En Ford A Cabriolet 1931

Forleden aften så jeg i fjernsynet en udsendelse om den verdenskendte danske designer Jacob Jensen og kom til at mindes den hyggelige gamle Ford, som jeg i sin tid købte af ham for mine først tjente penge. Jeg var lige blevet færdigudddannet som tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København og boede i en førstesalslejlighed i en villa på Rosenvej i Gentofte sammen med min kæreste Finn. Han havde i forvejen et motorkøretøj, en engelsk sportsmotorcykel af mærket Vincent HRD, som hurtigt var blevet omdøbt til ‘Hurtig Reel Død’ – i den alder var døden noget fjernt og abstrakt, som vi ikke tog så tungt. Vi havde dog styrthjelme på, når vi lå og ræsede Danmark tyndt, selvom det dengang vistnok ikke var påbudt ved lov. Men jeg gik og savnede at køre bil, som jeg var vant til derhjemmefra i Randers, så da en af vores venner, som arbejdede som designer hos omtalte Jacob Jensen, fortalte, at denne havde en gammel topersoners Ford A til salg til en billig pris, tog vi med ham ud til Jacob Jensen for at besigtige vidunderet. Jacob og hans familie boede i en dejlig lejlighed i Strandgade på Christianshavn, men han havde allerede dengang så stor fremgang som industriel designer, at han var i færd med både at udskifte bil og bolig. Bilen faldt jeg for med det samme. Den var betydelig mere luvslidt end nedenstående de luxe eksemplar af samme model, som jeg har fundet på internettet, men det var samme slags bil, som mine forældre havde kørt rundt i i min tidlige barndom, bare en rød og ikke en grøn model som deres, så efter et mindre lån i banken var bilen min.

1931_Ford_Model_A_DeLuxe_Roadster

Ovenikøbet fik vi også tilbud om at overtage familien Jensens lækre lejlighed, hvilket vi dog ikke mente, vi havde råd til. Dette kom vi senere til at ærgre os en del over. Men Forden var et hit. Det samme havde Jacob Jensen åbenbart syntes, for en dag efter at bilen havde stået parkeret inde i byen, sad der en seddel under vinduesviskeren med påskriften “Jeg savner min bil”, underskrevet Jacob.

Jeg skulle selvfølgelig ud at køre, og den første tur gik til Randers for at præsentere vidunderet for familien. Turen gik strygende, min veninde fra handelshøjskolen var med, og vi sejlede over med Grenaa-Hundested færgen. Men far og mor var knapt så begejstrede, de brokkede sig hele weekenden over, at jeg havde ofret penge på sådan en gammel spand, så begejstringen var aftaget lidt, da veninden og jeg dagen efter drog afsted igen. Hun trøstede mig og mente også – det sagde hun i hvert fald -, at bilen var et klenodie.

Den fungerede da også udmærket, jeg futtede omkring i den, og hvis det hændte, at den ikke kunne starte, var der jo altid håndsvinget, så da veninden et stykke tid efter var flyttet til Paris, hvor hun havde fået job i NATO’s hovedkvarter, som dengang lå i Paris, var det naturligt, at Finn og jeg ville tage en tur til Paris i Forden og besøge hende. Vi kom desværre ikke længere end til Gedser, for dér gik der et leje i motoren, og vi måtte sætte Forden ind til en mekaniker til reparation og leje en moderne bil til vores videre færd til byernes by.

Vi kørte rundt i Forden et par år, før den gennem en uheldig manøvre kørte ind i en lygtepæl og blev så beskadiget, at den ikke kunne mere.

Det var en spændende TV-udsendelse om Jacob Jensen. Han er nu en gammel mand, men stadig en kreativ ildsjæl og lige så hurtigt snakkende, som han var dengang. Han bor sammen med sin kone i sit hus i Nordjylland og hviler på laurbærrene, de mange priser og anerkendelser han gennem årene har fået for sit design, ikke mindst for sit B&O design, som i dag udgør en del af den permanente udstilling på Museum of Modern Art i New York.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s