Oh, at cykle …

Kiki, nieces lille datter på 5, har lige lært at cykle, berettes der om på Facebook.

Her er hun, pavestolt på to hjul. Og hun skulle bare vide, hvor mange skønne stunder på cykel, der ligger og venter på hende forude.

Da jeg selv skulle lære at cykle, var der knaphed på alle varer, og nye cykler var et ukendt begreb, så min første cykel var en voksencykel, hvor saddel og styr var sat ned, og hvor der var sat klodser på pedalerne, så den passede til min størrelse.

Far holdt stadig fast i det lange rør, der stak op bag ved sadlen, når jeg øvede mig, men en dag mente vi begge to, at det var sikkert nok, at han gav slip, så jeg cyklede overstadig afsted alene ned ad det lange stykke vej, som skrånede let nedad et godt stykke før den næste bakke. Men ak og ve, jeg havde ikke fået at vide, hvordan man bremsede, så alt imens farten tog til, hylede jeg og råbte op om, at jeg ikke vidste hvordan jeg kunne standse, og forude snoede en bæk sig, som glimtede faretruende. Jeg så ingen anden udvej end at dreje skarpt til højre og vælte om på cyklen i det bløde græs i vejkanten, og der skete da heller ikke andet end at jeg fik et par blå mærker.

Men min første oplevelse på cykel afholdt mig ikke fra at cykle, og i tolvårsalderen fik jeg en splinterny, lyseblå letvægter, som bragte mig vidt omkring, ikke bare i Randers og omegn, men også på ture til Sjælland og Sydsverige. Da jeg senere flyttede til København fulgte min trofaste letvægter med og fragtede mig hver dag fra Nørrebro til Handelshøjskolen, hvor jeg studerede. Men en morgen da jeg skulle afsted på min sædvanlige cykeltur, var cyklen væk, tyvstjålet. Nu var gode råd dyre, for som fattig studerende havde jeg ikke råd til en ny cykel, men en af mine veninder på skolen sagde: “Tante har en gammel cykel, som hun aldrig bruger, den må du sikkert godt få”. Tante var en pensioneret oversygeplejerske fra Rigshospitalet, som veninden boede hos, mens hun studerede, og tanten indvilligede straks i, at jeg overtog hendes gamle cykel. Tantes cykel var virkelig gammel og nærmest et lig sammenlignet med min stjålne og velholdte letvægter. Men den tjente sit formål og transporterede mig i studieårene gratis omkring i København.

Kort tid efter at jeg var begyndt at tjene penge, købte jeg en bil. Dette faldt ikke i god jord hos mine forældre, som mente at jeg hellere skulle bruge mine penge til noget fornuftigt. Men jeg var lykkelig over nu at kunne suse omkring i min nye, gamle bil og tænkte ikke længere i cykelbaner, og der skulle faktisk gå rigtigt mange år, før jeg igen fik taget mig sammen til at købe en cykel for at kunne cykle omkring i den dejlige natur, hvor vi var flyttet hen. Men der skete desværre det uheldige, at jeg – utrænet cyklist som jeg var – væltede og slog mig ganske alvorligt.

Siden da har jeg ikke vovet at sætte mig op på en cykel, også fordi jeg i mellemtiden har erhvervet mig to kunstige hofter, og en motionscykel er jo slet, slet ikke det samme. Så jeg håber inderligt for lille Kiki, at hun livet igennem sørger for at holde sin cykelkompetence vedlige.

Reklamer

9 thoughts on “Oh, at cykle …

  1. Min første cykel var også sådan et monstrum, der var skåret ned fra voksenstørrelse. Det har åbenbart været sagen den gang. Jeg husker, at jeg var et helt år om at lære at køre på den. Den var simpelthen svær at styre, fordi den var for lang i forhold til højden, og jeg blev aldrig glad for den.

  2. Jeg holder meget af, når du fortæller! Den første nye cykel, jeg fik, var til min konfirmation – en flot gul af mærket Elite, som tjente mig godt i 25 år. Og jeg nyder stadig at cykle, dog ikke om vinteren.

  3. Åh, hvor er det dog stærkt med førstegangsoplevelser! Min første cykel fik jeg af bedstefar Rix. Den var også en brugt, ovnlakeret damecykel, med klodser på pedalerne. Anledningen var, at tante Else havde givet min lillesøster en spritnye cykel, med “sølvskærme”! Det faldt bedstefar så meget for brystet, at han altså gav mig en cykel. Imidlertid blev jeg jo drillet med den cykel i skolen. Så da jeg endelig fik en helt ny cykel, også med “sølvskærme” var min lykke gjort. Jeg var så glad for den, at jeg eksperimenterede med at sætte fødderne op på hjulnavet og cykle “uden hænder” en dag hjem fra skole og stærkt ned ad bakke. Desværre kom den ene fod ind i hjulet, og jeg røg forover og fløj gennem luften, landede på tænderne! Ak ja. Mistede begge fortænder, og. Måtte gå med guldkroner tænderne, hvilket næsten ikkelandbrugsrelateret dokumenterer, da der ingen fotos findes af mig, hvor jeg smiler. Da Jeg blev 17 år fik jeg porcelænskroner på!
    . Jeg holder nu alligevel meget af at cykle, men er desværre blevet en lidt usikker cyklist, formentlig fordi jeg er bange for at vælte og slå min nye hofte ;-). Her i Blera i Italien har jeg en lækker mountainbike, med 21 gear. I Danmark har jeg to cykler: en almindelig citybike og så en knaldrød stor svensk damecykel, med bred sadel og nummerplader af mærket Kronan. Superflot og meget tung. Den vejer 26 kg, men jeg føler mig tryg den.

  4. Hvilken god historie! Kiki klør på med at cykle og hun er blevet hurtig. Snart skal hun cykle til og fra børnehave – dog på fortovet med mig ved siden af på vejen. Men det er jo frihed på to hjul. Eller Det Røde Lyn som hun kalder sin cykel! 🙂 Knus

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s