Se, nu stiger solen …..

Mellerup, den lille by ved Randers fjord hvor jeg bor, har et berømt bysbarn, nemlig digteren, valgmenighedspræsten og højskolelæreren Jakob Knudsen,som idag nok er mest kendt for salmen Se, nu stiger solen af havets skød. Den skrev han i 1891, mens han var valgmenighedspræst i Mellerup og lærer på højskolen her. Og jeg kan levende forestille mig, hvordan  han stået nede ved fjorden og set solen stå op, mens inspirationen er vældet ind over ham:

Se, nu stiger solen af havets skød

Tekst: Jakob Knudsen, 1891
Melodi: Lars Nielsen

Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød,
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst.

Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død.

Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjæleve,
blot jeg trygt vil sige: Din vilje ske!

O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
moder, søster, elskte, min kærlighed!

Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o, du milde Fader, min skaber, Gud!

Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav.
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn.

Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly!
O, for sejersjubel, for salig lyst:
lyset stander stille på livets kyst!

Mens vi i dag næsten kun husker ham for denne ene sang, var han dengang en landskendt digter og foredragsholder, og her i Mellerup går der stadig ry af den skandale han afstedkom, mens han virkede her fra 1890 til 97.

Han var gift, men ikke lykkelig, og dengang blev man ikke bare skilt, hvis ægteskabet ikke fungerede, især ikke hvis man var præst. Men Jakob blev hovedkulds forelsket i højskoleforstanderens purunge datter Helga, som ovenikøbet havde været hans konfirmand, og det endte med, at han blev skilt fra sin kone, som flyttede tilbage til sine forældre i København. Til menighedens og de grundtvigske kredses store forargelse blev parret viet i præstegårdens dagligstue af en af Jakob Knudsens studiekammerater.

Det var efter mødet med sin nye kærlighed, at han skrev ‘Se, nu stiger solen’ og nogle af sine bedste værker. Men skandalen var for stor. Jakob Knudsen og hans barnebrud måtte flytte fra Mellerup, og resten af sit liv levede han som digter og foredragsholder. Han døde i Birkerød i 1917, 59 år gammel.

Jeg har senere fundet ud af, at min farmor og farfar faktisk mødte hinanden under et højskoleophold på Mellerup Højskole omkring det tidspunkt, hvor disse dramatiske begivenheder fandt sted. De kom begge to fra grundtvigianske miljøer, hvor der var tradition for, at de unge i familien kom på højskole. De blev senere gift og slog sig ned på slægtsgården mellem Randers og Viborg, og i rækken af portrætterne af Luther og store grundtvigske personligheder som hang på væggen i den store stue på gården, husker jeg fra barndommen tydeligt dette billede af Jakob Knudsen.

Men Jakob Knudsen er minsandten ikke glemt. Forleden dag så jeg på Randers Amtsavis’ hjemmeside en lille artikel om et hold på fem mand der står bag produktionen af en film med titlen »Digterpræsten, Gud og kærlighed«, som især skal skildre Jakob Knudsens forhold til kvinderne. Det er en low budget film, ingen får løn, heller ikke skuespillerne, og tidstypiske, gratis kulisser har man også fundet, bl.a. på Randers Amtsavis.

Foto: Lars Rasborg.


Reklamer

Udgivet af

Anna Maries Skriveblok

Pensioneret indvandrerlærer, oversætter. Interesser: Bøger, film, katte, mennesker, eksistens, mad, yoga, meditation, sundhed, natur, historie, Randers og omegn.

3 kommentarer til “Se, nu stiger solen …..”

  1. For det første: det er for mig nok en de smukkeste salmetekster, som virkelig siger mig noget.
    Den gamle melodi er den smukkeste.Ikke melodien mol,som jo også er smuk.

    m.v.h.

    Hans

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s