Grød

Grød er ved at blive et hit. I København har et par unge fyre fornylig åbnet en grødbar, hvor man for en billig penge kan købe forskellig slags grød med diverse toppings på. Her i huset spiser vi engang imellem havregrød, men det er kun når vi har dårlig mave. Husbond spiser det med velbehag og med både smørklat, sukker og kanel. Jeg derimod har altid haft et dårligt forhold til grød og spiser det kun nødtvungent.

I min barndom insisterede mor altid på, at vi børn skulle spise et solidt morgenmåltid, inden vi tog i skole. For mig der ikke var sulten om morgenen og ikke kunne lide havregrød og sødmælk, var det en pestilens at blive præsenteret for disse retter. Med tiden gik det dog det bedre at få morgenmaden ned, da jeg i stedet fandt ud af at spise havregryn med kærnemælk og strøsukker.

Men bortset fra min aversion mod grød har jeg fra min barndom på landet nogle gode associationer i forbindelse med grød, for grød indgik ofte i menuen på mine bedsteforældres gård, hvor min bror og jeg i vores tidlige barndom tilbragte nogle herlige stunder.

Her sad vi, når vi skulle spise, en masse mennesker omkring det lange bord med bedstefar og bedstemor for bordenderne og ellers karle, piger og voksne hjemmeboende børn omkring bordet. Her stod menuen sommetider på væmmelige spiser som f.eks. byggrød og fløjlsgrød suppleret med grønkålssuppe eller hvidkålssuppe. Jeg nøjedes som regel med suppen, men spiste med fornøjelse den tiloversblevne byggrød næste dag,når bedstemor stegte den som klatkager i smør på¨panden og serverede dem med hjemmelavet hindbærsyltetøj.

Og så må jeg endelig ikke glemme risengrøden juleaften. Ikke noget med nymodens risalamande her, men god gammeldags risengrød serveret før vi gik i gang med gåsen eller flæskestegen. Forinden var vi med vores søde faster kravlet op ad stigen til høloftet med en skål risengrød til nisserne. Det var lidt skuffende senere at erfare, at det slet ikke var nisser men misser, der i løbet af natten havde tømt skålen.

Flere emner med ‘G’ her.

Hvis slagterier havde glasvægge …

ville vi alle blive vegetarer, står der i en brochure fra dyrevelfærd.dk. Eller i det mindste ville man måske sikre sig, at de animalske produkter, man køber, stammer fra dyr, der er blevet behandlet ordentligt. Forleden hørte jeg i radioen en ærværdig filosofiprofessor berette om, hvordan han i supermarkedet havde spurgt en dame i minkpels, der var i færd med at tage en bakke buræg ned fra hylden, om hun var klar over, at hun var med til at støtte dyremishandling. Damen var blevet rasende, havde sagt grove ord og fjernet sig med sine buræg.

Jeg forstår ham så udmærket, men plejer ikke selv at reagere på samme måde. Er af et lidt andet temperament og skønner, at det nok ikke har større virkning at reagere sådan. Men vi ved jo godt, der er mange gode grunde til at spise mindre kød, købe økologisk eller spise vegetarisk. Den animalske produktion er en af de helt store syndere, når det drejer sig om CO2 udslip i atmosfæren, og husdyrenes forhold er noget de fleste fortrænger, når de sætter tænderne i flæskestegen. Tegningen af den lille, glade gris med krølle på halen på svinetransporterne er ganske misvisende og er med til at lulle folk i søvn hvad angår lastbilernes indhold.

Jeg kunne såmænd blive ved om mange andre former for dyremishandling, men nu må det være nok for denne gang.

Trods alt god rolig nat!

 

Folkevalgte

Forleden dag havde Poul Friis på P1 en af de nyvalgte folketingspolitikere i studiet, nemlig Mette Bock fra Liberal Alliance. Selvom jeg partipolitisk ikke er enig med hende, bragte hun nogle synspunkter på bane, som lige var vand på min mølle.

Hun sagde, at hun græmmede sig over sin nye arbejdsplads og sammenlignede den med en dårligt fungerende børnehave. Hun refererede f.eks. til, at oppositionen under åbningsdebatten 19 gange stillede statsministeren det samme spørgsmål, hvortil statsministeren 19 gange gav enslydende svar. Hun mente, at der var tale om politisk drilleri i stedet for politisk diskussion, og at det er sædvane på Borgen, at folketingsmedlemmerne først tænker på, hvad de kan gøre for sig selv, dernæst partiet og først til sidst på, hvad de kan gøre for Danmark.

Hvor ofte har jeg dog ikke selv siddet foran fjernsynet og græmmet mig og været irriteret over, at politikerne gør det hele til taktik i stedet for indhold, når nu det er så vigtigt at nå frem til nogle politiske konklusioner. Og folketingsmedlemmerne er jo valgt af os til at tage beslutninger på vores vegne. De kan på ingen måde tillade sig at opføre sig så arrogant, som de ofte gør. Hun berettede om et tilfælde, hvor en delegation havde fået foretræde for et folketingsudvalg, men at flere af udvalgets medlemmer i den korte tid, der var til rådighed, sad og pirkede på deres computere og mobiltelefoner i stedet for at lytte til delegationen, som måske var kommet langvejs fra.

Igår talte jeg med min nabo om den megen kongerøgelse i den sidste tid, og i den forbindelse nævnte han, at han havde læst en bog af Prins Henrik, som han syntes gav indtryk af, at denne var et interessant og kunstnerisk begavet menneske. Det var derfor faldet ham ind, at prinsen var blevet groft og uretfærdigt mobbet i alle årene som prinsgemal i Danmark.

Måske gælder det generelt, at vi er en rigtig mobbenation.

Flere emner med ‘F’ her.

Endestationen

I nærheden af hvor vi bor ligger der en lille særpræget kirkegård. Her gik vi i dag en tur og kiggede på de gamle gravsten. I sæsonen kan man desuden beundre den kæmpestore rhododendron, når den står i fuldt flor.

Det er så smukt og romantisk et sted, at jeg har hørt flere sige, at når de skal begraves, vil de gerne ligge her. Men det er ikke enhver beskåret. Ud over et par enkelte sognepræster, som i de senere år er blevet begravet her, er kirkegården forbeholdt de gamle konventualinder, som i sin tid boede på Støvringgård Kloster. Konventualinderne  var de gamle, ugifte frøkener fra fine familier, som i sin tid boede på klosteret.

Man må håbe for de gamle damer, at de har haft et godt liv her uden for store indbyrdes rivegilder  – hvilket man jo godt kunne forestille sig fandt sted i sådan et miljø. Men i hvert fald har boligen og omgivelserne været i topklasse.

Apropos endestation må jeg indrømme, at jeg ikke personlig har noget særligt forhold til gravsteder. Erindringer om den afdøde, fotos og genstande spiller en større rolle for mig end en gravsten, men jeg har hørt at moderne mennesker er begyndt at gå mere og mere op i begravelser og gravsteder.

Det var min fars ønske, at han og mor skulle have en sten på deres urnegravsted på den lille kirkegård midt i Randers. Han var en kendt skikkelse i byen, og jeg forestiller mig, at han godt kunne lide tanken om, at folk, der kom forbi, ville standse op og konstatere, at her lå han og mor begravet. Jeg kigger også selv på navne, når jeg går på en kirkegård, for at finde ud af, om her mon ligger nogen jeg har kendt.

Flere emner der begynder med ‘E’ her.

Dagens Ret

Denne dagens ret blev faktisk serveret igår, men ugens emne skal jo begynde med D, so here we come lidt for sent. Desuden har jeg haft nok at gøre med at finde ud af alle funktionerne på min nye iPhone, et fantastisk lille værktøj, som jeg lige har investeret i. De gamle, grå hjerneceller har nok at gøre med den sag, så læserne af bloggen må nøjes med opskriften på denne lækre og nemme jordskoksuppe, som jeg i aftes serverede for husbond – som erklærede sig særdeles tilfreds. Det var egentlig den hyggelige Kjeld Koplev, som gav mig ideen til denne gode vintersuppe i hans lille madudsendelse på P1 lørdag morgen.

Ca. 700 g jordskokker, et stort løg, et stort æble og en stilk blegselleri renses, skæres i mindre stykker og røres rundt et minut i gryden i et skvæt varm olivenolie. Ikke en hvilkensomhelst olie, skal jeg huske at sige. Den er presset af de fineste oliven, plukket fornylig af mine to svogre i Massimos olivenlund i Blera, Italy. Så hældes der vand ved, så det lige dækker, lidt ituskåret ingefær samt grøntsagsbouillon kommes i, og det hele bringes i kog og står og snurrer i 25 minutter, før suppen blendes og krydres med salt, peber og masser af fintklippet purløg. Serveres med hjemmebagt, groft brød.

Desværre glemte jeg at tage et foto af den færdige ret, men efterfølgende fotograferede jeg nogle af de vigtige sager i processen.

Jordskokker er knoldede og vanskelige at skrælle, men man kan nøjes med bare at skrubbe dem grundigt med grøntsagsbørsten og skære evt. sorte pletter væk. Det er vigtigt altid at have en god grøntsagsbouillon i huset, når man laver vegetarisk mad – og så priser jeg min gode håndblender, nem at bruge, nem at rengøre.

God søndag!

Synæstesi

Ved at læse ‘Vokalfarverne’ et ungdomsdigt af Georg Brandes på Rasmines blog, gjorde jeg mig for første gang rigtigt klar, at jeg lider af noget, der hedder synæstesi, eller lider er for meget sagt, for det er jo tværtimod herligt og nærmest en fordel, at bevidstheden farves af, at alle ord og især personnavne har en særlig farve. Da jeg søgte på internettet, fandt jeg ud af, at fænomenet betyder, at to sanser er forbundet med hinanden og optræder samtidig, f.eks. ord og farve som hos mig, lyd og farve hos en trænet musiklytter eller andre samtidige sanser.

Hos mig har alle ord, talte og læste, en mere eller mindre tydelig farve, men personnavne har særligt tydelige farver, og hvis jeg var maler, ville jeg kunne vise dem på lærredet indtil mindste nuance, for ikke to navne har samme farve. Folk har engang imellem kigget lidt forundret på mig, hvis jeg har fablet om, at Inge er nærmest græsgrøn, Finn flødechocoladebrun, Birthe dybmørkerød etc. etc., og at alle personer med det samme navn tager farve af deres navn. Ikke så mærkeligt at andre undrer sig, når fænomenet tilsyneladende er rimeligt sjældent, og at kun 1 ud af 100 eller 1000 har det på denne måde. Jeg har selv været lidt forundret over, at andre ikke havde det på samme måde som mig, for det har altid forekommet mig at være en helt naturlig ting, at ord og navne havde farve.

Det forholder sig lidt anderledes med ugedage og måneder, som også har tydelige farver. Her er der straks flere, der er med på tanken. Enhver ved jo, at mandag er blå og søndag rød og januar lyseblå og december koksgrå. Men her er der andre faktorer end ordenes lyd, der spiller ind, og det hele bliver straks mere kompliceret end som så.

Det kunne være sjovt at høre, om der er andre derude i blogland, der har det ligesådan..