Mobilitet

Jeg er en trofast lytter til Poul Friis’ glimrende udsendelser på P1. De sendes på hverdage fra kl. 9 til 10 lige på det tidspunkt, hvor jeg sidder og drikker min morgenkaffe, og emnet kan være hvadsomhelst. Han har en specialist i studiet, som kommer med et oplæg om det aktuelle emne, og så kan folk ringe ind og give deres besyv med.

I går handlede det om danskernes mobilitet. Statistikken viser, at størstedelen af os danskere er meget lidt mobile og livet igennem stort set bor og virker i det område, hvor vi er født og opvokset. I udsendelsen kom det frem, at indbyggerne i de forskellige landsdele ydermere har et noget skævt, ironisk og fordomsfuldt forhold til hinanden, hvilket kommer til udtryk i sproget og på anden måde. F.eks. kan jeg fortælle, at man her i Jylland af en eller anden grund kalder Sjælland for Djævleøen. Og så er der jo alle Århus-historierne, og nogle har det med at benævne Randers Rend-os-i-r….

Jeg er selv født og opvokset i Randers-området, men flyttede til København som 19-årig, og siden da har jeg/vi flyttet 11 gange rundt omkring i Danmark. Som studerende boede jeg i et lejet værelse på Frederikssundsvej hos ‘den gamle’, en firs-årig tidligere entrepenør, som lejede to værelser ud i sin tre-værelses, ikke fordi han behøvede det, han lod til at have masser af penge, men fordi han var meget påholdende. Han yndede f.eks. at spise kogte sild, det var billigt og sundt, sagde han, men der lugtede forfærdeligt af det i hele lejligheden, og så pegede han sommetider ned på tørresnoren i gården og sagde: ‘Jeg har mit undertøj til luftning i dag’. Det var hans uldne undertøj, som efter farven at dømme aldrig blev vasket, men altså luftet. Men hyggelig var han, den gamle, og så var det lidt hjemligt, for han var jyde ligesom mig og for mange år siden emigreret fra Jylland til København.

Senere boede husbond og jeg sammen i en villalejlighed på Rosenvej i Gentofte. Det var før vi blev gift, og det var ikke helt comme il faut dengang. Min far hviskede ved en festlig lejlighed Finn i øret, at det var noget galt noget, at vi sådan boede sammen uden at være gift. Så det endte med at vi blev gift og flyttede til en større villalejlighed på Marielystvej på Frederiksberg.

Her levede vi som studerende i sus og dus med mange fester, og forholdet til værtsfolkene var af samme grund ikke helt godt. Derfor investerede vi i et lille forfaldent bondehus i den gamle del af Brøndbyøster, som blev restaureret efter alle kunstens regler med hjælp fra kammerater fra arkitektskolen.

Selv om vi her kunne holde liv og glade dage uden at nogen blandede sig, blev det efterhånden for småt, kun 58 kvadratmeter, så efter nogle år rykkede vi teltpælene op og flyttede til et større bondehus i Jonstrupvang op til Hareskoven. Skønt hus, stor dejlig skrånende grund, men slangen i paradiset hed Flyvestation Værløse, så efter 8 år her begyndte det at trække i os efter at flytte ud i rigtig stilhed på landet.

Næste station på  vejen var en gammel gård på Sydsjælland mellem Næstved og Præstø, hvor vi drev en kursusvirksomhed med kurser i psykoterapi og andet inden for den alternative genre. Spændende tid men det kunne vi ikke leve af, så 7 år senere blev virksomheden solgt, og vi rykkede ind på Knudsskovgård, et stort kampestens-stuehus til en tidligere proprietærgård på Knudshoved Odde vest for Vordingborg. Et fantastisk smukt sted med udsigt ud over Smålandshavet og Avnø Fjord fra begge sider af huset.

Det havde vi svært ved at løsrive os fra, og vi boede her i 14 år, indtil vi flyttede til et bondehus uden for Nykøbing Falster, hvor vi boede i 2 år, indtil vi blev pensioneret og flyttede tilbage til rødderne til Randers-egnen.

Så jo, selvom vi har været mobile i vores liv, bor vi nu i det område, hvor vi begge er født og opvokset, og det befinder vi os rigtigt godt med. Vi har været så heldige at finde en bolig, der ligger næsten lige så naturskønt som Knudshoved Odde og hvor der er lige så stille.