Henrik Pontoppidan og Randers

På biblioteket faldt jeg igår over en lille bog “Henrik Pontoppidan som ung”, én ud af en serie til undervisningsbrug om store danske forfattere som unge, og da jeg er en stor beundrer af Pontoppidan, måtte jeg jo lige låne den med hjem for at undersøge, hvad der stod om hans barndom i Randers, hvor jeg også selv er opvokset.

Det er rigtigt sjovt læse om hans barndomsoplevelser i byen dengang for 150 år siden, og vil man vide mere, kan man finde udførlige beskrivelser på Pontoppidan-selskabets hjemmeside www.henrikpontoppidan.dk. Her fandt jeg også disse gamle tegninger fra Randers, som den må have set ud, da han var barn i 1860’erne:

Hans far var præst ved Sct. Mortenskirke, og Pontoppidan fortæller om sit barndomshjem, præsteboligen i Brødregade, som lå på række med de andre huse i gaden, men som indvendig var herskabelig og højloftet med 20 værelser i 2 etager og med stalde og vognporte. Der var 16 børn i familien, og præstegården var en hel lille virksomhed i sig selv med gårdskarle, stue-, barne- og kokkepige. En af karlene havde udelukkende til opgave at  save, flække og hugge brænde til alle husets kakkelovne.

Henrik var en lille vildbasse, som ikke rigtigt levede op til den rethaveriske præstefars forventninger. Han blev sat i skole hos asylmor, en gammel  lærerinde som holdt skole i sin etværelses lejlighed i et rum, hvor hun både sov og underviste. Når drengene lavede ballade, straffede hun dem ved at holde deres hænder nede i den utømte natpotte under hendes seng, indtil de lovede bod og bedring. Dette var trods alt for meget for den strenge far, så Henrik kom i en anden skole.

Senere kom han i latinskolen. Her stiftede han sammen med 6 kammerater elevforeningen Valhalla. Foreningen eksisterer vist stadig. Det gjorde den i hvert fald, da jeg hundrede år senere gik i gymnasiet på Randers Statsskole, den tidligere latinskole. Da havde Valhalla udviklet sig til også at omfatte piger, og jeg husker de frygtelige ritualer, vi måtte gennemgå for at blive optaget. Bl.a. skulle man med bind for øjnene stikke hånden ned i en spand vand, som viste sig at indeholde levende ål og bide i noget, som viste sig at være et stykke sæbe.

Henrik Pontoppidan rejste som 17-årig fra Randers til København for at studere til ingeniør. Ingeniør blev han dog aldrig, men i stedet blev han en af vores største forfattere, som fik Nobel-prisen i 1917 –  desværre kun en halv Nobel-pris, den anden halvdel gik til Karl Gjellerup, en ubetydelig og i dag næsten glemt forfatter.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s