmar Bergman, bl.a. Woody Allen som fortalte, at for ham havde døden været nærværende, siden han var fem, og at dette var en af grundene til hans fascination af Ingmar Bergman.

Jeg selv blev mindet om, at det snart er på tide endnu engang at gense ‘Vej Vejs Ende’. Jeg må ud og finde den på nettet.