Sove sødt

7. Maj 2010

Jo, at sove sødt er alfa og omega og forudsætningen for et godt liv, og i flere år har jeg nydt godt af en halv sovepille, når det kneb med den gode nattesøvn. Men det har lægen sat en grundig stopper for, eller rettere sundhedsstyrelsen. Man mener, at ældre mennesker kan blive dizzy af den slags stof og kan gå hen og falde og brække ben og ikke føre bil på betryggende måde. En forfærdelig gang vrøvl  efter min erfaring, for hvis jeg endelig skulle brække ben eller køre i grøften, ville det skyldes sløvhed og manglende koncentration på grund af manglende søvn.

Men autoriteterne har talt, og nød lærer nøgen kvinde at spinde, så her er en alternativ opskrift som sikrer en  god nattesøvn, så man vågner frisk og udhvilet parat til dagens udfordringer.

4 stk. Baldrian-piller og en sovemaske.

Baldrian har en beroligende virkning på nervesystemet, og sovemasken tilvejebringer det mørke som stimulerer pinealkirtlens produktion af hormonet melatonin, som desværre aftager med alderen, men er nødvendig for nattesøvnen.

At jeg herhjemme nu går under navnet Fantomet og om aftenen skræmmer både Finn og kattene er en helt anden sag.