Om skriveblokering

16. november 2009

Det er svært at skrive fiktion. Det bliver man sandelig mindet om, når man går i forfatterskole på Saxo.com. I sidste uge lød opgaven: Skriv en lille tekst, hvor en person er i et dilemma og skal træffe et vigtigt og svært valg. Det er et dilemma i sig selv at vælge, hvilket dilemma der skal skrives om, for dilemmaer er der egentlig nok af. Desuden skal der helst opstå en gnist, som sætter hele skriveprocessen  i gang og får teksten til at svinge,  så det er ikke spor nemt, og man kan blive helt blokeret. Skriveblokering. Der var det jo, dilemmaet.

I et interview fornylig fortalte forfatteren Jette Kaarsbøl om sin skriveblokering. For 6 år siden skrev hun sin meget anmelderoste moppedreng af en roman “Den lukkede bog”, som fik flere priser og blev udgivet i 7 lande.  Jeg læste den i sin tid og husker den som en rigtig gedigen Henrik Pontoppidan-agtig roman, der foregår i slutningen af 1800-tallet. Først  6 år efter er hun nu udkommet  med en ny roman efter i den mellemliggende tid at have kæmpet med en svær skriveblokering og vanskelighed ved at leve op til de forventninger der blev stillet til hende efter den første bogs succes.

Den lukkede bog

Her er så min tekst om dilemmaet, som jeg slet ikke er tilfreds med, men som skoleelev har man jo deadline og pisk over nakken:

Skriveblokering

Dina løfter koppen. For pokker, den er tom. Hun må lige have en kop kaffe mere. Hun går ud i køkkenet og varmer vand i el-kedlen. Det skal være en stærk espresso, der kan sætte lidt gang i livsånderne, og var der ikke også et stykke kringle tilbage fra i går aftes? Hun balancerer kaffen og kagen ind i stuen og anbringer det på sofabordet. Hun sætter sig tungt i den bløde sofa og kan ikke undgå at kaste et blik hen på den oplyste computerskærm på skrivebordet. Shit, klokken er halv fire, og hun er ikke kommet længere end til at tænde for den forbandede computer. Kaffen er god og kvikker lidt op, og kagen er lækker, bare for fed. Hun må virkelig se at komme i gang med at motionere igen. De bukser hun købte sidste måned kan næsten ikke lynes op.

Hvad var det han sagde, ham bibliotekaren fra Sæby, som hun drak en kop kaffe med på hotellet, efter at hun sidste onsdag havde været derovre og læse op af bogen på biblioteket. Ja, netop bogen i bestemt form, for der har jo kun været den ene, og nu er hun godt træt af at rejse rundt på landets biblioteker og præsentere den succesbog, som hun for nogle år siden fik så mange rosende  anmeldelser for, og som er solgt i flere oplag. “Der er jo altid gymnasiejobbet at falde tilbage på, Dina”, siger hun til sig selv. ”År efter år at analysere ‘Hærværk’ og ‘Den kroniske Uskyld’ med eleverne”. Hun sukker og skæver hen til computeren. Hun er jo kommet godt i gang med at skrive, men er det det rigtige hun skriver om, og duer det i det hele taget. Nu har hun det. Det var jo det han sagde ham bibliotekaren: “Det er først bog nr. 2 der viser, om man duer som forfatter”.

Hun tager telefonen, da den ringer. “Hej, det er Louise”, lyder det i røret. “ Kommer du ikke over og spiser lasagne. Så kan vi bagefter se den DVD med Johnny Depp, jeg har lånt”. “OK, jeg kommer om lidt”, siger hun. “Jeg tager en flaske vin med”. Hun går ud og tager frakke og støvler på, putter en flaske vin i en plasticpose og går ind i stuen igen. Kigger lidt på teksten på computerskærmen. Så slukker hun for computeren, klapper den sammen og  går hen til Louise.

Advertisements

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s