Anemoner og ramsløg

‘”Der er masser af ramsløg i Støvringgård skov, lige over for den gamle klosterkirkegård på den anden side af vejen”, sagde min genbo, som er tidligere landmand og ved alt om planter. Fint, tænkte jeg, som snart har hørt så meget om ramsløgets fortræffeligheder både af Claus Meyer og andre specialister i det nordiske køkken, at jeg måtte afprøve herlighederne, så derfor kørte jeg afsted til Støvringgård forsynet med plasticpose og en lille planteskovl. Men ak, der var ingen ramsløg at se. De skulle se sådan her ud:

Dette erindrer jeg også svagt fra dengang for flere år siden, hvor jeg på en vandretur på Bornholm besøgte Døndalen for at se det smukke vandfald og her blev helt bedøvet af lugten fra de mange ramsløg, som voksede der.

Men jeg måtte altså vende hjem uden ramsløg, og kan i stedet sidde og glæde mig over denne buket anemoner, som der til gengæld var milliarder af. Støvringgård skov må være det sted i Danmark, hvor der vokser flest anemoner:

Ramsløgene skulle have været anvendt i en pureret ærtesuppe med rejer. Det bliver det nu til alligevel i aften. I stedet bruger jeg et skalotteløg samt plukker noget purløg, citrontimian og skvalderkål i haven og kommer i.

God weekend!