Lille sovetryne

Nieces lille Kiki skal til fastelavnsfest på skolen og er iført en vandrende seng. Far har lavet kostumet, som passer fint til en lille sovetryne:

Superserier

På samme måde som jeg nyder at have gang i en god bog, har jeg det med en god TV-serie. I aftes måtte vi her i huset desværre sige farvel til sidste afsnit af superserien House of Cards, som nu foreløbig har strakt sig over 26 afsnit. Men heldigvis tegner det til, at sæson 3 er undervejs, for det skulle jo helst lykkes at få den onde og udspekulerede Francis Underwood vippet af pinden, efter at han nu efter alle mulige beskidte tricks har fået sig møvet frem til den højeste post som De Forenede Staters præsident.

Filmen er så godt lavet, og skildringen af det politiske liv virker så troværdigt, at man ikke kan lade være med at spørge sig selv, om det er den samme mentalitet, der hersker i virkelighedens USA eller for den sags skyld i det danske politiske liv på Borgen. Det må vi ikke håbe, selvom vi fornylig har oplevet, at det lykkedes for Corydon at sælge en stor del af vores arvesølv til Goldman Sachs, samt at Lars Løkke tilsyneladende uden problemer gennem årene er sluppet afsted med lidt af hvert.

På det seneste har vi også set Arvingerne, som er et hit, synes jeg. Det samme synes en stor del af befolkningen, som sidder klinet til skærmen søndag aften. Serien er en farverig skildring af den kreative klasse, som bliver spiddet på en både sjov og forsonende måde, og med den klassiske pointe at den søde pige med begge ben på jorden fra den jævne håndboldfamilie ender med at løbe af med det halve kongerige.

Desværre slutter serien på søndag, men så må vi håbe, at DR snart sender nye afsnit af Borgen og Downton Abbey. En god serie er svær at undvære.

Små fester – glade gæster

Svigermors gamle scapbog med diverse udklip fra aviser og blade om familiens liv gennem tiderne var alligevel ikke gået tabt under en af vores flytninger. I dag fandt jeg den under en stak papirer i kælderen, og jeg kom rigtigt i det nostalgiske hjørne, da jeg genså de gamle, mørnede udklip, som desværre er ved at smuldre. Men det er jo herligt, at man i dag kan scanne og digitalisere de gamle historier og billeder og bl.a. vise dem på sin blog.

Her er fra ungdommens dage et par udklip fra Politiken, hvor Finn og jeg til ære for fotografen står og forestiller at skulle lave løgsuppe i køkkenet i vores lille bondehus i Brøndbyøster. Anledningen er, at vi har vundet i en konkurrence om forslag til en god fest, og dem holdt vi mange af i vores lille, lavloftede stue i bondehuset. I dag undrer jeg mig over, hvor mange mennesker der kunne rummes der, ovenikøbet var der efter festen undertiden nogle der overnattede.

Præmien i konkurrencen var såvidt jeg husker en kasse rødvin.

Mens vi boede derude, opdagede vi en dag i Politiken denne lille vignet af vores hus.

Der var trivsel det lille hus, og både vi selv og vores familie og venner mindes ofte de hyggelige og festlige stunder, vi havde sammen der.

Blixen endnu engang

Da jeg var yngre, læste jeg igen og igen alt, hvad der fandtes af og om Karen Blixen, og mange af bøgerne står da også i min bogreol.

Det gik nok lidt over gevind, og Finn drillede mig med, at selv Karen Blixens købmandsregninger var interessante. Så slemt var det nu heller ikke, men her i de senere år har jeg alligevel begrænset mig til kun i ny og næ at genlæse en af hendes fortællinger.

Nu har jeg så genopfrisket historien om Karen Blixen og hendes fortællinger ved at læse Sune de Souza Schmidt-Madsens “En lille Bog om Karen Blixen”. Han er en ung aficionado, som gennem sit job som vagt og omviser på Blixen-museet på Rungstedlund er kommet så meget ind i emnet og blevet så optændt af forfatterskabet, at det kun har taget ham fire uger at skrive bogen. Det er en frisk og letlæselig gennemgang af hendes liv og værker, som kan anbefales til nye læsere, men gamle aficionados som jeg kan også blive mindet om mange ting, bl.a. den følgende historie om storken, som indgår i “Den afrikanske Farm” og også i et af hendes breve til familien i Danmark, da livet så allermest sort ud for hende på farmen.

Det er en fortælling om en mand, der bor i en lille hytte og passer en dam med fisk. En nat hører han gentagne gange sære lyde ved dammen, og han må flere gange løbe gennem den kulsorte afrikanske nat for at stoppe huller i dammen. Undervejs er manden flere gange ved at fortvivle over at måtte famle sig blindt frem i mørke, men holder ud for at dambruget ikke skal blive ødelagt. Da solen står op næste morgen, kan han se, at de fodspor, han har efterladt sig på sine natlige løbeture, danner en tegning: Et billede af en stork.

Blixen har ladet fortællingen ledsage af stregtegninger, så det undervejs dæmrer for læseren, hvad der er ved at ske. Men hele pointen er, at manden i historien først kan se det bagefter. Søren Kierkegaard, en anden stor dansker, har givet fænomenet en anden formulering: Livet leves forlæns, men forstås baglæns.

Dagens selfies

Jeg kunne ikke nære mig. Med de nye høreapparater fulgte et par nye og smartere briller. Her i butikken:

 

… og her efter hjemkomsten:

Fødselsdag og pandekager

Idag er der fødselsdag her i huset. Så står den om lidt på a damned good cup of coffee og tynde, sprødstegte pandekager med brombærsyltetøj.

Her er et pressefoto af fødselaren som ungt, håbefuldt menneske taget i aulaen på Århus Universitet, vistnok omkring den tid hvor jeg traf ham, for jeg synes, jeg kan huske den tweedjakke han har på.

I vildrede

Jeg har lige læst skrækkelige ting om Woody Allen, hvis film jeg altid ser og fryder mig over. Han skulle angiveligt have forgrebet sig på og krænket sin lille adoptivdatter Dylan Farrow helt tilbage i 1993, mens han var gift med Mia Farrow. Allerede dengang var der rygter om sagen, men han blev frikendt i retten, og sagen døde hen indtil nu, hvor den nu 28-årige datter har rejst sagen igen i forbindelse med den nylige uddeling af en særlig Golden Globe pris til Woody Allen. Alt dette gjorde, at nakkehårene rejste sig lidt på mig, da jeg i aftes satte mig til rette foran fladskærmen for at se hans nyeste film Blue Jasmine med Cate Blanchett i hovedrollen, som hun i øvrigt helt fortjent også fik en Golden Globe for. Mens filmen skred frem, glemte jeg dog helt omstændighederne omkring Woody Allen og bare nød filmen, for den er virkelig god.

For nogle dage siden sad jeg ligeledes foran fladskærmen og så Thomas Vinterbergs Jagten, som er nomineret til en Oskar. Også en rigtig god film som jeg er nationalistisk nok til at håbe får Oskaren. Den handler om en yngre mand, der arbejder som pædagogmedhjælper i en børnehave, og som på grund af nogle bemærkninger fra en lille pige i børnehaven uskyldigt bliver mistænkt for at have krænket hende. Hele den lille by vender ham ryggen, og han bliver overfaldet og forfulgt på enhver måde. Ja, det antydes endda til sidst, at selvom han bliver renset for skyld, så klæber mistanken fortsat til ham.

Bagefter kom jeg til at tænke på, at det i dag må være svært for en mand at arbejde i en børnehave.

Når overskriften lyder, at jeg er i vildrede, er det fordi, at der jo ikke er nogen tvivl om, at det er et af de allergroveste overgreb, når et voksent menneske forgriber sig på et forsvarsløst og tillidsfuldt barn, og at enhver kan få morderiske tanker, når det sker. Men samtidig spørger jeg mig selv, om vi ikke nogle gange kommer så langt ud i vores mistanker, at vi ser spøgelser, når der ikke er noget at komme efter.

Skovsvin

Der har kun været 12 solskinstimer i januar måned, men i dag kom solen alligevel frem og mindede os om, at oven over alt det gråbrune er himlen stadig blå, blå.

Så det blev til en frisk travetur ned til færgelejet, som dog blev noget forstyrret af dette syn i vejkanten:

Noget lignende oplevede jeg sidste forår –  en kæmpedynge husholdningsaffald smidt lige oven i anemonerne  i Støvringgårds nyudsprungne bøgeskov. Dengang skrev jeg et frustreret læserbrev til den lokale avis, og svineriet blev da også hurtigt fjernet, men synderne er jo pist væk, så dem får man ikke mulighed for at give en bøde. Det undrer mig bare, at folk ikke kører de 3-4 km, der er til den nærmeste genbrugsplads og losser skidtet af der. Men det koster måske en mindre sum at få det sorteret. Hvad ved jeg. Suk!