Kattehistorier

Vores to katte er henholdsvis 6 og 5 år, mor og søn. Moren hedder Muffi og er af skovkatteafstamning, så hun har det desværre med at kradse, både i møbler og mennesker og kan også godt være lidt strid over for sønnen Mini, som derimod er meget kælen og doven og finder sig i det meste. Her er de fanget i et sjældent øjeblik af fredelig sameksistens.

Vores første kat kom til os for mange år siden, da vi boede i et lille  hyggeligt bondehus på 60 kvadratmeter i den gamle by i Brøndbyøster. Den tilhørte egentlig Lund, vores nabo, men opholdt sig mere og mere ovre hos os. Vi fodrede den, fordi vi ikke mente, Lund gav den nok at spise, og til sidst endte den med at flytte helt ind.

Den havde fået killinger, som den onde Lund havde formastet sig til at drukne, men en sommerdag da jeg kom hjem fra arbejde, fandt jeg i soveværelset henne i et hjørne en lille killing, som endnu ikke havde fået øjne, som lå og peb ynkeligt.

Store Misser havde reddet en af sine killinger fra druknedøden og var med den i munden hoppet ind gennem vinduet, der stod på klem, for at bringe den i sikkerhed hos os. Siden da har vi altid haft katte i huset.

Vi havde nu to katte, Store Misser og sønnen Filius. Bestanden blev senere forøget med endnu et kuld killinger, som det lykkedes os at få afsat med undtagelse af den sødeste og sjoveste af dem, som vi selv beholdt, så da vi et par år efter flyttede fra Brøndbyøster til et noget større bondehus i Værløse, medbragte vi foruden disse to også Tykkenberg.

Dyrlægen i Værløse mente dog, at vi sagtens kunne huse en kat mere, for han ringede en dag og foreslog, at vi tog en kat til os, som ejeren måtte skille sig af med, fordi hun havde fået konstateret allergi over for kattehår. Så kattefamilien blev udvidet med Skralde, som den brune burmeserkat hed.

Men Skralde havde åbenbart ikke fået sit navn for ingenting, for den var en virkelig rappenskralde, som tyranniserrede vores stakkels huskatte, så de måtte tilbringe det meste af tiden under skabe og kommoder. Det var desværre en blandet fornøjelse med Skralde, så det endte med at dyrlægen måtte finde et andet hjem til den.

Det giver glæder men også sorger og bekymringer at have katte. I løbet af de 8-9 år vi boede i Jonstrup var Filius blevet dræbt i trafikken, Store Misser var blevet alvorligt syg og aflivet hos dyrlægen og Tykkenberg simpelthen udvandret. En sød sort kat, som vi derefter havde overtaget fra nogle andre, var  løbet væk mens vi var på rejse i Indien, selvom vi havde fået en til at bo i huset for at passe den. Så da vi flyttede til en gård på Sydsjælland, havde vi besluttet, at vi ikke ville have flere katte.

Men skæbnen ville det anderledes. En dejlig sommerdag kort efter vi var flyttet ind på vores nyerhvervede ejendom, sad vi og slikkede sol ude på gårdspladsen, da der ud af det blå kom spankulerende to søde stribede kattekillinger, som mjavende forlangte at få noget at spise. Det fik de selvfølgelig, og dermed var de flyttet ind.

Men ikke nok med det, et par dage efter kom der endnu et lille væsen vandrende, sandsynligvis en bror til de to andre, men denne havde været i kontakt med kemikalier eller andet skidt, i hvert fald havde den næsten intet tilbage af sin hvide pels og dens øjne var betændte og så forfærdelige ud. Efter nogen tids pleje med god mad og små doser antibiotika fra husets medicinskab kom den sig dog fuldstændig og fik navnet Miffi. Så nu havde vi både Selma (opkaldt efter Selma Lagerløf fordi den lignede hende på øjnene), Farsnydreng og Miffi.

Det var åbenbart rygtedes i kattekredse, at her var godt at være, for senere kom der endnu flere til. Det lignede efterhånden en hel kattefarm, hvoraf nogle var indekatte, mens andre holdt til i udhusene. Miffi, som havde udviklet sig til husets yndlingskat, må dog have syntes, det var for meget med de andre rivaliserende hankatte, for pludselig en dag forsvandt den og dukkede ikke op igen. Væk for evigt, troede vi.

Men et årstid efter sad der en dag en kæmpestor hvid kat på sålbænken uden for køkkenvinduet og kiggede insisterende ind på os, der sad og spiste morgenmad. Der gik et stykke tid, før det gik op for os, at det var vores gamle Miffi, som var vendt tilbage i ny kæmpeskikkelse. Den havde åbenbart fundet et nyt hjem, hvor den i hvert fald ikke blev sultet. Det var beroligende at tænke på, da den efter en kort visit stak af igen. Men katte havde vi jo også nok af nok af, bl.a. Giganten, Steen Eiler med det runde hoved, opkaldt efter den noble gamle arkitekt Steen Eiler Rasmussen, og Tætte.

Nogle af kattene fulgte med, da vi flyttede ud på en gård på Knudshoved Odde og nye kom til, da vi flyttede til Falster, og i dag hvor vi bor i Randers hygger vi os med Muffi og Mini.

Reklamer

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s