Kattejammer

Frygteligt ynkelige lyde kommer der fra transportkassen på bilens bagsæde hele vejen ind til dyrlægen i Vorup. Mini har ikke kunnet spise i 5-6 dage, og når den har forsøgt, bliver det bare brækket op igen sammen med en gul, galdelignende væske, og efterhånden  er vores flotte kat kommet til at ligne en skygge af sig selv.

Den er jo også 8 år, siger vi til hinanden, måske har den spist rottegift, og dette er prisen for, at den har fået lov at beholde sine nosser og har levet et frit og farligt udeliv som kattecharmør med sikkert flere unger på samvittigheden. Vi har i hvert fald set et par sorte hankatte der ligner Mini, med samme karakteristiske lange hale, luske omkring i haven og gøre kur til Muffi, Minis mor. Man tager det ikke så nøje med familierelationerne i katteverdenen. Men vi plejer at tage situationen i stiv arm, for Muffi får jo p-piller.

Endelig når vi ud til dyrlægen med den syge Mini, og der bliver stille på bagsædet. Godt at vi har anskaffet en transportkasse. Sidste gang vi var hos dyrlægen med den, for flere år siden, slap den ud af den sportstaske, den blev transporteret i, og stak af i fuldt firspring ned mod åen. Vi kaldte og ledte forgæves efter den i lang tid og måtte tage hjem igen uden Mini og med uforrettet sag.

Næste morgen tog vi derud igen i et svagt håb om at finde den, og minsandten da vi steg ud af bilen, lød der inde fra dyrlægens have en ynkelig mjaven, og her inde i en stor dynge kvas sad den og kunne ikke komme fri, og stor var glæden over gensynet.

Denne gang bliver den bragt sikkert i havn i dyrlægens konsultation. Her får den indsprøjtninger i form af en såkaldt appetitvækker, antibiotika og B-vitamin og bliver efterfølgende, stadig under ynkelig jamren, bragt hjem. Aldrig så snart er den kommet inden for døren, før den begynder at hugge supermarkedets dyreste kattemad i sig, og i dag 2 dage senere er den fuldkommen rask og fit for fight med kvarterets andre hankatte.