Støvler og luffer

Jeg fik en dejlig julegave, et par  håndsyede grønlandske sælskindsluffer, bløde og smukke:

DSCN4640

Derfor tog jeg igår en tur til byen på udsalg for at finde en frakke eller jakke, der passer til lufferne. Det lykkedes desværre ikke at finde noget rigtigt passende. Jeg må på den igen i  næste uge. Til gengæld kom jeg hjem med et par lækre svejtsiske støvler med foer af lammeuld og såler, der får én til næsten at svæve hen over jorden:

DSCN4632

Nu går jeg bare og venter på, at det bliver koldt nok til at komme ud og lufte begge dele.

Åsa Larsson

Man hører så meget om de svenske krimidronninger Lisa Marklund og Camilla Läckberg, men ærlig talt, hvordan kan det dog være, at de med deres letbenede romaner har fået ry som dronninger, når der findes en virkelig krimidronning i Sverige, som vi hører meget lidt om. Hun er en af de krimiforfattere, som fortjener en plads blandt de bedste skønlitterære forfattere, i lighed med James Lee Burke, Raymond Chandler og flere andre. Jeg synes faktisk, der er en del krimibøger, som er langt bedre end mange højt priste, såkaldt smalle, skønlitterære bøger, bl.a. Åsa Larssons bøger. Her i juletiden glæder jeg mig til at læse hendes femte og seneste bog “Som Offer til Molok”. Der står også pæne ord om hende her i anmeldelsen i Politiken.

åsa larsson

Det brogede Danmark

Nu kan jeg – desværre nok i modsætning til en del andre danskere – jo godt lide, at den grå almindelighed her i landet er isprængt noget mere eksotisk i form af indvandrere fra forskellige kulturer. Måske er det derfor, jeg i sin tid blev indvandrerlærer, eller også er det fordi jeg som indvandrerlærer har lært så mange spændende indvandrere at kende. Derfor faldt mit blik forleden dag på biblioteket på en bog med fotos af den dygtige fotograf Henrik Saxgren. Bogen hedder BUS FRA BAGDAD og indeholder 43 store, flotte billeder af folk fra forskellige lande, som er fotograferet i deres hjem, og fælles for dem alle er, at de arbejder som buschauffører i Storkøbenhavn.

Henrik Saxgren skriver i forordet til bogen: ‘Kun de færreste kender disse nye danskere, og endnu færre ved, hvordan de bor, og hvordan de kom hertil. Min bog forsøger at råde bod på dette og skrive disse nye danskere ind i samtidshistorien’.

Sjovt nok er flere af disse buschauffører kvinder.

bus2

Her er det Ramatou fra Mali, som kom til Danmark 1994. Hun arbejder for Arriva, har fået dansk statsbogerskab og ses her med sin mand og sine to børn.

bus3

Rahat Butt og hendes mand Irfan kommer fra Pakistan og arbejder begge to som buschauffører. De har fem børn, hvoraf to studerer jura og en medicin.

bus1

Hamide Rudi er kosovo-albaner og kom til Danmark i 1987. Før hun blev buschauffør. arbejdede hun som tolk for Røde Kors. Hun er gift og har to døtre, som klarer sig fint i skolen.

En Ford A Cabriolet 1931

Forleden aften så jeg i fjernsynet en udsendelse om den verdenskendte danske designer Jacob Jensen og kom til at mindes den hyggelige gamle Ford, som jeg i sin tid købte af ham for mine først tjente penge. Jeg var lige blevet færdigudddannet som tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen i København og boede i en førstesalslejlighed i en villa på Rosenvej i Gentofte sammen med min kæreste Finn. Han havde i forvejen et motorkøretøj, en engelsk sportsmotorcykel af mærket Vincent HRD, som hurtigt var blevet omdøbt til ‘Hurtig Reel Død’ – i den alder var døden noget fjernt og abstrakt, som vi ikke tog så tungt. Vi havde dog styrthjelme på, når vi lå og ræsede Danmark tyndt, selvom det dengang vistnok ikke var påbudt ved lov. Men jeg gik og savnede at køre bil, som jeg var vant til derhjemmefra i Randers, så da en af vores venner, som arbejdede som designer hos omtalte Jacob Jensen, fortalte, at denne havde en gammel topersoners Ford A til salg til en billig pris, tog vi med ham ud til Jacob Jensen for at besigtige vidunderet. Jacob og hans familie boede i en dejlig lejlighed i Strandgade på Christianshavn, men han havde allerede dengang så stor fremgang som industriel designer, at han var i færd med både at udskifte bil og bolig. Bilen faldt jeg for med det samme. Den var betydelig mere luvslidt end nedenstående de luxe eksemplar af samme model, som jeg har fundet på internettet, men det var samme slags bil, som mine forældre havde kørt rundt i i min tidlige barndom, bare en rød og ikke en grøn model som deres, så efter et mindre lån i banken var bilen min.

1931_Ford_Model_A_DeLuxe_Roadster

Ovenikøbet fik vi også tilbud om at overtage familien Jensens lækre lejlighed, hvilket vi dog ikke mente, vi havde råd til. Dette kom vi senere til at ærgre os en del over. Men Forden var et hit. Det samme havde Jacob Jensen åbenbart syntes, for en dag efter at bilen havde stået parkeret inde i byen, sad der en seddel under vinduesviskeren med påskriften “Jeg savner min bil”, underskrevet Jacob.

Jeg skulle selvfølgelig ud at køre, og den første tur gik til Randers for at præsentere vidunderet for familien. Turen gik strygende, min veninde fra handelshøjskolen var med, og vi sejlede over med Grenaa-Hundested færgen. Men far og mor var knapt så begejstrede, de brokkede sig hele weekenden over, at jeg havde ofret penge på sådan en gammel spand, så begejstringen var aftaget lidt, da veninden og jeg dagen efter drog afsted igen. Hun trøstede mig og mente også – det sagde hun i hvert fald -, at bilen var et klenodie.

Den fungerede da også udmærket, jeg futtede omkring i den, og hvis det hændte, at den ikke kunne starte, var der jo altid håndsvinget, så da veninden et stykke tid efter var flyttet til Paris, hvor hun havde fået job i NATO’s hovedkvarter, som dengang lå i Paris, var det naturligt, at Finn og jeg ville tage en tur til Paris i Forden og besøge hende. Vi kom desværre ikke længere end til Gedser, for dér gik der et leje i motoren, og vi måtte sætte Forden ind til en mekaniker til reparation og leje en moderne bil til vores videre færd til byernes by.

Vi kørte rundt i Forden et par år, før den gennem en uheldig manøvre kørte ind i en lygtepæl og blev så beskadiget, at den ikke kunne mere.

Det var en spændende TV-udsendelse om Jacob Jensen. Han er nu en gammel mand, men stadig en kreativ ildsjæl og lige så hurtigt snakkende, som han var dengang. Han bor sammen med sin kone i sit hus i Nordjylland og hviler på laurbærrene, de mange priser og anerkendelser han gennem årene har fået for sit design, ikke mindst for sit B&O design, som i dag udgør en del af den permanente udstilling på Museum of Modern Art i New York.

Det fik vi igår

Jeg har to kulinariske favoritter, som ikke rigtigt falder i min husbonds smag, nemlig spidskål og pandekager, men engang imellem er jeg simpelthen nødt til at give efter for min længsel. Igår blev den tilfredsstillet med blinis, små russiske pandekager, som jeg vistnok har givet opskriften på før, men en god ting kan ikke gøres for tit. Her er gårsdagens aftensmad med lidt røget laks og tangkaviar ovenpå, serveret med hakket rødløg, creme fraiche og icebergsalat med appelsinstykker, tranebær og pinjekerner.

Blinis2

Her følger opskriften:
Ingredienser: 2 dl mel, 2 dl sødmælk, 10 g gær, 1 æg, 2 spsk. creme fraiche, salt. Gær udrøres i lun mælk og røres godt sammen med mel, æggeblomme, creme fraiche og salt. Sættes i køleskab i 2 timer. Herefter røres den stiftpiskede æggehvide forsigtigt i dejen, og pandekagerne steges i SMØR på en meget varm pande, ca. 2 spsk. dej til hver pandekage.

Ikke Katrina trods alt

DSCN4613

Vandet stod højt i Randers Fjord, og engen neden for vores vej var oversvømmet. Vores abetræ med det smukke ildrøde efterårsløv knækkede og væltede ud over vejen, og inde i Toldbodgade sad svoger i toppen af sit hus som på en ø med vand til alle sider.

Men som sædvanligt er vi priviligerede her til lands – pebernødder i forhold til Philippinerne og Katrina. Her hos os er vandet sunket, og vores flinke nabo har skåret træet op og fjernet det fra vejen.

Polly – min grønlænderhund

Ulvespids hedder sådan en hund vistnok også, men bedstefar kaldte altid Polly for en grønlænderhund. Polly var en dejlig hund, som han holdt meget af, og som han velvilligt delte med mig, for mor kunne nemlig ikke lide hunde, så jeg måtte ikke have hund derhjemme. Det var derfor en sorgens dag, da vi flyttede fra landsbyen. Jeg var 11 år og grædefærdig over at skulle forlade Polly, min bedste ven, men da jeg et stykke tid efter var på besøg derude og igen græd mine modige tårer over at lade den tilbage, besluttede bedstefar resolut, at jeg skulle overtage Polly og have ham med hjem. Sådan blev det, selvom mor ikke var helt rolig ved det, men hun indstillede sig alligevel på situationen, da jeg uventet dukkede op med Polly i snor, og nu sad der jo i forvejen et skilt med ‘Hunden bider’ på smedejernslågen ind til den forstadsvilla, vi lige var flyttet ind i. Desværre skulle skiltet senerehen komme til at passe meget godt med de nye beboeres virkelighed.

Disse gamle minder blev vakt til live, da jeg igår så dette klip på Facebook af min nevø på hundeslædetur i Grønland. Det må være skønt at blive trukket afsted af ivrige hunde ud over det grønlandske snelandskab:

I begyndelsen gik det fint med Polly. Far hjalp med at passe og pleje ham, og også mor blev blidere stemt. På det eneste billede jeg har af ham, vistnok fra fars og mors kobberbryllup ud fra blomsterbuketterne og mors papirhat at dømme, sidder mor og Polly fredeligt sammen i sofaen. Polly ser ud til at prøve at indynde sig, mens mor selv ser lidt forbeholden ud.

MorPolly

Efter et par år begyndte Polly at opføre sig forstyrret. Han bed mælkedrengen og postbudet og brød ud fra haven og begyndte at strejfe omkring og genere folk. Til sidst fik vi et polititilhold, og han måtte aflives. Det var en stor sorg for mig, og siden da har jeg ikke haft hund, men altid en eller flere katte i huset.

Still going strong

Jo da, jeg lever endnu, selvom jeg til min skræk opdager, at det er over en uge siden jeg sidst har skrevet noget her. Alt foregår stille og roligt her i huset i denne førjuletid. Jeg er ikke så meget for nisser, gran og andet julepynt, så i stedet fylder jeg stuen med blomster og har ild i kakkelovnen, mens jeg venter på, at stormen indfinder sig. Jeg har lige fragtet min mand hjem fra øjenlægen, hvor han har fået indopereret linse nr. 2. Han går nu omkring med klap for øjet og ligner Long John Silver. Han ser dog heldigvis godt nok til at kunne bevæge sig ud i køkkenet og lave os a damned good cup of coffee med et stykke marcipankonfekt til.

Den 19. december er det min tur til at blive fragtet til øjenlægen og overtage rollen som John Silver.