Hun er den forfatter, hvis værker jeg har læst flest gange, og hvis livshistorie jeg har studeret forfra og bagfra. Ingen tvivl om at jeg for år tilbage ville have kunnet vinde førstepræmien i enhver konkurrence om Karen Blixens litteratur og hendes liv og levned. I de senere år har interessen dog stået lidt på standby, på et tidspunkt fik jeg nok og drejede antennerne i lidt andre retninger, men nej, jeg er langtfra færdig med den gamle heks fra Rungstedlund, og alle hendes bøger står da også i reolen og venter på at blive gennemtygget endnu engang.
“Jeg er en sto-o-oryteller”, sagde hun om sig selv, og det er da også hendes fortællinger, der optager mig mest, og ikke så meget ‘Den afrikanske Farm’ som nok er hendes mest berømte bog, og som blev ekstra berømt gennem filmen “Mit Afrika” med Meryl Streep og Robert Redford i hovedrollerne.
Flere af mine litteraturinteressede venner har haft svært ved at finde hoved og hale i hendes fantastiske historier og har ofte undret sig over min store interesse for hendes forfatterskab og i det hele taget for damen med den dybe cigaretstemme og det gammelkøbenhavnske sprog. Jeg har haft svært ved at forklare hvorfor, men måske skyldes det, at temaerne i fortællingerne, selvom de foregår i en anden tid og ofte er ret indviklede, er almenmenneskelige og eksistentielle og konstant kredser om spørgsmålet:”Hvem er jeg?” Og så er stilen og sproget så smukt, at man automatisk bliver inddraget i hendes fantastiske univers.
Karen Blixen skrev i et brev til familien, da hun var gået fallit med sin afrikanske farm, at hun nu ikke vidste, hvordan hun skulle forsørge sig selv i fremtiden. Hun kunne måske forsøge sig med at skrive de historier ned, som hun om aftenen foran kaminen havde fortalt til Denis Finch-Hatton, hendes livs store kærlighed, som kort tid forinden var blevet dræbt i et styrt med sit lille sportsfly. “Men”, som hun skrev, ”jeg vil jo så nødig ende mit liv som en tryksag.”
Det er dog heldigt for os andre, at der de følgende år, da hun var flyttet tilbage til Danmark til barndomshjemmet Rungstedlund, kom flere ‘tryksager’ fra hendes hånd, men det var stadig vigtigt for hende også at sætte præg på sit liv, og i lighed med H.C. Andersen nåede hun både som person og forfatter at blive en mytologisk figur i dansk kulturhistorie. Et år før hun døde skrev hun:
I dag spindes der i bøger, film og teater stadig historier om fortællersken og baronessen fra Rungstedlund, senest teaterstykket ‘Baronessen’ på Folketeatret om Blixens forhold til Thorkild Bjørnvig med den eminente spindoktor Pilou Asbæk fra ‘Borgen’ og Karen Lise Mynster i rollerne.
Flere emner der begynder med ‘B’ her.
Jeg har ikke dyrket Karen Blixen så intenst som du, men jeg har da læst nogle af hendes historier flere gange. På et tidspunkt købte jeg også Den afrikanske Farm, fordi jeg havde en idé om, at jeg burde læse den. Der stod den så i reolen og samlede støv i årevis, indtil jeg faldt over den forrige sommer og faktisk gik i gang. Jeg vil også hellere læse historierne, men selv i Farmen, som jeg ikke blev færdig med, skinner hendes særlige sprog og stil igennem, så jeg forstår dig godt. Måske skulle man alligevel tage “den gamle heks” op igen 🙂
Det bedste er når form og indhold går op i en højere enhed, og det gør det hos KB, synes jeg.