Landsmænd – af forskellig slags

Jeg har lige læst Bo Lidegaards: Landsmænd – De danske Jøders Flugt i Oktober 1943 og kunne derfor lidt nemmere sluge meldingen i radioen i morges om, at Dansk Folkeparti nu vil forbyde muslimers indrejse til Danmark, for bogen beretter om, hvordan danskerne dengang under besættelsen i 1943 hjalp 7700 jødiske medborgere til at flygte til Sverige, da den tyske besættelsesmagt satte en aktion i gang for at deportere alle danske jøder til tyske koncentrationslejre – så helt slemt kan det vel trods alt ikke stå til med den danske folkesjæl, tænker jeg i min godtroenhed.

Allerede i 1942 lød der rygter om, at danske jøder offentligt skulle til at bære den gule jødestjerne. Da rygtet nåede Kong Christian den 10., skulle han have sagt: “Så må vi hellere alle til at bære jødestjerne”,  men først i slutningen af september 1943 forlød det,  at nu skulle alle danske jøder deporteres med skib til Tyskland. Samarbejdsregeringen var trådt tilbage, så der var kun ministeriernes departementschefer tilbage til at kontakte besættelsesmagten og få rede på situationen, men de fik kun løse og henholdende svar. Alle havde svært ved at tro på, at sådan noget virkelig kunne ske i Danmark. Men den 1. oktober om aftenen lykkedes det gestapo at arrestere 2-300 jøder i deres hjem og hårdhændet at lodse dem ombord på et skib med plads til 5000, der ventede i havnen. De fleste jødiske familier boede i København og omegn, og folk i provinsen blev ikke så hurtigt underrettet, så 82 af de arresterede var fra provinsen.

Det blev hurtigt klart, at nu gjaldt det om at skjule sig og forsøge at komme til Sverige, som var parat til at modtage alle danske og norske jøder, men for flere ulykkelige mennesker var situationen så forfærdelig, at de begik selvmord. Ved hjælp fra danske medborgere – naboer, bekendte, hospitaler, hjælpegrupper etc. – blev jøderne i al hast skjult, og der blev iværksat flugtmuligheder til Sverige. Alle private lystbåde var blevet beslaglagt, så der blev lavet aftaler med fiskekuttere fra forskellige havne på Sjælland og øerne.

Udskibn.havne

I løbet af oktober kom 7700 personer lykkeligt over sundet til Sverige, hvor de blev godt modtaget og sørget for. Flere af mændene blev medlem af Den danske Brigade i Sverige, som kom til Danmark umiddelbart efter tyskernes kapitulation.

Bo Lidegaards bog er spændende læsning og giver en grundig, historisk gennemgang af begivenheden foruden rørende uddrag af dagbøger og breve skrevet af de flygtende.

Søde kartofler

Igår fik vi søde kartofler. Dem har jeg aldrig smagt før, men det bliver bestemt ikke sidste gang, for de smager rigtigt godt. De stammer oprindeligt fra Sydamerika og er slet ikke i familie med den almindelige kartoffel, som bestemt heller ikke er at kimse af. De søde kartofler er svagt lyserøde, noget  i retning af gulerødder men bare mere velsmagende, synes jeg.  Kartoflerne blev skrubbet grundigt og skåret i små stykker, hvorefter de blev blandet med salt, peber, chilipulver og rapsolie og bagt i en 200 grader varm ovn i 20 minutter. Hertil falafel og en klat mayonnaise med presset hvidløg, efterfulgt af avocado/tomat salat med citronsaft.

ssøde kartofler

De søde kartofler fik mig til at tænke på en mærkelig historie, jeg engang læste i Lyall Watsons bog: Livstidevandet. Her berettes der om  grupper af aber på forskellige japanske øer, hvis adfærd blev observeret af forskere. Aberne spiste mange forskellige ting, men ikke søde kartofler, som også voksede på øerne, sandsynligvis fordi disse var fulde af sand, når de blev gravet frem og ikke umiddelbart lod sig spise. Men så var der en særlig kvik abe på en af øerne, som fandt ud af at vaske sandet af kartoflerne i en bæk, så de lod sig spise, og snart benyttede alle de andre aber på øen den samme fremgangsmåde og begyndte at spise søde kartofler. Men ikke nok med det. Efter en tid observerede forskerne, at aberne på de andre fjerntliggende øer også begyndte at vaske og spise søde kartofler. Forskerne konkluderede, at når et tilstrækkeligt antal aber på ét sted havde indoptaget en bestemt adfærd, ville dette skabe en bevægelse i det kollektive ubevidste og påvirke lignende aber på steder  langt derfra.

Dette lyder mystisk, men måske ville en kvantefysiker ikke mene, det er så mærkeligt.

Fin fest

Her i huset er vi jo ikke 50 år  længere, så vi er lidt smadrede i dag efter i går at have fejret søster, som rundede et skarpt hjørne. God stemning, dejlige mennesker og lækker mad. Kan man ønske sig mere?

DSCN4697

Til kaffen var der underholdning med smukke kærlighedssange:

DSCN4704

Blogskriveren ville have forsvoret, at hun nogensinde ville iklæde sig dyreprint, men her er hun alligevel i én, som ekspeditricen fik hende prakket på til lejligheden:

DSCN4691

Liv i kludene

Jo, jeg er klar over, at der er ved at gro mos på min blog. Det bør ikke ske, ej heller at der gror mos på mit liv, så jeg må forsøge at skabe lidt liv i kludene. En af kludene er en sweater i et mønster af sømandsbobler, som jeg er begyndt på, og som kræver, at jeg holder tungen lige i munden. Jeg håber ikke, at jeg igen har kalkuleret med, at jeg er lige så slank som i min ungdom og endnu engang må give en færdig strikke-kreation væk. Her ligger starten på værket sammen med min aktuelle lekture på den fine Provence-dug, jeg fik i julegave. Jeg prøvede også at få Muffi med på billedet, men den er ganske  ustyrlig og opfører sig som et forkælet enebarn, efter at sønnen Mini er død, så det lykkedes ikke.

DSCN4659I denne uge skal vi til begravelse med en af vores gamle venner, som pludselig døde. Gudskelov fik han  en hurtig og nådig død. Men det er så trist, så trist når vennerne fra ungdommen forsvinder. Til gengæld skal vi så til en forhåbentlig festlig, rund fødselsdag på lørdag. Jeg må ud og købe nogle nye klude til lejligheden.

God søndag aften med ‘Arvingerne’! Den tegner godt – når man vel at mærke husker at sætte undertekster på.

Leo Mathisen på Memory Lane

Jeg tager undertiden en tur ud ad Memory Lane, vistnok en nostalgisk vane der følger med alderen. Pludselig dukker der noget op, der får mig til at standse og sige: “Hov, her er der vist en god historie, der fortjener at blive opfrisket”.  Som nu forleden dag da jeg sad og hørte “Arabiske Stemmer” på P1, den glimrende ugentlige udsendelse med Naser Khader og Steen Nørskov om arabisk politik og kultur, og der blev sagt, at de havde modtaget Chr. Kryger-prisen 2013. Helt fortjent, tænkte jeg, men kom samtidig til at tænke på en af Finns gamle historier om hans møde med samme Chr. Kryger.

Finn var elev på Hobrovejens Skole i Randers, hvor Chr. Kryger var lærer sideløbende med sit job i børneafdelingen på DR. Allerede i de tidlige drengeår var Finn begyndt at spille jazzpiano, inspireret af de store boogie woogie pianister og Fats Waller, og det resulterede i, at Christian Kryger præsenterede ham i et par radioudsendelser, hvor han fortalte om og spillede sin musik. Efterfølgende gik det slag i slag med jazzmusikken, og i gymnasietiden blev Finn en kendt jazzpianist i Jylland.

Dengang var der i Randers en pianobar, der hed Borgkælderen. Her kom Finn og hans kammerater tit for at høre god jazzmusik, og engang skete det, at et af deres store idoler, selveste Leo Mathisen, var blevet engageret som pianist. Det var noget af en sensation i byen, selvom Leo på det tidspunkt i 1951  havde det dårligt og efter den tid kun skulle komme til at optæde et årstid endnu, inden han blev syg for alvor. Som pianistkollega blev Finn gode venner med Leo, så da Finn inviterede Leo hjem til sig, for at han kunne indspille et par lakplader på det skæreapparat, som Finn og hans far selv havde konstrueret og bygget, sagde Leo straks ja.

Leo Mathisen (1906-1969) var i 3o’erne, 40’erne og 50’erne en af Danmarks betydeligste jazzkunstnere. Han var meget inspireret af Fats Waller og turnerede i alle årene med sit eget orkester. I 1953 blev han opereret for en hjernesvulst og ophørte som musiker. Men i 1951 var Leo, om ikke på sit højeste, så dog stadig på mærkerne, og indspillede sin musik i Finns forældres lejlighed i Vesterport assisteret af Finn og hans fætter som teknikere. Han spillede flere numre, bl.a.”After you’ve gone”.

I dag kan man sammen med andre private indspilninger af Leo Mathisen finde optagelserne fra dengang i lejligheden i Randers på pladen Songs of Souvenir.