Der kom en skat med posten

I postkassen lå der en tyk A4 kuvert fra kusine Anne Marie, der ligesom mig er opkaldt efter vores farmor. Kuverten indeholdt bedstemors breve til min bedstefar i deres 2½ år lange forlovelsestid fra1906 til 1909, før de endelig blev gift. Kusine har gjort mig en virkelig stor tjeneste ved at sende mig disse brevkopier, for jeg var stærkt knyttet til bedstemor. Hun betød noget helt særligt for mig, og gennem brevene lærer jeg hende endnu bedre at kende. Min far blev født i 1910 og  var mine bedsteforældres ældste barn.  Sit sidste og tiende barn fik bedstemor i 1924.  Af de 10 børn, hun fik, døde to som helt små, og en nittenårig søn døde under en svømmetur i søen efter en hård og svedig dags høstarbejde og en datter døde af meningitis som 35-årig.  Så hun havde en skæbne, som for et nutidsmenneske forekommer meget hård. Men som barn oplevede jeg kun livet på gården hos bedstemor som et solskinsfyldt  eventyr.

Bedstefar og bedstemor mødte hinanden på Mellerup Højskole i 1906. Det er også i Mellerup, at bedstemors ældste barnebarn i dag 107 år senere efter at have læst hendes breve nu sidder og skriver om hendes liv. Mellerup højskole var dengang en kendt grundtvigsk højskole på linje med Askov. Det var her, at digteren Jakob Knudsen få år forinden havde været højskolelærer og havde skrevet sangen :”Se nu stiger solen”.  Det fortælles, at  Jakob Knudsen blev inspireret til sangen, mens han – næsten lige uden for min dør faktisk – stod og så solen stå op over Randers Fjord.

Bedstefar kom fra en gård i omegnen af Mellerup, fra et grundvigsk miljø hvor der var tradition for, at de unge mennesker kom på højskole, så her i Mellerup var han ikke så langt hjemmefra. Men bedstemor var kommet til den danske højskole oppe i Østjylland helt fra Gabøl i nærheden af Åbenrå.

Blikshøjgård
Blikshøjgård

Det må have været lidt af et kulturchok for hende at komme på højskole i Danmark, for området i Sønderjylland, hvor hun kom fra, hørte dengang  under Tyskland, og alle danskere, der boede her, var underlagt tysk myndighed og skulle aftjene tysk værnepligt.  Hovedsproget var tysk, selvom danske skoler var tilladte. De mange dansksindede må have følt det både undertrykkende og ydmygende, at det var tysk sprog og myndighed, der gjaldt på et sted, hvor de fleste var danskere. Dette er dog ikke noget hovedtema i bedstemors breve, men fremgår enkelte steder som sidebemærkninger, f.eks. skriver hun om en let angst for de tyske gendarmer, en beretning om broren Jes, der bliver sygemeldt og sendt hjem fra tysk militærtjeneste i Wiesbaden samt om præstefruen i huset hvor hun tjener, der lidt nedladende og utilpas meddeler hende, at det er en dansker, der i deres område er blevet valgt ind i landdagen i Slesvig-Holsten.

Bedstemor skriver et flydende og helt fejlfrit dansk med en fin og tydelig skrift. Danskerne syd for grænsen lagde stor vægt på det danske sprog.  Det var vigtigt at vedligeholde sproget, som blev talt i landet nord for grænsen, som de engang håbede at blive genforenet med. Hun skriver meget om, hvordan hun glæder sig til at komme til Danmark og være sammen med sin Jens på gården i Østjylland. Og det er mærkeligt for hendes barnebarn at sidde her og læse, hvordan Anne Marie har været virkelig forelsket i Jens. Dengang var det meget almindeligt på gårdene på landet, at ægteskaber var mere eller mindre fornuftsægteskaber. Gårdmandsbarn skulle ægte gårdmandsbarn. Alt andet var en mesalliance. Så bedstemor udtrykker da også frygt for, at hans familie ikke vil kunne acceptere en fattig pige fra Sønderjylland som hende. Hun skriver, at hendes familie tidligere har haft en gård, som de har måttet afhænde på grund af faderens sygdom. Helt så ringe har hendes livsomstændigheder nok ikke været.  Jeg ved, at en bror blev bestyrer af et stort gods på Rügen, og at hendes yngste bror blev ansat som jurist i landbrugsministeriet i København.

I de 2½ år bedstemor og bedstefar var forlovet, besøgte de kun hinanden få gange. Det har været besværligt at rejse, først med bumletog og derefter med hestevogn, og dengang kunne man ikke uden videre få fri fra arbejde.  I 1906 da de mødte hinanden, var bedstefar kun 21 år gammel og hun fire år ældre, så grunden til den lange forlovelsestid har jo nok været, at han skulle blive gammel og udlært nok til at kunne overtage fødegården efter sine forældre, og desuden skulle der bygges et hus til dem.

Ud over I brevene at fortælle, hvor meget hun savner ham, og at hun glæder sig til at komme og være sammen med ham for altid, beretter hun om sit liv som tjenestepige i huset hos en tysk præstefamilie, om hvor træt hun er, når hun først sent om aftenen får fri, om hvordan huden på hendes hænder er helt opløst efter at have været for meget i sæbevand. Hun bekymrer sig meget om sin familie, hendes far som er syg og sengeliggende, og som hun mener ikke har langt igen, og så er der dagligdags beretninger om hendes næsten jævnaldrende søskende Eline og Jes, som jeg som barn har truffet som gamle mennesker. Jeg var dengang uhyggeligt berørt af  Jes’ dybe ar i ansigtet, der stammede fra en granateksplosion i 1. verdenskrig, mens han var indkaldt som tysk soldat.

Bedstemor skriver, at hun savner foredragene og kammeraterne på højskolen og efterlyser en såkaldt Vandrebog, som må have været den tids Facebook, et hefte som cirkulerede mellem de tidligere elever og indeholdt stort og småt fra deres dagligliv. Nogle af eleverne mødtes åbenbart også senere på Askov Højskole.

Bedstemor og bedstefar var begge to kulturelt interesseret og optaget af Grundtvigs tanker, og bedstefar var ligesom bedstemor interesseret i datidens vigtige nationale spørgsmål om Sønderjyllands genforening med Danmark. I 1920, ti år efter at Anne Marie var blevet gift med Jens og flyttet ind på gården i Østjylland, blev Sønderjylland endelig genforenet med Danmark. Dette gav anledning til, at de rejste en sten til minde om begivenheden, en af flere genforeningssten, som blev rejst rundt omkring i landet. Stenen blev sat på Blikshøj, den gamle gravhøj som gården var opkaldt efter, og rundt omkring den skabte de et fint anlæg med gruslagte gange og hvide bænke, hvor der hvert år blev afholdt sommerfester for egnens befolkning med danske sange og taler af forskellige kulturpersonligheder, bl.a. digteren Jakob Knudsen.

Sammen med brevene lå der også andre papirer bl.a. dette valgkort, som gav bedstemor ret til at stemme om genforeningen, selvom hun i mellemtiden var blevet dansk statsborger:

Valgkort

 

I mine tidlige barndomsår boede vi nærheden af mine bedsteforældres gård, og her havde min bror og jeg vores andet hjem. På gården var bedstemor det lysende midtpunkt, elsket og respekteret af alle, og selvom hun jo forlængst er død og borte, er hun stadig levende imin erindring.

l

Udgivet af

Anna Maries Skriveblok

Pensioneret indvandrerlærer, oversætter. Interesser: Bøger, film, katte, mennesker, eksistens, mad, yoga, meditation, sundhed, natur, historie, Randers og omegn.

8 kommentarer til “Der kom en skat med posten”

  1. Det var dog en bevægende historie om vores farmor. Jeg var helt lille, da hun døde og har kun svage erindringer om hende. Dengang var de gået på aftægt og boede i et mindre hus i Vorning. Stærkt i min erindring er lugten i deres soveværelse. Der stod nemlig en natpotte. Har du kræfter til at renskrive nogle af brevene?
    Tak for din dejlige blog, søde storesøster!

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s