Lovens lange arm

Lovens lange arm nåede heldigvis aldrig at indhente mig. Men i dag godt og vel 50 år efter kan jeg vel godt vove at fortælle om, hvordan det engang var tæt på, og om hvordan min veninde og jeg på uretmæssig vis skaffede hendes mor en cykel.

Det var lørdag, vi var lige startet i 3. g, og vi skulle til fest om aftenen hos Else fra klassen, hvis forældre ikke var hjemme, så der var lagt op til et brag af en fest. Forventningerne var ikke mindre i betragtning af, at der ikke kun kom drenge fra klassen, men Else havde også inviteret tre lidt ældre fyre fra universitetet i Århus.

Det blev da også alletiders fest. Vi havde det skægt med de tre charmerende fyre, og festen varede til langt ud på natten. Problemet var bare, at den tredje af fyrene var kommet dertil med bus, og ikke havde en cykel at komme hjem til Århus på som de to andre.

“Det er ikke noget problem”, erklærede min veninde kækt, “min mor har en gammel én, som hun aldrig bruger. Den kan du låne og så aflevere den ved lejlighed.” Som sagt så gjort, fyren fik udleveret cyklen og cyklede afsted til Århus sammen med de andre.

Episoden blev glemt, indtil  moren en dag skulle en tur i kolonihaven og ikke kunne finde sin cykel. Nu var gode råd dyre. Min veninde mumlede noget om, at hun havde lånt den ud og nok hurtigst muligt skulle skaffe den til veje igen. Men det var sværere end som, for vi havde hverken tlf.nr. eller adresse på ham, der havde lånt den.

Men vi lagde nu en listig plan. Vi havde hørt, at der i politistationens kælder befandt sig en masse fundne cykler, som aldrig blev afhentet, og som skulle sælges på auktion. Vi gik derfor hen på politistationen og meldte en cykel stjålet og beskrev så nogenlunde, hvordan den så ud. “Jamen, kom I bare med ned i kælderen,” sagde den flinke politimand, “så ser vi, om I kan finde den.” Og det kunne vi minsandten. Der stod den jo med frakkeskåner og bagagebærer, som vi havde beskrevet den.

Min veninde underskrev derefter nogle papirer, og vi trillede hjem med cyklen og afleverede den til moren. Hun kiggede undersøgende på den og sagde: “Det ligner ikke min cykel, den her har jo frakkeskåner!”

Det endte med, at vi måtte gå til bekendelse. Vi slap dog for at måtte gå tilbage og aflevere cyklen til politiet, men var i lang tid grundigt upopulære hos venindens familie. Mine egne forældre fik heldigvis aldrig noget at vide om deres datters kriminelle handling. Men nu har jeg omsider fået lettet mit hjerte.