Tyvstjålet

En af de danske sagnkonger hed Frode Fredegod, og det fortælles om ham, at han lagde en guldring i vejkanten for at bevise, at han havde skabt et så fredeligt rige, at ingen ville finde på at stjæle ringen. Og sagnet fortæller, at det var der heller ingen, der gjorde.

Jeg er egentlig altid gået ud fra, at som en ætling af Frode Fredegod behøver jeg ikke at være bange for at blive bestjålet, og derfor har jeg indtil fornylig været utilbøjelig til at låse døre, når jeg går en smuttur, eller til på gaden at gå og klamre mig til min håndtaske af angst for de tricktyve, som lokalavisen fortæller stjæler kontanter fra ældre medborgere og unge ekspedienter i butikkerne.

Alligevel er det sket et par gange i mit liv, at jeg er blevet bestjålet, eller at fremmede er brudt ind i mit hus. Indbruddet skete engang for snart mange år siden, da vi boede i et bondehus, der grænsede op til Hareskoven. Her plejede vi tit at gå lange skovture, og det var da vi kom hjem fra en af disse ture, at vi fandt fordøren stående pivåben. Da vi skyndte os ind, så vi ryggen af tre store drenge i fuldt firspring ud af bagdøren og videre ud ad marken bag ved huset.

Der var intet forsvundet. Det eneste bemærkelsesværdige var en flaske Campari og tre glas, der var hentet ud af skabet og stillet på sofabordet, uden at man havde nået at drikke noget af det. Derfor besluttede vi at betragte indbruddet som drengestreger og anmeldte det ikke. Et halvtårstid efter ringede der en kriminalbetjent og spurgte, om vi havde haft indbrud på det og det tidspunkt. Det kunne vi bekræfte, og det viste sig, at man havde anholdt en drengebande, som havde tilstået blandt andet at være brudt ind hos os. Vi fik strengt pålæg om altid at anmelde den slags sager.

Den anden gang der skete noget, der burde få mig til at tvivle lidt mere på omgivelsernes hæderlighed, var da et flyttefirma skulle flytte svigerfars dødsbo hjem til os og der forsvandt en flyttekasse, mærkeligt nok den der indeholdt det mest værdifulde i hele flyttegodset, nemlig sølvtøjet. Forsikringssummen, som vi fik udbetalt, kunne hverken opveje værdien i kroner og ører eller affektionsværdien af det sølvtøj, som svigermor altid havde sagt, vi skulle arve og passe godt på.

Nu kommer vi så endelig til det der gør, at jeg på det sidste er blevet meget mere påpasselig med mine ejendele. Det skete for et par måneder siden i Roms metro i myldretiden. Jeg og mine ledsagere bliver bagfra nærmest puffet ind i toget, hvor folk står trængt som sild i en tønde. Og da han, der skubbede allermest sammen med en anden skynder sig ud af toget igen allerede ved næste station, begynder jeg at ane uråd, og det viser sig da også, at min pung er forsvundet fra tasken, som jeg ellers mente var gemt godt væk under jakken. I første omgang springer sveden ud på panden, for med pungen er både visakort, kørekort, sygesikringsbevis og diverse medlemskort pist væk. Heldigvis indeholdt pungen kun 5 euro i kontanter, men desværre var det min nye, røde, italienske pung, som jeg lige havde købt dagen i forvejen.

Visakortet blev spærret i en fart, og jeg måtte låne mig frem under resten af ferien, men heldigvis havde tyven hverken snuppet pas eller iPhone. Og i dag kan jeg bare glæde mig over, at alle kort er genanskaffet – og minsandten er også en anden pung nøjagtig mage til den forsvundne skaffet til huse.

Fra nu af bliver dørene altid låst, når jeg går hjemmefra, og min pung bliver fragtet omkring i en taske med en solid lynlås.

Reklamer

2 thoughts on “Tyvstjålet

  1. Smuk pung!

    Selv om jeg for nylig har været så heldig at få min lille taske med alt det vigtigste i tilbage efter at have lagt den fra mig på en S-station, har jeg tænkt en del på Frode Fredegod i de senere år. Han må jo nærmest rotere i sin grav.

    Tak for din kommentar. Kunne du fortælle lidt om, hvordan du trænede, og hvor lang tid der gik, før du var fit for fight?

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s