Jane Austen

Hun blev født i en præstegård i Sydengland i 1775 som barn nr. 7 af 8 søskende, hvoraf hun var den yngste af de to eneste piger i børneflokken. Hun hedder Jane Austen og har samme litterære kultstatus i England som H.C. Andersen og Karen Blixen har herhjemme, og hendes bøger er pensum på gymnasier overalt i den engelsktalende verden.

Jane slugte allerede som lille pige bøgerne i farens store bibliotek i præstegården og begyndte at skrive som tolvårig, små noveller og også dramaer, som hendes søskende og venner opførte ved sammenkomster i hjemmet, på samme måde som også Karen Blixen og hendes søskende gjorde i deres barndomshjem på Rungstedlund 100 år senere.

Men på det tidspunkt var det absolut ikke passende for en kvinde at være forfatter og udgive bøger. Det var manden, der var den absolutte autoritet og sad på pengene, og hvis kvinderne ikke selv havde penge, havde de kun én mulighed, nemlig at gifte sig med en mand, der kunne forsørge dem, hvis de da ikke ville tilbringe resten af livet som fattige og ringeagtede pebermøer og skyggetanter. Familien Austen var ikke velhavende, og da faren døde i 1805 i Bath, hvor de var flyttet hen efter hans pensionering, blev det et problem for Jane, hendes mor og søster at skaffe penge til dagen og vejen.

Jane fik ikke den mand hun elskede, fordi hans familie modsatte sig det på grund af hendes manglende medgift. Senere friede en velhavende mand til hende, men hun hævede angiveligt forlovelsen, fordi hun ikke elskede ham. Man får nemt den tanke, at hun har reageret på samme måde som de viljestærke og selvstændige hovedpersoner, hun har skildret i sine romaner.

En af brødrene trådte hjælpende til og skaffede de tre kvinder et rummeligt hus i omegnen af Bath. Her fik Jane endelig fred og ro til at skrive, og hendes mor og søster støttede hende og gav hende den ro, der skulle til, mens de tog sig af det praktiske. Og i løbet af de 9 år hun boede her, og indtil hun døde i 1817 i en alder af 42, skrev hun den perlerække af bøger, som har gjort hende berømt.

Her sad hun ved sit lillebitte skrivebord og skrev sine romaner:

Allerede mens faren levede, havde han forsøgt at få hendes tekster udgivet, selvfølgelig under mandligt pseudonym, dog uden held, men nu lykkedes det hendes bror Henry at gøre en forlægger interesseret. Og efter den første bog fulgte snart den næste, og med ét var hun berømt i datidens England – stadig under mandligt psudonym –  og kunne forsørge familien. Først efter hendes død offentliggjorde broren, at den sande forfatter til bøgerne var hans søster Jane Austen.

Hvad hun døde af allerede som 42-årig kan man kun gisne om, men dengang var det meget almindeligt, at folk i en ung alder døde af tuberkulose.

Jeg har lige læst Lady Susan, The Watsons og Sanditon, tre ufærdige noveller som er udkommet i dansk nyoversættelse. Jeg burde have læst dem på engelsk, men i Marianne Bubandts fine oversættelse, er det også en fornøjelse at læse dem på dansk Jeg bliver vist aldrig færdig med Jane Austen. Endnu engang har jeg nydt at blive ført ind i hendes stilfærdige univers i det bedre borgerskab i den engelske provins for 200 år siden.

Gadeliv i San Francisco 1906

I begyndelsen af april 1906 fastgjorde en entusiastisk fotograf sit filmkamera i forenden af en sporvogn og fotograferede gadelivet i Market Street, San Francisco, den livlige gade der fører op til havneterminalen. Det 10 min. lange filmklip er fantastisk i sig selv ved at vise dagliglivet i en travl amerikansk storby for 105 år siden. Jeg noterer med forundring, at der på gaden går mennesker som ligner mig selv, som sidder her afslappet påklædt bag computeren i 2011, men alle disse mennesker er iført varmt, mørkt og tætsluttende tøj, selvom det må være temmelig varmt i San Francisco i begyndelsen af april, og alle, både kvinder, mænd og børn, har hat på hovedet. Der foregår en livlig, men temmelig langsom trafik af hestekøretøjer, nye bilmodeller – ligner hestekøretøjerne bare forsynet med en motor -, en enkelt rytter og sågar noget så avanceret som en cykel. Og adstadigt, i ro og mag, vandrer folk over gaden uden tilsyneladende at bekymre sig om trafikvirvaret.

Filmen er optaget kun nogle få dage før et af de mest dramatiske ordskælv i nyere tid. Det var jordskælvet i Californien i 1906, som sammen med den efterfølgende storbrand lagde næsten hele San Francisco øde og, der omkom 3500 mennesker. Området, der vises på filmen, så efter katastrofen sådan her ud.

En kursist på sprogcentret, hvor jeg underviste, kom fra San Francisco. Jeg spurgte ham engang, om man ikke var bange, når man boede i sådan et jordskælvsområde, men han svarede smilende, at de havde vænnet sig til, at jorden rystede lidt engang imellem. Det var da også beroligende at få at vide, at ligesom i Japan er de fleste nyere bygninger i San Francisco og Los Angeles jordskælvssikret, så de kan modstå rystelser på op til seks på Richter-skalaen. Det samme gælder San Franciscos broer. Man har bl.a. brugt mange millioner dollars på at jordskælvssikre Golden Gate Bridge.

Indkøb

Jeg forstår det ikke. Vi er meget bevidste om hvad vi spiser her i huset, vi spiser sundt og propper os absolut ikke med mad, men alligevel må vi et par gange om ugen slæbe fyldte indkøbsposer til huse for at opretholde livet, således også i dag hvor vi i øsende regnvejr og med fare for at få hold i ryggen hjembragte nye forsyninger.

Retfærdigvis skal tilføjes at der foruden os også befinder sig to katte i huset, heraf en ekstremt sulten hankat, der med urette lyder navnet Mini, og som kan fortære store mængder kattemad, som altså også indgår i indkøbsposerne.

Ugens blog-emner der begynder med ‘I’ her.

Kongens store Tale

Sådan en regnfuld aften får man lyst til bare at flade ud i sofaen og prøve at finde en god udsendelse eller film i fjernsynet, men det kan man godt opgive her i sommertiden, for næsten overalt står den bare på genudsendelser og B-film. Men er man så heldig at have et Home Trio abonnement hos TDC, har man mulighed for at leje sig ud af kniben. Det er ikke som i gamle dage, hvor man møjsommeligt måtte bevæge sig ind til Blockbuster og leje film og derefter skulle huske at levere dem tilbage i tide. Nu kan vi bare trykke på en knap, indtaste vores kode og så for et rimeligt beløb vælge mellem alle mulige film i TDC’s arkiv.

Forleden aften blev det til ‘Kongens store Tale’ med Colin Firth i hovedrollen som den engelske konge George den 6., som var stammer, og om hans kamp for at overvinde sit handicap. Det var et godt valg, for det er en rigtig god, gedigen, engelsk film, godt spillet og instrueret og historisk interessant. Da den gamle konge, George den 5., dør i 1936, bliver hans ældste søn Edward konge, men hans regeringstid kommer kun til at vare et årstid, fordi han i længere tid har været forelsket i og dybt betaget af Wallis Simpson, en amerikansk, fraskilt femme fatale, som han ikke vil opgive til fordel for kongeværdigheden , så han må abdicere og overlade tronen til sin yngre bror Bertie, som så i stedet bliver konge under navnet George den 6.

Men da det netop er på en tid, hvor radiofonien vinder frem og kongen for første gang skal holde tale over radioen, og hvor England er konfronteret med situationen i Tyskland, hvor Hitler begejstrer det tyske folk med sine oratoriske evner om udvidet Lebensraum, må den unge konge prøve at overvinde sin stammen. Filmen handler om, hvordan han overvinder sit handicap gennem sit terapiforløb hos en australsk taleterapeut, som bliver hans ven for livet.

Filmen giver også et indblik i, hvad der får Edward til at abdicere og hans forhold til Wallis Simpson. Edward var lidt af en selskabsløve og glad for damer. I ‘Den afrikanske Farm’ fortæller Karen Blixen om hans besøg på farmen i 1920’erne under hans safari I Kenya. Hun skildrer ham som en behagelig person, der nød den mad, hendes afrikanske kok Kamante tilberedte, og de stammedanse folkene på farmen opførte til hans ære.

Edward og Wallis Simpson blev senere til hertugen og hertuginden af Windsor og boede resten af deres dage i Paris. Og George den 6., far til dronning Elizabeth, blev en afholdt konge og et nationalt symbol under 2. verdenskrig og under tyskernes bombardement af London.

De gode lo – indtil videre?

Her til morgen drog vi her i huset et lettelsens suk, da vi i morgennyhederne hørte, at internationale aktivister har blokeret for fældning af 266 hektar skov i Østerild Plantage i Thy, en skovfældning som skulle give plads til 250 m høje kæmpevindmøller. Vi kender området, fordi vi har familie der, og det skærer én i hjertet, at et enestående dyre- og planteliv på den måde skal udraderes i et land som Danmark, hvor der ikke ikke er så mange naturområder tilbage, og især da fordi disse testvindmøller godt kunne placeres i et andet område af landet, hvor det ikke ville gå så meget ud over naturen, men ville koste nogle flere kroner.

Det var hensigten at gå i gang med træfældningen lørdag morgen, selvom Danmarks Naturfredningsforening har klaget over projektet til EU, som endnu ikke har taget stilling til, hvorvidt træfældningen er ulovlig.

Igår fredag mødtes flere hundrede i protestdemonstration mod vindmølletestcenteret, og her til morgen forlød det så heldigvis, at træfældningen er blevet udsat.

TV Midt-Vest beretter her til morgen følgende om sagen:

“Lørdag skulle have været dagen, hvor de første træer i Østerild måtte lade livet for at give plads til et vindmølletestcenter. Men sådan blev det ikke. De aktivister der demonstrerede fredag blokerede lørdag morgen kl. 6 for fældningsmandskabet og de store maskiner.

Politiet tilkaldt
Naturstyrelsen tilkaldte politiet, som ifølge vagtchef Bjarne Askholm mødte op med 4 mand. De var i dialog med aktivisterne, fortæller vagtchefen. Aktivisternes version er dog lidt mere kontant. Ifølge flere af dem, skubbede betjentene til aktivisterne, og der opstod en smule tumult.

Naturstyrelsen: Nu må vi tænke os om
Skovridder Ditte Svendsen fortæller lørdag morgen, at man foreløbigt sætter træfældningen på pause. Hun er ikke interesseret i en direkte konfrontation med aktivisterne.

– Vi må lige vurdere situationen. Vi er ikke vant til internationale aktivister her i Thy, så vi går i tænkeboks, siger Ditte Svendsen.”

Harry Potter og hvide bønner

Det kan ikke blive ved med at gå det her. Jeg savner blogskriveriet, så nu må jeg virkelig tage mig sammen og gå i gang. I denne uge drejer det sig om et emne, der begynder med ‘H’ i ABC-bloggen, så jeg kan jo starte med at fortælle, at Randers i disse dage er grebet af Harry Potter feberen. Forleden dag da jeg var i byen, var der Harry Potter alle vegne, på biblioteket var der udstilling:

På Østervold havde stadsgartneren lavet en lidt forpjusket Potter-Skov:

Og i Biocity har der været Potter-festforestilling.

Selv har jeg hverken læst bøgerne eller set filmene, et stort hul i min almene viden, skal man tro de unge, men jeg kan ikke rigtigt mobilisere den store entusiasme. Jeg er vist kommet forbi den alder. Men jeg synes det er herligt, at unge mennesker interesserer sig for den magiske side af tilværelsen. Jeg var selv for år tilbage dybt interesseret i Ringenes Herre og slugte med begærlighed filmene, da de kom frem. Og så synes jeg, det er skønt og fantastisk, at forfatteren til Harry Potter bøgerne, en enlig mor på bistandshjælp, alene i kraft af sin fantasi og fortælleevne har opnået at blive en af verdens rigeste mennesker.

Udenfor har regnen pisket ned hele dagen, og det kneb med inspirationen til aftensmaden, men så fandt jeg på at lave en hvid bønnesalat, som faktisk smagte rigtigt godt. Vi spiser hovedsagelig vegetarisk her i huset, og jeg har altid kogte hvide og røde bønner og kikærter liggende parat i fryseren. De skal jo stå i blød i 12 timer og koges i en time inden brug, så det er en god ide at forberede sig og altid have nogen liggende i fryseren.

Altså hiver jeg en pose hvide bønner op til optøning. Efter optøning pisker jeg en dressing sammen af rapsolie, hvidvinseddike, presset hvidløg, honning-dijonsennep, salt og peber, vender bønnerne heri og lader dem trække 1-2 timer. Lige før spisning blandes de op med masser af søde cocktailtomater skåret i stykker og en håndfuld fintsnittede krydderurter fra haven. Serveres med groft, hjemmebagt brød. Voila, det lykkedes alligevel. Nem, sund og mættende mad, og husbond var yderst tilfreds.

Standby

Blogskriveri skal være en leg og ikke en halvtung pligt, der hænger over hovedet på én. Jeg har nu skrevet blog i over 2 år, og det har været en lyst og en leg. Familie, venner og bekendte har ofte sagt, at de med interesse følger med i, hvad der sker i mit hoved og i mit, husbonds og kattenes liv herude ved fjorden, og af statistikken kan jeg se, at der efterhånden er en del besøg på siden. Men, men, men – jeg kan mærke, at inspirationen er svigtende, og så er det vistnok på tide at holde mere end en lillebitte pause, så indtil videre sætter jeg bloggen på standby.
Forhåbentlig melder lysten og inspirationen sig igen, når aftenerne bliver lange og efterårsmørket sætter ind. Indtil videre kærlige hilsener og tanker til alle, der har hængt på.