Skandinaver Spiser Sild

Vi har tradition for at spise mange sild heroppe nordpå.

I middelalderen var der flere steder i Danmark sild i så store mængder i sensommeren, at fiskeriet blev en af de mest betydningsfulde faktorer for dansk økonomi. Øresund var scenen for det helt store sildeeventyr, men det var heller ikke tosset at være sildefisker i Limfjorden eller ved Bornholm i årene fra slutningen af 1100-tallet til slutningen af 1400.

Den tyske krønikeskriver Arnold af Lübeck skriver i årene omkring 1205: “De danske har overflod af al slags rigdom på grund af det årlige fiskeri ved Skåne, hvorhen alle nærboende købmænd kommer og bringer dem guld og sølv og alle slags kostbarheder og tilbytter sig derfor deres sild, som Gud giver dem for intet”. Saxo beretter om, at sildestimerne var så store, at skibene simpelthen sad fast, og at mandskabet kunne tage fiskene op med de bare næver uden at bruge garn.

Silden blev saltet og lagt i tønder og eksporteret til hele Europa. Grunden til, at sild var sådan en populær vare var, at man godt måtte spise fisk i fasteperioderne, hvor mange andre madvarer var forbudt – og fasteperioder var der mange af i middelalderen.

Også i dag skal vi danskere have vores sild. En rigtig dansk frokost starter altid med sild, helst både marineret sild med løgringe og kapers og kryddersild og karrysild. Jeg selv er ikke så meget for marineret sild, men ‘skik følge eller land fly’, så når marineret sild indgår i traktementet, spiser jeg gerne lidt af den og skyller den ned med ildesmagende snaps.

Jeg elsker derimod “Sol over Gudhjem”, dvs. røget sild – helst fra Gudhjem – på rugbrød med æggeblomme, radiser, løg og klippet purløg på.

Jeg tror, der spises meget sild i hele Skandinavien. Jeg har aldrig selv smagt surstrøming, men har hørt mange morsomme historier om denne særprægede svenske specialitet. Jeg har også hørt – ved ikke om det er et usandt rygte -, at man visse steder i Norge spiser sild med øllebrød til morgenmad.

Læs mere om emner der begynder med “S” på ABC-Bloggen.

Reklamer

Udgivet af

Anna Maries Skriveblok

Pensioneret indvandrerlærer, oversætter. Interesser: Bøger, film, katte, mennesker, eksistens, mad, yoga, meditation, sundhed, natur, historie, Randers og omegn.

9 kommentarer til “Skandinaver Spiser Sild”

  1. Sill det är jättegott!
    Ska nog gå ut i köket och fixa till en sillmacka nu tror jag efter att ha läst din blogg 🙂
    Det ser otroligt gott ut det du visar på din bild!
    Trevlig helg!

  2. Det var spændende at læse, hvad du fortæller om middelalderen og også om Arnold af Lübeck! Jeg er desværre så kræsen, at jeg ikke spiser fisk, men det skulle være så sundt.
    En dejlig weekend til dig Anna Marie!

  3. Ja, sild er godt. Stort set alle afarter. Dog indtager surströming en markant undtagelse. “Nærm dig aldrig en surströming”.

    Engang for mange år siden forærede min svenske ven, Jan, mig en uanselig dåse med fisk, som han sagde skulle gemmes til en speciel lejlighed.

    Denne lejlighed oprandt en dag, hvor jeg havde nogle venner på besøg. Vi skulle have frokost og jeg tænkte straks på Jans gave.

    Uden at kende til svenskernes særprægede spisevaner og surströmingens specielle egenskaber antog jeg, at man åbner en sådan dåse på samme vis som andre dåser, nemlig med en dåseåbner på køkkenbordet.

    Som tænkt så gjort.
    En rystet sodavandsflaske siger “Psist” når man åbner den og en del af vædsken sendes ud i omgivelserne.
    Det samme fænomen optræder, når man åbner en dåse surströming blot med den forskel, at den udspruttende substans ikke har nogen lighed med sodavand.

    Tværtimod. Et sandt inferno af ildelugt bredte sig i køkkenet og i hele huset og gæsterne forlod i hast frokostmødet og overlod udluftning, rengøring og tøjvask til den slukørede vært.

    Der er ikke siden blevet serveret surströming i mit hjem.

    Tilbage står man med en undren over broderfolkets madvaner.

    1. Ha, ha, Aage. Jeg har hørt flere tilsvarende historier om danskere, der åbner en dåse surströming i håb om en delikatesse og får sig en ildelugtende forskrækkelse.

      1. Men til gengæld har vi vores gamle ost, som gør udlændinge ganske forskrækket. Men jeg må indrømme, at jeg elsker gammel ost.

  4. Jeg har set skandinaver betegnet som “pickled-herring eaters”. Marinerede sild med masser af rå løgringe elsker jeg, men fri mig for snapsen. De maskerede udgaver er da også gode, men kan efter min mening ikke helt måle sig.

    Sortsild? Nu har jeg googlet, og det ser ud til, at det er en gammel form for ristet, røget sild. Sandsynligvis ikke noget, der bliver min livret, men det skal da prøves, hvis jeg engang kommer til Bornholm.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

w

Connecting to %s