Quinder

Ugens emne skal begynde med ‘Q’, og det er en svær opgave, men hvad kan være mere relevant end at fortælle, hvor forfriskende jeg synes det er, at magten i landet nu ligger hos 3 kompetente og flotte quinder, og så selvfølgelig en mand som den fjerde i kurven. Han ser lidt forpjusket ud, men er dygtig og har sikkert hjertet på rette sted. Jeg synes bare ikke, han egner sig som udenrigsminister. Vi har et mere relevant emne i Mogens Lykketoft, synes jeg. Men i det hele taget bliver det rart at se nogle nye hoveder som ministre. Værdipolitikken skal man nok blive enig om og også udenrigspolitikken Det bliver straks sværere med den grundlæggende økonomiske politik. Men jeg krydser fingre.

Her i huset er det quinden, der står for madlavningen. Hun er så heldig at skulle lave mad til en mand, der ikke er så meget for store bøffer og stegt flæsk, så hun kan heldigvis excellere i lettere og grønnere retter. I går aftes serverede hun denne her ret:

Kartofler, pastinakker og gulerødder skæres i mindre stykker og koges møre. Derefter moses de, og en klat smør, lidt mælk, salt og en stor håndfuld finthakkede krydderurter fra haven – persille, oregano, timian, basilikum og rosmarin – røres i. Serveres med en skive røget hellefisk til samt en tomatsalat af fintskårne tomater ligeledes fra haven med klippet purløg og lidt revet peberrod.

En klassisk kartoffelmoser er et uundværligt redskab i køkkenet, og så har vi fået en fedende vane med at spise en marcipantærte med blomme i madeira eller drue i muscatvin til aftenteen.