IT

Utroligt at tænke på, at det kun er 55 år siden, at Danmark fik sin første computer. Vidunderet blev bygget på Regnecentralen, og blev kendt over hele landet under kælenavnet DASK.  Den fyldte en mindre dagligstue og havde vel samme kapacitet, som  i dag kan rummes i en tændstikæske.

I dag indgår informationsteknologi som en naturlig del i næsten ethvert hjem, og det er jo herligt for de unge og for os gamle, som nåede at hoppe med på vognen i tide. Knapt så morsomt er det for de gamle, som hverken har lyst eller evne til at sætte sig ind i IT-mysteriet, men som i fremtiden henvises til udelukkende at kommunikere med de sociale myndigheder via IT.

Mit eget forhold til computere startede i 1989. Jeg havde i nogen tid gået og tænkt på at investere i en computer, men havde ikke rigtigt vovet at kaste mig ud i foretagendet, ukendt som jeg var med alt det tekniske. Desuden ville det betyde et greb i lommen på 14.-15.000 kr. for bare en billig én af slagsen. Men så fik jeg et tilbud om en bogoversættelse under forudsætning af, at manuskriptet blev afleveret på diskette. Og så var sagen afgjort. For den nette sum af  14.000 kr. købte jeg et stort skrummel af en Olivetti computer med DOS styresystem hos Fona i Næstved og fik den slæbt hjem.

Sammen med computeren fulgte der et par manualer på størrelse med bibelen, og jeg tilbragte nu flere dage og nætter med at prøve at få uhyret til at fungere, dog uden det store held må jeg desværre indrømme. Til alt held kom min svoger på besøg. Han havde lidt mere forstand på det end mig og sad og puklede med dyret en hel nat, før systemet endelig begyndte at virke. Jeg kunne nu noget forsinket begynde på oversættelsen, men overholdt dog deadline og var samtidig blevet mere vant til at håndtere en computer.

Jeg var nu for alvor blevet bidt af computerverdenen, og det varede ikke længe, før jeg inspireret af min IT-guru Ole Grünbaum anskaffede mig en Macintosh Performa og samtidig kom på internettet.

Alt dette bevirkede, at jeg blev IT-ansvarlig på sprogskolen, hvor jeg arbejdede som lærer, og foranledigede, at skolen anskaffede Mac-computere til computerværkstedet, hvilket nok ikke var særlig smart, for kursisterne havde nok mere brug for at gøre sig fortrolig med Windows, som var et langt mere udbredt system, og Mac’erne blev da også efter få år udskiftet med Windows-maskiner. Samtidig måtte jeg med blødende hjerte selv udskifte min egen Mac med en stor Compaq stationær, som fungerer udmærket den dag i dag.

Men det er dog min bærbare Acer, som jeg kan slæbe med mig overalt, som jeg bruger mest.

Mit hjerte hænger dog stadig ved Mac, så hvem ved, måske bliver det en Mac næste gang, der skal købes computer.

Flere emner der begynder med I kan findes her.