Et lille slag for vegetarmad

Verdens bedste kok er minsandten vegetar. Han må da have forstand på, hvad der smager godt:

https://mail.google.com/mail/?hl=da&shva=1#inbox/12e6cf278da15423

Og så bliver man ovenikøbet kønnere af det:

http://www.fri.dk/velvaere/groentsager-giver-dig-den-bedste-gloed

Hvem tror på telepati??

Ikke min husbond. Men jeg selv tror fuldt og fast på tankeoverføring som en realitet efter et livslangt ægteskab, hvor jeg så ofte har oplevet, at Finn og jeg næsten samtidig har tænkt på nøjagtigt det samme. Det kan dreje sig om et begreb, en oplevelse, et navn, alt muligt. Finn er så rationelt indstillet, at han som regel har nogle bortforklaringer, der lyder mere usandsynlige, end at tankeoverføring faktisk har fundet sted.

Men her til morgen kom han til kort med sine sædvanlige rationelle bortforklaringer. Det var lige før vores sædvanlige stå-op-tidspunkt ved 8-tiden, hvor jeg lå og tænkte på, at jeg skulle finde på et emne, der begynder med ‘Q’ til ABC-bloglegen på nettet, som jeg deltager i, og det er jo lidt svært at finde et passende emne, der begynder med Q. Jeg tænkte lidt på Quasimodo, navnet på Klokkeren fra Notre Dame, og kom så til at tænke på emnet, jeg skrev om sidste gang, vi var nået til ‘Q, nemlig sangen ‘Que Sera Sera’, som Doris Day sang i filmen ‘Manden der vidste for meget’ med hende og James Stewart i hovedrollerne, og jeg lå faktisk og nynnede sangen indvendig for mig selv.

Lidt efter vågner Finn, strækker sig og siger: ”Jeg drømte om Doris Day, og jeg har fået den her melodi i hovedet.” Og så  begynder han at nynne ‘Que Sera Sera’.

Det lader til, at han er ved at komme over på mit hold og tro på, at tankeoverføring faktisk kan finde sted.

Her er et billede af Doris Day fra filmen:

Hvidsten-Gruppen 1

10-12 km uden for Randers på vejen mod Mariager ligger Hvidsten Kro.  Det er en  gammel, priviligeret kro i en idyllisk bindingsværksbygning, hvor man kan køre ud om søndagen og drikke kaffe med hjemmebagt kringle eller spise deres mangeårige specialitet, æggekage med flæsk.

Kroen har været i den samme families eje i mange år og har en helt særlig historie, som jeg lærte at kende allerede som barn, da jeg, læsehest som jeg var, slugte en af min fars bøger, der hed “Hvidsten-Gruppen”.

Bogen var særlig interessant for mig, fordi  far fortalte om nogle af de personer, som bogen handlede om, og som han kendte særdeles godt, nemlig familien Fiil, som ejede Hvidsten Kro.

Kroværten Marius Fiil, som havde overtaget kroen efter sin far, engagerede sig under den tyske besættelse sammen med sin familie og andre af egnens folk i en illegal modstandsgruppe,  som udførte  et omfattende og effektivt arbejde med  at modtage og skjule nedkastede engelske faldskærmsfolk, våben og sabotagemateriel. De fleste modtagelser fandt sted ikke langt fra kroen og blev skjult i en nærliggende mose. Hele gruppen blev  et vigtigt led i den illegale organisation i Jylland.

Men i marts 1944 var det slut. En arresteret faldskærmsmand havde under tortur røbet gruppen, og tidligt om morgenen den 11. marts slog Gestapo til efter at have holdt gruppen under observation et stykke tid. 30 tyskere deltog i aktionen, og samtlige 14 gruppemedlemmer, deriblandt kromandens to døtre, blev arresteret. De blev ført til Århus, derefter til Horserødlejren og siden til Vestre Fængsel i København.

Den 26. juni faldt dommene over Hvidstengruppens medlemmer. Marius Fiil, hans søn og svigersøn og fem andre mænd blev dømt til døden. Hans to døtre idømtes henholdsvis tugthus på livstid og to års ungdomsfængsel. To mænd fik tugthus på livstid og to andre fire års tugthus. Dødsdommene fuldbyrdedes torsdag den 29. juni. De blev skudt i Ryvangen.

De andre, som var idømt livsvarig fængsel, blev sendt til det tyske fængsel Dreibergen syd for Rostock, og her opholdt de sig, indtil de blev hentet af Folke Bernadottes berømte hvide busser og kom til Danmark den 10. maj 1945.

Den ældste datter, Kirstine – som alle kaldte Tulle, og som var idømt livsvarigt tugthus – sendte samme dag et brev til den tyske Rigsbefuldmægtigede, Dr. Werner Best, besættelsesmagtens øverste civile myndighed.

Hun bebrejdede ham, at han ikke forstod danskernes frihedstrang, og sluttede med ordene: ‘Alle dem, der gav deres liv for Danmark, vil vidne om, at selv et lille land som Danmark må have lov at tænke og tale selvstændigt. Nu har jeg ikke mere på hjerte, kun dette vil jeg sige, at jeg er stolt over, at jeg havde en mand, far og bror, der var værdige til at dø for Danmark.

Fra den gamle bog om Hvidsten-gruppen, jeg læste som barn, husker jeg især de rørende breve, som de dømte skrev til deres familier, inden dommene blev eksekveret.

 

Poul Friis

Som pensionist har man jo heldigvis den mulighed at åbne for radioens P1 kl. 9 om morgenen og høre Poul Friis, mens man drikker sin kaffe. Som regel tager denne dygtige radiojournalist nogle rigtigt interessante emner op, som introduceres af en ekspert, og som folk så kan ringe ind og kommentere.

Sjovt nok sidder Poul Friis himself helt ovre på Bornholm og styrer hele forløbet. Jeg søgte på Google for at finde ud af, hvordan han egentlig ser ud, og som man kan se her, ser han rigtig cool ud med sin hestehale, ørering og store cigar.

I morges drejede udsendelsen sig om den politiske debat her i landet, og om hvordan politikerne er mestre i at forplumre og fordreje debatten i form af ikke-svar. Anledningen var, at professor i retorik ved Københvns Universitet, Christian Kock, netop har udgivet bogen “De svarer ikke” om emnet.

Og det var faktisk lige vand på min mølle at høre, hvad han havde at sige om den sag og folks kommentarer til det, for jeg bliver selv mere og mere ærgerlig over politikernes ageren i medierne. Dels lytter de ikke til, hvad der bliver sagt, og dels svarer de ikke på, hvad de bliver spurgt om. Det er mit indtryk, at dette efterhånden resulterer i en omsiggribende politikerlede. Og jeg bliver faktisk forarget, når jeg tænker på, at de mennesker er valgt til at tjene folket og følgelig ikke kan tillade sig at reagere så arrogant og nedladende som de ofte gør. Det seneste eksempel er Birthe Rønn Hornbech, der nægtede at besvare spørgsmål og resolut lukkerde for mikrofonen, da hun var i samråd om statsløse, der i strid med loven er nægtet ret til dansk statsborgerskab.

‘Vi skal bruge den politiske debat som grundlag for at tage stilling, og derfor bør vi også kræve, at vi ikke bliver fyldt med afvigende svar og misvisende fremstillinger af fakta’, sagde Christian Kock  i dagens udsendelse.

Flere blogindlæg der begynder med ‘P’ her.

Originaler

Jeg husker fra min barndom, hvordan en af min mors bekendte, der var på besøg i huset, i en hånlig og nedladende tone kaldte en fælles bekendt for ‘en rigtig original’. Det var første gang jeg hørte ordet original brugt negativt, for jeg havde altid opfattet en original som noget positivt, f.eks. et originalt maleri i modsætning til en kopi, og desuden anså jeg den mand, der blev talt om, som et rart og spændende menneske.

Senere er jeg blevet klar over, at man her til lands ofte bruger ordet original i negativ betydning om mennesker, som markant skiller sig ud fra mængden. Madame skrev for nogle dage siden på sin blog om Jacob Holdt, og jeg kunne f.eks. forestille mig, at damen fra min barndom nedladende ville betegne Jacob med hans flettede skæg og vagabonderen rundt i USA  som en original.

Jeg vil nødig tro, at dette negative syn på mennesker, som ikke bare lever efter de alment accepterede normer og  ikke ‘går i ét med tapetet’, er noget særligt karakteristisk for danskere. Men med den holdning, som mange i dagens Danmark har til indvandrere med fremmede kulturvaner, er tanken desværre nærliggende.

Forfatteren Aksel Sandemose, født i Nykøbing Mors, blev sikkert også betragtet som en original i den lille by han voksede op i. I hvert fald blev han forfatter til Janteloven, som efterhånden er blevet internationalt kendt:

Jantelovens 10 bud:

  1. Du skal ikke tro, du er noget.
  2. Du skal ikke tro, at du er lige så meget som os.
  3. Du skal ikke tro, at du er klogere end os.
  4. Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os.
  5. Du skal ikke tro, at du ved mere end os.
  6. Du skal ikke tro, at du er mere end os.
  7. Du skal ikke tro, at du dur til noget.
  8. Du skal ikke le ad os.
  9. Du skal ikke tro, at nogen bryder sig om dig
  10. Du skal ikke tro, at du kan lære os noget.

Janteloven indgår i bogen ‘En Flygtning krydser sit Spor’ skrevet på baggrund af hans barndomsoplevelser. Den blev skrevet i 1933 i Norge, efter at han var flyttet dertil fra Danmark.

 

 

Henrik Pontoppidan og Randers

På biblioteket faldt jeg igår over en lille bog “Henrik Pontoppidan som ung”, én ud af en serie til undervisningsbrug om store danske forfattere som unge, og da jeg er en stor beundrer af Pontoppidan, måtte jeg jo lige låne den med hjem for at undersøge, hvad der stod om hans barndom i Randers, hvor jeg også selv er opvokset.

Det er rigtigt sjovt læse om hans barndomsoplevelser i byen dengang for 150 år siden, og vil man vide mere, kan man finde udførlige beskrivelser på Pontoppidan-selskabets hjemmeside www.henrikpontoppidan.dk. Her fandt jeg også disse gamle tegninger fra Randers, som den må have set ud, da han var barn i 1860’erne:

Hans far var præst ved Sct. Mortenskirke, og Pontoppidan fortæller om sit barndomshjem, præsteboligen i Brødregade, som lå på række med de andre huse i gaden, men som indvendig var herskabelig og højloftet med 20 værelser i 2 etager og med stalde og vognporte. Der var 16 børn i familien, og præstegården var en hel lille virksomhed i sig selv med gårdskarle, stue-, barne- og kokkepige. En af karlene havde udelukkende til opgave at  save, flække og hugge brænde til alle husets kakkelovne.

Henrik var en lille vildbasse, som ikke rigtigt levede op til den rethaveriske præstefars forventninger. Han blev sat i skole hos asylmor, en gammel  lærerinde som holdt skole i sin etværelses lejlighed i et rum, hvor hun både sov og underviste. Når drengene lavede ballade, straffede hun dem ved at holde deres hænder nede i den utømte natpotte under hendes seng, indtil de lovede bod og bedring. Dette var trods alt for meget for den strenge far, så Henrik kom i en anden skole.

Senere kom han i latinskolen. Her stiftede han sammen med 6 kammerater elevforeningen Valhalla. Foreningen eksisterer vist stadig. Det gjorde den i hvert fald, da jeg hundrede år senere gik i gymnasiet på Randers Statsskole, den tidligere latinskole. Da havde Valhalla udviklet sig til også at omfatte piger, og jeg husker de frygtelige ritualer, vi måtte gennemgå for at blive optaget. Bl.a. skulle man med bind for øjnene stikke hånden ned i en spand vand, som viste sig at indeholde levende ål og bide i noget, som viste sig at være et stykke sæbe.

Henrik Pontoppidan rejste som 17-årig fra Randers til København for at studere til ingeniør. Ingeniør blev han dog aldrig, men i stedet blev han en af vores største forfattere, som fik Nobel-prisen i 1917 –  desværre kun en halv Nobel-pris, den anden halvdel gik til Karl Gjellerup, en ubetydelig og i dag næsten glemt forfatter.