Nine Eleven

Min svoger Aage er randrusianer med stort R. Han bor på Østervold midt i byen og nyder den larm, tummel og musik, der tit og ofte udfolder sig lige uden for hans vinduer. Engang imellem skriver han kommentarer i den lokale Randers Amtsavis, og  i dag har han et aktuelt og meget relevant indlæg i anledning af årsdagen for 11. september. Han skriver:

“Refleksioner 9 år senere

Vi har behov for at tale om denne den mest skelsættende dag i moderne tid. Tale med vore venner – vores familie. Drøfte hændelsesforløbet, baggrunden, konsekvenserne.
Fortælle dem, hvor meget vi betyder for hinanden.
Hvordan verden hænger sammen som en global enhed. Tale, tale tale.

Tirsdag d. 11 september var dagen, som alle i verden vil huske som et vendepunkt i historien. Denne grufulde dag.
Dagen, hvor der indtraf hændelser, som gjorde alt andet ligegyldigt. Dagen, hvor man ikke kunne rumme, at nogen havde strid med naboen – om der kom sol eller regn.
Dagen, som de færreste kommer let hen over.

Vi er alle frustrerede over de meningsløse handlinger. Vi håber alle, at det er en ond drøm, et frygteligt natligt mareridt.
Det er det ikke. Det er den rene, skinbarlige realitet:

De to højeste huse i New York er jævnet med jorden. Daglig arbejdsplads for 40.000 mennesker. Symbolet på den frie verdens liberalisme og åbenhed. Koldt og kynisk er de saboteret, omdannet til murbrokker, forvredent stål og knuste menneskeskæbner.
Pentagon er dybt såret. Det Hvide Hus undslipper ved en tilfældighed.

En lille fraktion af klodens befolkning har igennem en periode på måske fem år planlagt et bestialsk anslag mod en stor del af deres medmennesker. På hele den frie, åbne verdens livsanskuelse.

De har på kynisk, vel planlagt vis ladet sig skole i flyvningens ædle kunst, studeret ingeniørvidenskab og logistik – med det ene formål at kapre civile flyvemaskiner, overmande flypersonale, overtage styringen – og omdanne fly til dødbringende missiler, som styres direkte mod bygninger, som er daglig arbejdsplads for tusindvis af mennesker.

Hvad skaber et sådant had – en sådan kynisme?

Fattigdom kontra rigdom? Religiøse forskelle? Basalt grundlæggende forskelle i livsvilkår? Genetiske forskelligheder?

Lad os tale om det…….”

Han har jo fuldstændig ret i, at det er så vigtigt at finde frem til, hvad der kan skabe et så stort had,og hvordan vi undgår det.

Den 9. september for 9 år siden sad jeg i vores hus på Sydfalster, hvor vi dengang boede, og havde lige talt med en bekendt i telefonen om en hjemmeside, jeg skulle lave til ham, da min nevø ringede og sagde, at et fly var fløjet ind i WTC. Jeg troede først det var aprilsnar i september, men blev klar over det ufattelige, der var ved at ske, da jeg tændte TV.

Jeg husker hvor jeg befandt mig dengang lige så klart, som jeg husker hvor jeg befandt mig, da Kennedy blev myrdet i Dallas i 1964. Dengang var jeg sammen med Finn, søster og svoger på vej ind gennem kunstakademiets port for at deltage i en fest derinde, da en af vores bekendte med tårerne strømmende ned ad kinderne kom og fortalte os, hvad der lige var sket i Dallas.