De Levendes Land

Vores nabo døde for nogle dage siden. “Men han var jo også gammel, 71 år”, som min søde frisør engang sagde, da hun fortalte, at hendes far var død.

Når man som jeg er kommet op i årene, har man ikke helt den samme holdning og synes at det er for tidligt at dø i en alder af 71. Men vores nabo havde i nogen tid været meget syg på grund af lungeproblemer, og både for ham selv og familien må hans død alligevel betragtes som en befrielse.

Det er vigtigt for alle involverede at sige farvel til den afdøde på en god måde. Og det gjorde vi igår i den lille Mellerup Valgmenigshedskirke, hvor digteren Jakob Knudsen i sin tid virkede som præst. Det var mens han var her, at han skrev den smukke salme:”Se nu stiger solen af havet skød”, og den blev sunget i kirken efter afdødes eget ønske.

Det giver altid ekstra stof til eftertanke, når det er den afdøde selv, der har bestemt, hvilke salmer der skal synges i kirken. Det havde min far også før han døde, og jeg får altid et stik i hjertet, når jeg tænker på, at “Kirkeklokke ej til hovedstæder”, som var en af salmerne han havde valgt, fortæller om den lille by på landet, han var vokset op i.

Igår blev der også sunget salmer af Grundtvig, bl.a. “De levendes land” og “Dejlig er jorden”, smukke og dybe tekster som sammen med de gammelkendte melodier kan få mig til at stortude og i smug tørre øjnene, selv når det er til en fjernere bekendts begravelse eller midt i en glad flok i kirken juleaften.