‘Claras Krig’

15. Maj 2001

Regnen satte en stopper for havearbejdet. I stedet blev jeg færdig med Claras Krig, som bestemt ikke er lystlæsning på en mørk og regnfuld dag i maj, men den burde være tvangslæsning for alle holocaust-benægtere.

“Den polske jøde Clara Kramers (f. 1927) personlige beretning om kampen for at overleve holocaust i et beskyttelsesrum, der var gravet ud i familien Becks kælder i det daværende Polen. Den 15-årige Clara førte dagbog under samtlige tyve rædselsvækkende måneder, hun tilbragte i dette skjulested sammen med 17 andre polske jøder
Clara Kramer var en helt almindelig pige på 15 år, da Anden Verdenskrig brød ud. Men hun var også polak – og jøde.

Da tyskerne invaderede Polen, boede der omkring 5.000 jøder i Claras hjemby, Zolkiew. Da krigen var slut, var der blot 60 tilbage. Clara og hendes forældre overlevede mirakuløst – takket være en etnisk tysker, der var en berygtet alkoholiker, skørtejæger og højrøstet antisemit. Men hr. Beck var også en mand, der ikke kunne leve med, at mennesker blev skudt som dyr.

18 mennesker levede sammen i et beskyttelsesrum, der var gravet ud i familien Becks kælder. Den femtenårige Clara førte dagbog under samtlige tyve rædselsvækkende måneder, hun tilbragte i dette skjulested – om alt fra hr. Becks affære med hendes nabo til SS-folkenes natlige drukture i rummet over dem.

Claras krig er en gribende, livsbekræftende og dybt personlig beretning om en ung piges utrolige kamp for at overleve – og om en verden, hvor selv en fjende kan vise sig at være din eneste redning.

Clara Kramer (født Schwarz) bor i dag i New Jersey, USA. Hendes dagbog om livet under jorden indgår i den permanente samling på United States Holocaust Memorial Museum i Washington D.C.”

»En enestående beretning om overlevelse (…) Det er kun få erindringer fra krigens tid, der evner at formidle ondskaben i det nazistiske folkemord med en så pinagtig tilstedeværelse.«

 – The Daily Telegraph