De Levendes Land

Vores nabo døde for nogle dage siden. “Men han var jo også gammel, 71 år”, som min søde frisør engang sagde, da hun fortalte, at hendes far var død.

Når man som jeg er kommet op i årene, har man ikke helt den samme holdning og synes at det er for tidligt at dø i en alder af 71. Men vores nabo havde i nogen tid været meget syg på grund af lungeproblemer, og både for ham selv og familien må hans død alligevel betragtes som en befrielse.

Det er vigtigt for alle involverede at sige farvel til den afdøde på en god måde. Og det gjorde vi igår i den lille Mellerup Valgmenigshedskirke, hvor digteren Jakob Knudsen i sin tid virkede som præst. Det var mens han var her, at han skrev den smukke salme:”Se nu stiger solen af havet skød”, og den blev sunget i kirken efter afdødes eget ønske.

Det giver altid ekstra stof til eftertanke, når det er den afdøde selv, der har bestemt, hvilke salmer der skal synges i kirken. Det havde min far også før han døde, og jeg får altid et stik i hjertet, når jeg tænker på, at “Kirkeklokke ej til hovedstæder”, som var en af salmerne han havde valgt, fortæller om den lille by på landet, han var vokset op i.

Igår blev der også sunget salmer af Grundtvig, bl.a. “De levendes land” og “Dejlig er jorden”, smukke og dybe tekster som sammen med de gammelkendte melodier kan få mig til at stortude og i smug tørre øjnene, selv når det er til en fjernere bekendts begravelse eller midt i en glad flok i kirken juleaften.

Eksamensvagt og skolebal

En eksamensvagt – jamen det var jo et gammelt nussehoved af en pensioneret lærer, der gik rundt og vogtede over os stakkels elever, der sad og svedte ved bordene i eksamenslokalet, da jeg gik i skole.

Jeg vil nødigt henregnes til gruppen af gamle nussehoveder, men ikke desto mindre har jeg et par dage i denne uge været eksamensvagt og siddet og skuet ud over de bøjede hoveder af kursister fra Randers sprogcenter, der har været til skriftlig eksamen i dansk.

De er gået til sagen med den største alvor og ihærdighed, og alt tyder på, at det ligger dem meget på sinde at tilegne sig dansk sprog og kultur, hvilket også er mit indtryk af de mange indvandrere, jeg selv i mange år underviste i dansk. Jeg må indrømme, at det gav mig kuldegysninger, og jeg blev endnu engang så flov over at være dansker, da jeg forleden dag på gågaden hørte et par ældre danske medborgere højlydt beklage sig over de skide perkere, der får i både pose og sæk og bare laver ballade.

Eksamen foregik i de store lokaler i Fritidscentret, en statelig bygning fra slutningen af 1800-tallet, som i gamle dage hed Haandværkerforeningen, og hvor jeg i min barndom og tidlige ungdom var til utallige fester – spejderbal, skolebal, danseskole, koncerter, juletræsfest – you name it!

Idag huser Fritidscentret stadig mange kulturelle aktiviteter, men af en anden karakter end dengang, hvor man vist roligt kunne sige, at der var ‘bal i den borgerlige’, når der var fest i Haandværkerforeningens store sal. Dette gjaldt også, når min barndoms skole, C.la Cours skole, afholdt sit årlige skolebal. Her brillerede skolebestyreren frk.Bie i sin sorte silkekjole og lange perlekæde og sørgede for, at indmarchen til tonerne af Riberhusmarch gik efter planen. Vi havde trænet flere dage i forvejen i skolens gymnastiksal. De små piger og drenge gik parvis forrest, og de største dannede bagtrop.

Alle var i festtøjet, og familiens egen syerske, fru Jensen på Mariagervej, havde haft travlt med at sy kjoler til familiens piger. De små piger var i kjoler med strutskørter, og på et foto fra dengang er jeg selv iført en lang bordeauxrød taftkjole med udringet flæsekant og tilhørende selskabstaske i form af en paraply. Nej, i dag synes jeg ikke jeg var helt så smart, som jeg syntes dengang.

Men skoleballet var en af efteråret store begivenheder, og mit humør blev ikke ringere af, at det som regel var fars orkester, der spillede til underholdning og dans. Han var selvskreven, fordi hans børn gik på skolen.

Et af årene kom familien yderligere i fokus, da mine to yngste søstre, som gik i skolens børnehave, brillerede som primadonnaer på scenen i skolens festforestilling.

Jo, der dukker mange minder og associationer op, når man på sine ældre dage bevæger sig omkring i barndommens landskab.

Julemanden inkarneret

“Jeg skal ha’ en tube Dr. Hauschka Rosencreme”, siger jeg til ekspeditricen  i Matas.

“Har vi ikke”, siger hun mens hun ransager hylden, “men vil du ikke ha’ en gaveæske i stedet?”

“En gaveæske?” siger jeg, “jeg skal kun ha’ en enkelt tube rosencreme til eget brug”. – En creme som jeg plejer at bruge, med en dejlig rosenduft og uden tilsætningsstoffer, og som jeg bilder mig ind holder huden ung og får mig til at ligne en halv million million.

“Jo men”, siger hun, “du kan få en gaveæske med både Hauschka rosencreme og rensemælk for 169 kr.”

Fint, jeg køber selvfølgelig æsken, men undrer mig over det helt surrealistiske i, at en enkelt tube rosencreme plejer at koste 199 kr., og nu får jeg både creme og rensemælk 30 kr. billigere, bare fordi det er jul.

Dr. Hauscka må være julemanden inkarneret, tænker jeg, eller også må mine yndlingsprodukter normalt give ham en enorm avance.

Zen

Jeg kan ikke selv beskrive Zen bedre end cand. psych. Kim Bach Petersen har gjort det i denne fine lille tekst om zen-buddhisme. Så den tillader jeg mig at bruge her under emner med “Z” i ABC-Bloggen:

Zen

Zen er en japansk-kinesisk buddhistisk tradition, som foreskriver en meget karakteristisk meditationsform, som enkelt og radikalt pointerer vigtigheden af årvågenhed og nærvær:

“Målet er den oplyste bevidsthed, som er at blive ét med alt i dagliglivets evige nærværenhed.”

I sin rene form fokuserer zen alene på det nærvær, man har med sig i sin daglige praksis. Zen handler derfor ikke om at gøre noget bestemt, men om at gøre det med den rette opmærksomhed:

“Før oplysning: Bære vand og hugge brænde. Efter oplysning: Bære vand og hugge brænde.”

Filosofi

Zen har en meget nøgtern og ligefrem livsanskuelse, hvor der ikke er plads til indviklet metafysik eller filosofi. Fokus ligger alene på at opleve livet som det udfolder sig lige foran os nu-og-hér – for zen er det store mysterium at verden er og at vi kan opleve den:

“[Zen] er mystisk i den forstand, at solen skinner, at blomsten blomstrer, at jeg i dette øjeblik hører nogen slå på tromme i en gade. Hvis dette er mystiske kendsgerninger, er zen fyldt til randen med dem.”

Målet med zentræning er at fjerne det, der forhindrer os i at være til stede hér-og-nu og opleve dette mysterium: Logik, sprog, vaner, gentagelser, forklaringer og retorik.

Zazen

Meditationsformen i zen kaldes zazen og i sin grundform er den meget enkel: Man sætter sig ned og er opmærksom på sit åndedræt.

Ved at være fuldt opmærksom på sit åndedræt, bringer man sig selv i ro og åndedrættet bliver gradvist langsommere. Gennem denne form for afspænding træner zen mod at gøre udåndingen så lang som mulig og her er det vigtigt, at man ikke forcerer, så man bliver stakåndet: Målet er koncentreret ro og det kan man kun opnå, hvis man lader åndedrættet foregå naturligt.

Grundformen kan suppleres med mentale koncentrationsøvelser. Det kan være at fokusere på et tal, mens man udånder, idet man gentagende tæller fra 1-10. Alternativt kan man arbejde med en koan, som beskrevet nedenfor.

I klassisk zazen-træning mediterer man mange timer dagligt indlejret i en disciplineret hverdag, men i mere moderne former mediteres der som oftest kun i kortere perioder – typisk 30-90 minutter dagligt.

Koan

I praksis bruger zen ofte virkemidler som paradokser, ironi, sarkasme og selvmodsigelser til at tvinge den mediterende til at slippe forklaringerne til fordel for nærværet og øjeblikket.

I forbindelse med meditation bruges disse virkemidler i en særlig koncentreret form, nemlig en koan. En koan er en slags gåde, som bruges til at fokusere sindet – ofte i hvad der ligner en umulig situation:

“Når alt hvad du gør og ikke gør, ikke nytter, hvad gør du så?”

“Du kender lyden af to hænder, som klapper, men hvad er lyden af én hånd?”

Koaner kan umiddelbart virke absurde eller paradoksale, men de skal tages fuldstændigt alvorligt. Zen forsøger nemlig ad denne vej at lære den mediterende, at der ikke findes nogen udvej, at man grundlæggende ikke kan flygte fra tilværelsen:

“Det eneste, der kan gøres, er at arbejde enfoldigt, men stædigt på at blive ét med sit eksistentielle problem.”

Samadhi og satori

Hvis det lykkes for én, hvis man bliver ét med sin koan, vil bevidstheden absorberes i sin transcendentale kilde. Denne tilstand kaldes samadhi:

“I samadhi er man ikke bevidst om sin tilstand. Man er vendt tilbage til sin oprindelige natur, men kan ikke erkende dens beskaffenhed, fordi man naturligvis selv er denne natur og ét med samadhi tilstanden.”

For at opnå fuld erkendelse må man derfor vækkes fra samadhi. Når det sker, erkender man i et kort glimt den oprindelige klare bevidstheds væsen – man oplever et glimt af oplysning, et satori. Satori er dog kun et glimt og derfor fortsættes den meditative praksis, så man efterhånden nuancerer og modner sin erkendelse til en mere permanent oplysningstilstand kensho. Dette gør én i stand til at bryde alle selvpålagte begrænsninger og erkende klart at:

“Livet er en kendsgerning, og ingen forklaring er nødvendig eller anvendelig. At forklare er at gøre undskyldning, og hvorfor skulle vi gøre undskyldning, fordi vi lever? At leve – er det ikke nok?”

På den måde er zen befriende ligefrem og jordnær.

Tid til eftertanke

Den 15. november er det 8 år siden at min dejlige søster døde af knoglemarvskræft.

Hun blev begravet her fra den smukke Aalum kirke:

hvor også min mor blev konfirmeret og mine forældre gift i 1935.

Søster har heldigvis efterladt sig både børn og børnebørn. Her er niece – fotograferet af nevø – med sit nye pelsdyr, der luner godt om halsen på en kold novemberdag.

 

Harry Hole

Hvorfor hedder rigtigt gode krimi-opdagere Harry. Tænk bare på Dirty Harry og såvidt jeg mindes endnu flere, som jeg ikke lige har present nu. Men i hvert fald er der Harry Hole, som jeg lige nu spændt følger i Jo Nesbøs nye “Genfærd”. Som sædvanlig en grum, grum historie- egentlig for grum til mit gemyt, men så fantastisk velskrevet og spændende, at siderne nærmest vender sig af sig selv. Så lige nu har jeg hverken tid til at spise frokost, putte i opvaskemaskinen eller lægge tøj sammen, men må lige have check på, hvordan Harry klarer sagen med Oleg, Rakel, Michael Bellman og alle de andre.

eXtragevinst

Jeg havde slet ikke sat næsen op efter at vinde noget. Det plejer jeg nemlig ikke at gøre. Så derfor kom det som noget af en overraskelse, da jeg igår fik en mail fra Klasselotteriet om, at jeg havde vundet et gavekort på 5000 kr. De havde udskrevet en konkurrence med en præmie på 25.000 kr. for et alternativt forslag til, hvad man kunne bruge en milliongevinst til.

De 25.000 blev det dog ikke til, men lidt har også ret, og ekstragevinsten på 5000 er lige netop det  beløb, vi havde tænkt os at investere i en fladskærm.

Her er mit forslag:

“Årstiden betyder ikke så meget. Udsigten er fin hele året rundt, og lige nu sidder de og kigger ud over fjorden og sludrer lidt over morgenkaffen, mens et stort skib passerer forbi.

“Jeg skal lige hen og se efter på computeren, om vi har vundet i klasselotteriet, det er den 15. i dag”, siger konen.

“Ha”, siger han, “du kan godt spare dig, vi vinder jo aldrig, men jeg foretrækker alligevel også at have held i kærlighed”.

Men mod al forventning viser det sig faktisk, at det ældre pensionist-ægtepar har vundet 1 million kroner. De er lidt fortumlede over deres held og må lige ringe til klasselotteriet for at få bekræftet, at det virkelig har sin rigtighed. Jo, det passer minsandten.

Det er sandelig en glædelig nyhed, og dagen går med at drøfte, hvad de skal bruge de mange ekstra penge til. Det svirrer i luften med rejseplaner, ny bil, gode middage, tøj osv., men pludselig siger hun:

“Du har jo rund fødselsdag i begyndelsen af juni, skal vi ikke holde en kæmpefest for familie og venner?”

“Det skal vi jo alligevel”, siger han.

“Jo, men så skal det ikke bare være en almindelig aftenfest med middag, men en superfestlig begivenhed, der strækker sig over to dage”.

“Det bliver en dyr omgang, hvis alle 30-40 mennesker skal med”, indvender han.

“Hold nu op, vi har jo penge nok!”

Og sådan bliver det, og allerede et par dage efter er det hele planlagt:

En bus skal samle alle deltagerne op på en parkeringsplads i centrum af Randers. Turen går derefter til et feriecenter, der ligger ud til Vesterhavet. Efter frokosten hygger man sig og går ture ved havet

og børnene og de unge forlyster sig med de forskellige aktivitetetsmuligheder der findes på stedet. Om aftenen dækkes der op til gourmetmiddag med diverse vine til. Der opstilles et specielt bord med børnemenu til de mindre børn. Efter middagen er der kaffe og diverse forfriskninger, og en særlig dygtig pianist hyres til at spille op til dans.

Efter morgenmaden næste dag går busturen videre ned gennem Jylland til Silkeborg, hvor der er bestilt frokost på terrassen på en kro, der ligger lige ud til Silkeborgsøerne.

Her spises der frokost, inden hjuldamperen lægger til ved anløbsbroen og sejler selskabet til Himmelbjerget, hvor de mest mobile tager en rask travetur op til toppen af et af Danmarks højeste punkter.

Bagefter sejles der tilbage til restauranten igen, hvor der serveres kaffe, sodavand og hjemmebagt kringle. Så er fødselsdagsfesten forbi, og bussen med alle gæsterne kører tilbage mod Randers.

Snart efter bliver også alle invitationerne sendt ud.

“Hvad så, der er jo stadig masser af penge tilbage af millionen”, siger hun, mens de sidder og drikker eftermiddagskaffe.

“Tag det nu bare helt roligt”, siger han og tager en slurk af kaffen. “De befinder sig godt i banken, og det er rart at have lidt ekstra til en regnvejrdag”. Alligevel tager de dagen efter en tur ind til byen, hvor hun flotter sig med et par lækre sko og en smart taske, og han er et smut inde i musikforretningen og kigge på et nyt klaver”.

Himmel og helvede på Aros

Den nye cirkelrunde regnbue-installation på toppen af bygningen skal symbolisere himlen i Dantes “Den Guddommelige Komedie”, mens De 9 Rum i kælderens dyb symboliserer helvede. Og det er virkelig en himmelsk oplevelse langsomt at gå den 150 m lange og 3 m brede rundtur i Olafur Eliassons glas-installation i alle spektrets farver på toppen af kunstmuseet Aros.

For en med højdeskræk som mig er det mærkeligt at stå der højt oppe på afgrundens rand og se hele Århus i det mest fantastiske lys.

Man går omkring badet i forskelligt lys og lægger mærke til, at humøret faktisk skifter alt efter hvor man befinder sig –  en sær psykodelisk, drømmeagtig fornemmelse.

Bagefter kom turen til helvedet nede i kælderen, og det var bestemt ikke morsomt hverken lydligt eller visuelt at være i skærsilden. Men det mest spektakulære af de 9 rum var igen Olafur Eliassons værk, en spejlinstallation hvor man så sig selv og andre besøgende i utallige udgaver:

Efter at have været i både himmel og helvede orkede vi ikke mere den dag.

På vejen ud så vi denne væg med snesevis af gamle paraplyer, molestreret af regn og blæst, karakteristisk nok lavet af en engelsk kunstner.